Den engelske borgerkrig banede vejen for frigørelsen af markedskræfterne, som den feudale system havde holdt tilbage i mindst 100 år. For at dette kunne ske, måtte de hugge hoved af en konge. England i 1640 var stadig styret af landadelen og produktionsforholdene var delvis feudale. Men der var en enorm og ekspanderende kapitalistisk sektor, hvis udvikling monarkiet (Charles I) og den feudale landadelen ikke i længden kunne holde i tilbage.
De tre klasser
Der var i virkeligheden tre klasser, som kom i konflikt i England i 1600-tallet. 1. De feudale jordejere og spekulative finansfolk, som var blevet mere og mere afhængige af regeringen (monarkiet), hvis politik var at begrænse og kontrollere industriel ekspansion. 2. Den nye klasse af kapitalistiske købmænd og landmænd, som havde et midlertidigt interessefællesskab. 3. De små bønder og håndværkeres interesser. Men en konflikt mellem de to sidstnævnte klasser var forudbestemt til at udvikle sig, fordi kapitalismens ekspansion krævede opløsningen af de gamle landbrugs- og håndværker relationer, med henblik på at gøre dem til lønarbejdere.
Den feudale adel, så deres indkomster fra jorden falde, og den blev mere og mere afhængig af hoffet for jobs og fordelagtige kontrakter. De blev mere og mere til parasitter. Så mens monarkiet blev gradvist mindre nyttigt for borgerskabet, blev det mere nødvendigt for aristokratiet og adelen. Kongen var selv den største af alle feudale jordejere, og selv om han var i en bedre position end andre til at få en del i den nye kapitalistiske rigdom, var han imod en grundlæggende ændring fra en feudal til en kapitalistisk samfundsorden.
Charles I klynger sig til magten
Charles I blev mere og mere opmærksom på de farlige konsekvenser af den ny klasses voksende rigdom og forsøgte at konsolidere monarkiets position, før det var for sent. Han forsøgte med øget told på varer, tvungne lån, nye skatter. Han forsøgte også at opstille monopoler i forsøget på at kontrollere visse industrier og opnå en procentdel af disse industriers profit. F.eks. fra kul, aluminium og sæbe produktion. Begge dele førte til yderligere utilfredshed i Parlamentet, hvor repræsentanter for den ny kapitalistklasse havde sæde. De modarbejdede ham.
I marts 1629 blev Parlamentet opløst ved et pludseligt kup fra kongens side. Situationen var allerede revolutionær, men kongen havde taget initiativet, og i de næste elleve år kunne han regere uden om parlamentet. Men oprøret ulmer. Borgerskabet erkendte, at deres økonomiske interesser måtte sikres politisk. Den kongelige økonomiske politik, der ramte kapitalistiske klasse som helhed, kunne ikke ændres ved at vinde små privilegier for bestemte medlemmer af klassen. Der skulle en grundlæggende system skifte til. Feudalismens lænker skulle brydes.
Kravet om en ”business” regering, voksede sig stort i disse 11 år. Der var en masse agitation over hele landet, selvfølgelig mest i byerne. Det kulminerede i årene 1639-40, hvor der var en generel afvisning af at betale skat. Borgerskabet var gået i strejke. Det drejede sig om politisk magt. Borgerskabet havde afvist Charles I’s regering, fordi den repræsenterede et forældet system. Hans regering forsøgte at fastholde en feudal social orden, selvom betingelserne for en fri kapitalistisk udvikling var til stede. Det måtte ende i en klassekonflikt, og den blev løst militært da kongen forsøgte at fængsle de ledende repræsentanter for borgerskabet. Borgerkrigen begyndte.
