Ofte fremhæves det i historieformidlingen, at Danmark ikke stod for en betydelig andel af transporten af slavegjorte afrikanere over Atlanten. I tredje nummer af tidsskriftet Marronage kritiserer ph.d. i psykologi, Naja Berg Hougaard, at gymnasieelever i dag undervises i kolonihistorien, der betegnes som et “kulturmøde” i Caribien mellem europæisk og afrikansk kultur. For grundskolens historiekanon gælder, at det ene årstal, som har med Danmark som kolonimagt at gøre, er 1792, hvor forbuddet mod den transatlantiske slavehandel blev indført. Forbuddet trådte dog først i kraft i 1803, fordi “man på De Dansk Vestindiske Øer skulle have tid til at indkøbe nok slaver til, at øerne kunne blive selvforsynende med slaver”.
Slavegjortes egne organisering og oprør
Med en mere kritisk tilgang til Danmarks kolonihistorie kunne historiekanonen fx indeholde koloniseringen af Grønland, Færøerne og Island, eller rette fokus mod de slavegjorte og deres efterkommeres egne aktiviteter, som alt for sjældent får opmærksomhed. Det kunne være slaveoprøret, som tvang Peter von Scholten til at frigive slaverne i Dansk Vestindien i 1848. Eller Fireburn-oprøret i 1878, som blev anført af tre kvinder, Queen Mary, Queen Agnes og Queen Mathilda. Opstanden protesterede mod de forhold, som de frie arbejdere var underlagt. Eller David Hamilton Jackson, som stod bag den første avis i Dansk Vestindien, som var drevet af sorte, og som tog initiativ til arbejderforeningen The St. Croix Labor Union. Eller revolutionen i Haiti.
I litteratur og film har det romantiserende og skyldsfritagende narrativ også sat aftryk. Mængden af litteratur og film, som belyser Danmarks tid som kolonimagt i troperne er ikke enorm, men indeholder både romaner og film, herunder Thorkild Hansens roman, Slavernes Kyst fra 1967 og Daniel Denciks film, Guldkysten fra 2015.
Thorkild Hansens trilogi
Værkerne er meget forskellige og har helt afgjort haft forskellige hensigter. Med Slavernes Kyst rettede Thorkild Hansen et kritisk blik mod Danmarks kolonihistorie, og værket gav anledning til en debat om Danmarks “heltemodige opgør” med slaveriet – som stadig er en udbredt myte. Hansen slog fast, at omend den transatlantiske slavehandel under dansk flag ophørte i 1803, var det ikke ideologiske eller humanistiske årsager der lå til grund. Og i øvrigt fortsatte slavehandlen uforstyrret lokalt i Caribien, for det var kun import af slaver over Atlanten der blev forbudt. Rent litterært er værket ikke udpræget normkritisk eller anti-racistisk, men alt i alt var dens formål utvetydigt at belyse og kritisere Danmarks aktivitet i slavehandlen.
Filmen Guldkysten
Knap 50 år senere kom så Daniel Denciks film, Guldkysten. Når instruktøren har udtalt sig om filmen, gør han brug af flere af de gængse bortforklaringer, som ikke-antiracister gerne bruger, fx at “Det var jo ikke danskerne, der indfangede mennesker. Danskerne opholdt sig primært ude ved kysten og allierede sig så med nogle af de stærkeste stammer, som fangede slaver fra mindre stærke stammer, hvilket de i øvrigt allerede gjorde, inden danskerne kom” . Selvom han indrømmer, at danskerne var brutale, lægger han altså også vægt på, at det var afrikanerne selv som solgte hinanden, som om det ikke var en voldelig tvangssituation, som europæere og danskere satte afrikanske stammer i.
Filmen er, modsat Thorkild Hansens roman, afgjort u-dokumentarisk. Filmen blander historiske personer og hændelsesforløb sammen til et udefinérbart drama, der udspiller sig omkring den hvide, hjælpeløse heltefigur Wulff. I mange af anmeldelserne omkring filmens premiere, blev fokus lagt på filmens æstetik og den blev udråbt som et håb for det danske filmdrama. Men kulturforskerne Lene Myong og Mathias Danbolt kritiserede i Politiken filmen for at dyrke en hvid frelser fortælling. Mest bemærkelsesværdigt pointerer de, at ingen af de meget få afrikanske karakterer har replikker, men optræder som kulisse for danskernes hærgen.
Undskyldningsdebat
Siden 100-året for salget af Dansk Vestindien og øernes befolkning til USA i 2017 er der udkommet adskillige nye værker, som undersøger Danmarks tid som kolonimagt. Det mest centrale spørgsmål er stadig “undskyldningsdebatten”, som er grundigt belyst i erindingshistoriker Astrid Nonbo Andersens bog, Ingen Undskyldning. Men den generelle forståelse af nedarvet rigdom, og fortsat ulighed, er stadig for lille til at spørgsmålene om økonomisk genopretning og reparationer kan debatteres i den offentlige samtale.
Sådan ses det også i den generelle debat om racisme i Danmark, som stadig bevæger sig på et niveau, hvor det er givet, at det er individers opførsel, som skal rettes op, frem for gennemgribende strukturelle forandringer. Forhåbentligt kan normkritisk, antiracistisk kunst og faglitteratur sammen med sociale bevægelser hjælpe med at skabe en stadig tiltrængt anerkendelse af, at Danmarks velstand i dag bygger på den massive udnyttelse af andre folkeslag, som fandt sted under den aktive kolonitid og på nye måder sker i nutiden.
