Viften, instrueret af Frederikke Aspöck og skrevet af Anna Neye, er en fortolkning af historien, som den var, og ikke af de glorificerede begivenheder. Den sætter fokus på de stemmer, som ikke er blevet hørt før, nemlig nogle af de sorte kvinder: Anna Heegaard og hendes slave Petrine, som er filmens hovedpersoner.
Fri eller slavegjort
For den ”frikulørte” Anna og den ejede slave Petrine har på forskellige måder svært at begå sig i et slavegjort samfund. Anna er sin egen herre, og da oprøret begynder at lure, beder hun Peter von Scholten om at tilkalde forstærkninger. Hun frygter at miste sin position – og for de slavegjorte er Anna akkurat lige så slem som de ”rigtige” hvide.
Petrine derimod vælger at købe sig selv fri under stort drama, selvom Anna er meget glad for hende. Petrine vælger oprøret frem for sine hvide ejere.
Humoren udstiller racismens uhyrligheder
Filmen tematiserer konflikter de sorte imellem såvel som slavernes opgør med de hvide slaveejere, og den gør det på en lettere humoristisk måde.
Med sine absurde scener og fremstillingerne af forholdene på De Vestindiske Øer kan Viften let kritiseres for sin brug af humor i en film om et meget ømtåleligt emne. En af de indledende scener i filmen viser en lille dreng, som ligger på et bræt i loftet, mens han vifter kongen og de adelige omkring bordet. Kongen siger: ”Hej, lille ven”, og hele opsætningen er så ubehagelig, at man som et forsvar får lyst til at grine.
Skuespilleren Jesper Groth spiller admiral Irminger, som er prototypen på en racist. I en tåkrummende scene opstiller Irminger Petrine og Anna, så han selv står som det højeste stadie i sin såkaldt videnskabeligt beviste evolution.
I de 167 år, hvor der var slaver på De Vestindiske Øer, har den danske udnyttelse sat området klart tilbage i forhold til vores industrialisering og modernisering
Citat: Safina Skytte Østerby
Han er en vigtig karakter, fordi han viser det utilslørede billede af de fleste højtstående danske figurer i tiden. De ubegribelige raceteorier, der florerede, og idéen om, at sorte mennesker var mere lig dyr end mennesker var virkelighed for alle; sorte som hvide, høje som lave.
Jeg tror ikke, at andre virkemidler kunne have været brugt bedre end humor. Jeg synes ikke, det bruges på en respektløs måde, men bidrager til at skildre de uhyrlige forhold, som de slavegjorte levede under.
Magthavernes racisme
Selvom Irmingers teorier efterhånden er blevet udfaset, findes racismen fortsat på et plan, hvor det er magthaverne, der bidrager med racismen til samfundet.
Ghetto-planen er et konkret eksempel på, hvordan man i dag skaber en struktur af første- og andenrangs-mennesker. Der har også været snak om, hvorvidt der skulle siges undskyld til Vestindien. Lars Løkke holdt i 2017 tale på St. Croix i anledning af salget af Dansk Vestindien til USA, men det er ikke nødvendigvis godtaget som en officiel undskyldning.
I de 167 år, hvor der var slaver på De Vestindiske Øer, har den danske udnyttelse sat området klart tilbage i forhold til vores industrialisering og modernisering. En undskyldning i ord er ikke nok til at råde bod på de uhyrligheder, den danske stat udsatte øernes beboere for.
Et erstatningsbeløb ville være at foretrække, og det er derfor, at det er så vigtigt med en film som Viften: Den sætter fokus på et emne, som de danske magthavere har forsøgt at glorificere i historiebøgerne i alt for mange år, og den udstiller Danmarks rolle som udbytter og udnytter af Dansk Vestindien. Måske kan den bidrage til at få samtalen om erstatning på bordet igen.
Læs også: http://socialister.dk/dansk-imperialisme-foer-og-nu/