Borgerkrig bliver en revolutionær krig
Oliver Cromwell blev en afgørende perosn i denne konflikt. Han vidste, at en revolutionær krig for et nyt system skal organiseres på en ny og revolutionerende måde. Han formede The New Model Army efter helt nye principper. “Jeg ville hellere have en almindelig russet-coated (almen beklædning cly) kaptajn, der ved, hvad han kæmper for og elsker, hvad han ved, end det, som du kalder ‘en gentleman’ og er intet andet,”. Den normale hær under feudalismen bestod af af de småbønder, som var underlagt adelen. De var tvunget til at være soldater. Sådan var The New Model Army ikke. Den tiltrak almindelige mennesker frivilligt. De tilførte en uvurderlig entusiasme, mod og moral i hæren. Men de bar også på sociale ideer, som deres officerer betragtede som farlige.
The New Model Army blev dannet – nationalt organiseret og finansieret af en ny national skat. I militær forstand blev krigen vundet af artilleri (som penge alene kunne købe) og af Cromwells hær. Kongens hær tabte på grund af den disciplin, enhed og høje politiske bevidsthed hos de mennesker som var organiseret i The New Model Army. Den rykkede hurtigt frem til sejr, og royalisterne blev afgørende slået ved Naseby (1645). Kongen blev taget til fange.
Kompromismagernes rænker
Lige så snart kampene var forbi, opstod der uenigheder blandt sejrherrerne. Nogle ønskede at lave et kompromis med kongen. De begyndte at forhandle med den tilfangetagne konge og foreslog at slippe af med The New Model Army ved at sende den ud for at erobre Irland uden at betale deres løn. De ville ikke lave sociale reformer, de vil ikke engang love amnesti for handlinger begået under krigen. Derfor kunne soldater reelt blive bragt for domstolene for deres deltagelse i borgerkrigen. Men det var ikke så let at sende soldaterne væk. De var bevæbnede og kunne stadig organisere. Radikale elementer organiserede sig så de kunne “lære bønderne at forstå frihed.” I London blev der dannet et politisk parti for at repræsentere de små producenters synspunkter. De tog kontakt med de radikale i hæren. Det var The Levellers.
Kongen undslap fangenskabet (hjulpet af kompromismagerne), samlede en ny hær og den anden borgerkrig startede. Men endnu engang sejrede Cromwells folk. Officerer (Grandees) i Den Nye Model Army og Levellers i forening ryddede op i de kompromissøgende folk i Parlamentet (Prides Purge) og bragte kongen for retten. Efter en hurtig retssag blev han henrettet den 30. januar 1649 som en “offentlig fjende af de gode mennesker i denne nation.” Monarkiet blev erklæret for at være “unødvendigt, byrdefuldt og farligt for folkets frihed, sikkerhed og offentlige interesser” og blev afskaffet.
Monarkiet afskaffes for en stund
Den 19. maj 1649 blev en republik proklameret. Men en ”folkets kontrakt” (eller Grundlov), en udvidelse af stemmeret for alle mænd (ikke kvinder), og Levellers revolutionerende økonomiske og sociale krav blev ikke indfriet. De følte, at de var blevet forrådt. Der var stor utilfredshed i The New Model Army og nogen ønskede at gribe til våben. Grandees (under Cromwells ledelse) var i stand til at provokere dem til et mislykket oprør, som blev isoleret, slået ned og dets ledere skudt, i maj 1649. Kontrarevolution sejrede. Borgerskabet afviste faren fra venstre.
England forblev en republik i de efterfølgende 17 år. Borgerskabet skabte den politiske plads de skulle bruge for at udvide deres markeder, både at stække monarkiet og afværge oprør fra neden. Derfor inviterede de Charles II (Charles I søn i eksil i Frankrig), tilbage til tronen, nu mest til pynt. Monarkiets skulle bruges som nationalt samlingspunkt. Håbet om almindelige menneskes frigørelse som spirede under borgerkrigen måtte vente 200 år inden det delvis bliver indfriet gennem Chartisternes kamp for den mandelige stemmeret i 1800 tallet.
Tidligere artikler i denne serie kan søges med “Almindelige menneskers historie” i søge feltet.
