Billede tekst: Anti-semitismen er racisme. Anti-zionisme er anti-racisme. Foto: Robin/Flikr
Antisemitisme er en form for racisme, og ligesom andre former for racisme har den to sider. For det første er det et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i samfundet efter flere hundrede år. For det andet er det et redskab brugt af magthaverne til at splitte arbejderklassen for sin egen gevinst. De to sider er indbyrdes forbundne. Den herskende klasse udnytter allerede eksisterende fordomme og had, og bidrager dermed til at opretholde og videreføre dem.
Men antisemitisme har en række specifikke træk, der gør at den på nogle områder fungerer anderledes end andre former for racisme. For at forstå disse særtegn er det nyttigt at forstå dens historiske udvikling.
Fra anti-judaisme …
Begrebet ‘antisemitisme’ betegner egentligt et moderne fænomen, som blev til som del af 1800-tallets ideologiske strømninger, især ideerne om folk, nation, nationalstat og raceteorier. Anti-jødiske fordomme og undertrykkelse har dog en væsentlig længere historie, som var afgørende for udviklingen af den moderne antisemitisme, men alligevel er vigtig at skelne imellem dem.
I 1215 blev det besluttet at jøder og saracener (muslimer) i Spanien skulle bære genkendelige tegn, så de ikke ved et uheld havde samleje med kristne, noget som blev opfattet som urent
Citat: Asbjørn Grinder Valhøj
Selvom jødedom blev undertrykt i den antikke verden, især af Romerriget både før og efter dets omvendelse til kristendom, er det især i middelalderen, at mange af de anti-jødiske fordomme blev udviklet. Med Biblen som retfærdiggørelse blev europæiske jøder – ligesom andre religiøse minoriteter – marginaliseret og afskåret fra indflydelse. Der opstod myter om jøder der myrdede kristne drenge for at bruge deres blod til at bage usyret brød, eller som var i ledtog med dæmoner og Antikrist, fordomme som gentagne gange førte til voldelige angreb. I 1215 blev det besluttet at jøder og saracener (muslimer) i Spanien skulle bære genkendelige tegn, så de ikke ved et uheld havde samleje med kristne, noget som blev opfattet som urent
Marginaliseringen betød, at mange jøder af mangel på alternativer gik ind i pengehandel, noget som Kristendommen forbød sine tilhængere. Adgangen til denne økonomiske niche gav europæiske jøder en grad af uafhængig magt, men bidrog også til yderligere fordomme om jøder som værende griske og uærlige.
… til antisemitisme
Denne udvikling stoppede ikke med afslutningen på middelalderen og den katolske kirkes sandhedsmonopol. Tværtimod argumenterede Martin Luther for at udvise tyske jøder, og mente ikke at de kunne opnå frelse. Forskellen mellem anti-jødedom og moderne antisemitisme er dog, at anti-jødedom handlede om religion. Ideen om racer eksisterede ganske simpelt ikke før det blev nødvendigt at opfinde det for at retfærdiggøre kolonialismen. Nationer, den kunstige opdeling af menneskeheden i gensidigt udelukkende og internt ensartede grupper, blev først udbredt i 1800-tallet. Men da først det var udbredt, lå de anti-jødiske fordomme og myter klar som et belejligt redskab, der nemt kunne indarbejdes i en racistisk antisemitisme.
I starten af 1900-tallet kom så Zions Vise Protokoller, et falskneri der tilføjede et afgørende element til antisemitismen, navnligt den konspiratoriske opfattelse af jøder som de skjulte bagmænd bag alle de moderne dårligdomme, som kapitalismen medførte for arbejderklassen.
Det er dette faktum, der gør antisemitisme til et så effektivt redskab for magthaverne. Arbejdere der lider under kapitalismen bliver præsenteret for et simpelt billede af, hvem der er skyld i deres dårligdom. Årsager, som er mindre abstrakte end klassesamfundet, som samtidig står i vejen for at udvikle klassebevidsthed og organisering, som er den reelle trussel mod magthaverne. Dette gør sig stadig gældende i dag: selvom flygtninge og migranter fra Mellemøsten og Afrika bliver brugt i en racistisk del-og-hersk strategi over for europæiske arbejdere, er det svært at præsentere dem som aktører, fordi de åbenlyst ikke har magt. I stedet præsenterer magthavere som Ungarns Viktor Orban dem som redskaber for jødiske aktører, som ønsker at undergrave europæiske samfund. Antisemitisme spiller dermed sammen med andre former for racisme.
Dertil kommer, at jødiske arbejdere, som resultat af deres dobbelte undertrykkelse både som arbejdere og som jøder, i meget høj grad var organiseret i socialistiske og faglige bevægelser før Anden Verdenskrig. Dette gjorde det nemmere for kontrarevolutionære, kapitalister og fascister at sammenblande antisemitisme og anti-kommunisme i en pærevælling af konspiratorisk nonsens, som desværre viste sig alt for effektivt. Vi kender resultatet.
