Når jeg har sagt ja, skyldes det ikke mindst det samarbejde der har været og fortsat er i Fredsinitiativet, som på mange måder er positivt og godt. Jeg synes det er vigtigt, at vi aktive kræfter, der vil en anden verden, indgår i en konstruktiv dialog – både om vores fælles synspunkter og vores uenigheder.
Når jeg ser på de udfordringer som fredsbevægelsen i Danmark står overfor, er det vigtigt at have en korrekt analyse af krigen. Jeg er meget enig når der skrives at ”krigen i Ukraine er ikke en forbigående begivenhed. Den har rødder i en konflikt mellem stormagterne, der rækker langt ud over Ukraine. Den bunder i den globale rivalisering, der begyndte at tage form efter den Kolde Krig og Sovjetunionens sammenbrud. NATO’s ekspansion mod øst udtrykker USA’s vilje og styrke til at kontrollere de områder i Østeuropa, som grænser op til Rusland.” Og videre ” I den sammenhæng er Danmark og NATO’s massive økonomiske og militære støtte til Ukraine et klart signal om, hvad de vestlige imperialistiske magter er klar til, hvis Kina skulle udfordre USA’s dominans i Sydøstasien”. Måske ikke kun i Sydøstasien, men globalt både politisk, økonomisk og militært.
Kritik af Enhedslisten
Den efterfølgende kritik af Enhedslistens knæfald for imperialismen, NATO (og EU) må jeg også erklære mig enig i. Det er et principielt og voldsomt højreskred, vi oplever af et parti, der har forvandlet sig til et traditionelt parlamentarisk parti. Enhedslisten har ikke kun fjernet modstanden imod medlemskabet af NATO fra principprogrammet, men ser nu NATO som et brugbart alternativ! Brugbart alternativ til hvad, må man spørge.
Jeg må i parentes bemærke, er jeg ikke er så skråsikker på synet af den militære udvikling som når man læser at ”Rusland åbenlyst er kørt fast”. Er det ikke Ukraine der er kørt fast på trods af massivt militær støtte fra Vesten?
Magtforskydninger i imperialisme
Som Lenin beskrev, er den ujævne udvikling af kapitalismen grundlaget for magtforskydninger, spændinger og krige i den imperialistiske epoke.
Magtforskydninger, ikke blot inden for de imperialistiske lande indbyrdes, men også mellem imperialismen og de undertrykte nationer – i daglig tale kaldet ”det globale syd”. ”Fra at være nationernes befrier, som kapitalismen var i kampen mod feudalismen, er den på sit imperialistiske stade blevet til den største undertrykker af nationer”. Dette skrev Lenin i pjecen Socialisme og Krig i 1915. En karakteristik som bestemt ikke har mistet sin betydning.
Den verden, der blev absolut domineret af USA-imperialismen og hvor globalisering og nyliberalismen gik sin sejrsgang verden over, er nu slut. Verden er gået fra en unipolær verden til en multipolær verden. Denne forståelse af verdens udvikling er afgørende, ikke bare i kampen for fred, men også i den antiimperialistiske kamp.
Den verden, der blev absolut domineret af USA-imperialismen og hvor globalisering og nyliberalismen gik sin sejrsgang verden over, er nu slut
Citat: Jan Mathisen
Inden for denne forståelse af imperialismen er det nationale spørgsmål vigtigt. Og lige netop her, er jeg – ikke overraskende – meget uenig med IS om holdningen til det nationale spørgsmål.
Uenighed om det ”nationale spørgsmål”
Som kommunist anerkender jeg betydningen af det nationale spørgsmål. Nationalstater og grænser forsvinder først den dag kommunismen er blevet det fremherskende samfundssystem globalt.
For mig tydeliggøres uenigheden når man læser følgende ” Det kan aldrig være socialisters opgave at finde svar på de forskellige nationers “sikkerhedspolitiske” interesser. Socialister ønsker grænserne ophævet og disse staters nedlæggelse. Danmarks “sikkerhed” er en national, kapitalistisk stats sikkerhed for, at den herskende klasse kan blive ved med at kunne udbytte arbejderklassen og sikre ejendomsretten til produktionsmidlerne. Socialister har en interesse i at ophæve nationalstaten. Vi er internationalister og vores flag er rødt, ikke rød-hvidt.”
Arbejderklassens interesse er at kæmpe for et Danmark, der ikke er medlem af NATO eller andre imperialistiske blokke, et ikke aggressivt national forsvar, Østersøen som fredens hav m.m. En antiimperialistisk kamp, også selv om det foregår inden for rammerne af nationalstaternes eksistens.
Arbejderklassens interesse er at kæmpe for et Danmark, der ikke er medlem af NATO eller andre imperialistiske blokke, et ikke aggressivt national forsvar, Østersøen som fredens hav m.m
Citat: Jan Mathisen
Danmarks sikkerhedspolitiske interesse ligger netop i at frigøre sig fra aggressive imperialistiske alliancer. Disse spørgsmål afgøres ikke gennem appeller til borgerskabet, men gennem klassekamp. For klassekampen aflyses jo ikke – tværtimod. Derfor kan den herskende klasse heller ikke se frem til ”at de bare kan blive ved med at udbytte arbejderklassen”. I sidste ende er der en tæt sammenhæng mellem kampen for fred, den antiimperialistiske kamp og den sociale politiske klassekamp.
Og sidst, at anerkende det nationale spørgsmåls betydning står ikke i modsætning til at vi også er internationalister. Vores internationale klassesolidaritet står til enhver tid over hensynet til kapitalen og ”vores eget” borgerskab.
Pjecen: Imperialisme i dag og krigen i Ukraine kan købes for 20 kr. via http://modstand.org/ eller i Internastionale Socialisters lokale afdelinger.
