Billede tekst: Lenin fremlægger april-teserne på talerstolen i sovjetten for de arbejder- og soldater-deputerede i Petrograd ( i dag Sankt Petersborg ), det daværende Ruslands største og vigtigste arbejderråd.
Imidlertid opmuntrede februarrevolutionen i 1917 bønderne til at brænde herregårdene af og besætte jorden, som de krævede at overtage gratis. Og kvinderne i byerne krævede brød, for de sultede under 1. Verdenskrig. Og soldaterne deserterede i meget store tal ved fronten, for de ville ikke fortsætte krigen, der ikke var deres. Overalt dannede soldaterne soldaterråd, arbejderne arbejderråd og bønderne bonderåd. Dynamikken i situationen førte frem til krav, som magthaverne ikke var indstillet på at give efter for. Kravene ville kun kunne indfries, hvis der skete et brud med samfundsforholdene. Der var en dobbeltmagts-situation. Kriserne i samfundet voksede.
April-teserne – al magt til sovjetterne
Lenin, som først kom til Rusland i april 1917, argumenterede for, at revolutionen ikke kunne nøjes med at stoppe ved de demokratiske krav og slet ikke, når de ikke engang kunne indfries. Med “april-teserne” argumenterede Lenin imidlertid for, at massebevægelserne – trods landets tilbageståenhed – var på kollisionskurs med samfundssystemet og den pro-kapitalistiske regering.
Lenin fremlagde derfor det argument, at bolsjevikkerne skulle foreslå en politik, der ville føre massebevægelserne i den retning, der ville kunne indfri deres krav. Det ville samtidig føre til et brud med den hidtidige samfundsorden. Først og fremmest med at argumenterer for ”Al magt til Sovjetterne”, som ville betyde et brud med den borgerligt-liberale, provisoriske Kerensky-regering. Det var kun gennem, at hvis sovjetterne overtog magten, at samfundets krise ville kunne løses, argumenterede Lenin.
Kravet om “al magt til sovjetterne” var en udfordring af den borgerlige regering, og det satte spørgsmålet om, “hvem skal regere landet” på dagsordenen og dermed også en socialistisk revolution i det umådeligt tilbagestående Rusland. Flertallet i bolsjevik-partiet var imidlertid i første omgang imod, men de mest avancerede og bevidste del af arbejderklassen i sovjetterne bakkede Lenin op, og de påvirkede arbejder medlemmerne af bolsjevikpartiet. Det smittede af på resten af partiet, og i løbet af tre til fire uger opnåede Lenins ideer flertallet.
Junioprøret
I store demonstrationer i juni blev der mobiliseret for at bryde med regeringen og parlamentet: “Al magt til sovjetterne (arbejder-, soldater- og bonde-rådene) – Вся власть Советам!” – “Ned med de kapitalistiske ministre – Долой министров-капиталистов!” De krigstrætte soldater, der i meget store tal deserterede fra fronten, blev mobiliseret på kravet om fred – мир. Bønderne, der krævede jord af herremændene og kirken, blev mobiliseret på kravet om jord – земля. De sultende arbejderkvinder i byerne blev mobiliseret på kravet om brød – Хлеб.
Det var kun gennem, at hvis sovjetterne overtog magten, at samfundets krise ville kunne løses, argumenterede Lenin
Citat: Charlie Lywood
I juli kom det til konfrontation med den provisoriske regering. Bolsjevikkerne havde vundet et flertal i Moskva og Petrograds sovjetterne, og arbejderne gik bevæbnet på gaden for at styrte regeringen. Men Lenin og bolsjevikpartiet mente, at et oprør imod de regeringstro tropper nok ville kunne vinde i de to store byer, men den revolutionære stemning var ikke moden nok i resten af landet. Derfor argumenterede de imod et væbnet opgør lige her-og-nu og forsøgte at holde demonstranterne fra væbnet konflikt med sikkerhedsstyrkerne. Det lykkedes til dels, men betød desværre, at Kerensky-regering fik et løft af selvtilliden – tilstrækkeligt til at kunne forbyde bolsjevik-partiet. Lenin og resten af lederne måtte gå under jorden.
General Kornilovs kupforsøg
De royalistiske kontrarevolutionære under general Kornilov lugtede blod og samlede en styrke, som marcherede mod Petrograd for at knuse Kerensky og den provisoriske regering. Lenin og bolsjevikkerne forstod, at hvis de kontrarevolutionære knuste Kerensky og det borgerlige demokrati, så ville også sovjetterne druknes i blod. Derfor organiserede sovjetterne til kamp for at forsvare Kerensky.
Soldaternes sovjet i Petrograd organiserede sammen med togarbejderne at standse Kornilovs tropper inden de nærmede sig Petrograd. Jernbanearbejderne nægtede at fragte hans tropper, og alle de soldater, som var på revolutionens side, overtalte de menige soldater under Kornilov til at vende om. Kontrarevolution blev standset. For en tid.
Bolsjevikkerne blev legale igen og vandt endnu mere opbakning i sovjetterne og i resten af landet. Nu kunne de arbejde helt åbent for at vinde et flertal i sovjetterne overalt i Rusland og forberede det endelige slag om magten.
Dette er anden del af miniserien om Den Russiske Revolution. Den tredje og afsluttende artikel omhandler tiden op til og om gennemførelsen af sovjetmagten i oktober 1917 (1. del af serien kan læses på socialister.dk).
Resten af serien kan læses her