Zionismen kommer til
Appellen ved zionismen er nem at forstå. Den historiske undertrykkelse som jøder blev udsat for, kombineret med nationalstatens stigende popularitet i 1800-tallet, førte nogle europæiske jøder til at drage den konklusion, at de kun ville være i sikkerhed i “deres egen” stat, altså en stat hvor jøder var i overtal og havde magten. Det var dog først efter Holocaust, at denne opfattelse begyndte at dominere.
Mange jøder var anti-zionister, og anfægtede både antagelsen om at jøder var en nation, og at en nationalstat var den logiske konsekvens. Men Holocaust blev for mange jøder opfattet som et bevis på, at zionismen var nødvendig for deres sikkerhed. Med europæiske magters hjælp – først og fremmest England, dernæst Sovjetunionen og siden USA, blev Palæstina koloniseret og 750.000 palæstinensere blev fordrevet, berøvet, eller myrdet.
Mange jøder var anti-zionister, og anfægtede både antagelsen om at jøder var en nation, og at en nationalstat var den logiske konsekvens
Citat: Asbjørn Grinder Valhøj
Forskellige aktører har påstået, at den såkaldte “nye antisemitisme”, altså anti-zionisme, bare er den nyeste udviklingsstadie af antisemitismen – at modstand mod Israel er i forlængelse med modstand mod jøder. Der er ikke plads her til at forklare, hvorfor dette er forkert, men det vigtigste er at påpege, at det bygger på antagelsen om, at nationalstater er den eneste måde et samfund kan bygges op på. Ud fra den præmis går man ud fra, at modstand mod Israel nødvendigvis må betyde udvisning af alle israelere eller jøder. Man anerkender slet ikke den mulighed at erstatte Israel med en etstatsløsning, hvor palæstinensere såvel som israelere og jøder kan leve i lighed og fred.
Kompleksitet
At anti-zionisme ikke er antisemitisme er efterhånden et indlysende faktum på venstrefløjen, men det betyder ikke, at specifikke instanser af anti-zionisme ikke kan være antisemitiske, da de kan benytte sig af anti-jødiske stereotyper og fordomme. Et eksempel er folk, der forklarer USA’s ubetingede støtte til Israel som et udtryk for Israels indflydelse og magt over USA. Dette minder om ideer om jøder som konspiratoriske bagmænd, og er lodret forkert. USA støtter Israel på grund af USA’s imperialistiske interesser, ikke omvendt.
Heller ikke her adskiller det sig fra andre former for racisme. Nogle kritikere af Iran benytter sig således af islamofobiske argumenter og stereotyper, men det gør ikke kritik mod Irans styre islamofobisk i sig selv. Der er intet modsætningsforhold her.
For det andet betyder det ikke, at nogle antisemitter ikke bevidst skjuler sig ved blot at erstatte ‘jøder’ med ‘zionister’ i deres racistiske retorik. Dette kan ikke overraske nogen: selvfølgelig vil hadprædikanter gerne skjule sig bag en progressiv og retfærdig sag, og det gør det mere nødvendigt at være opmærksom på, hvem afsenderen er. Men den taktik fungerer kun i kraft af at anti-zionisme er en retfærdig sag, hvilket udstiller de mennesker der fremstiller enkelte eksempler på dette bedrag som repræsentative for hele den anti-zionistiske bevægelse.
De to eksempler åbenbarer en kompleks situation, hvor på overfladen, modstridende aktører alle har en interesse i at mudre forskellen mellem antisemitisme og anti-zionisme. På den ene side antisemitter der vil skjule sig bag anti-zionisme, på den anden side zionister der vil miskreditere anti-zionisme. Reel anti-racisme må konfrontere begge sider af dette kompleks.
Jøder er en marginaliseret gruppe der fortjener vores solidaritet, lige såvel som palæstinensere, muslimer, og enhver anden gruppe gør det
Citat: Asbjørn Grinder Valhøj
For det tredje er antisemitisme, ligesom andre former for racisme, udbredt i samfundet, og progressive er ikke immune for ubevidst bias eller fordomme. Det betyder, at vi skal tage anklager om antisemitisme seriøst. Anklager skal ikke affejes bare fordi den anklagede er progressiv, eller fordi anklagerne har en tydelig agenda. Selvfølgelig er ubevidst antisemitisme en anden størrelse end antisemitisme bygget på had, og kan tackles på en anden måde, med dialog og læring fremfor konfrontation – også her er der en tydelig parallel til andre former for racisme.
Mere end noget andet er der behov for at vi er konkrete, når vi diskuterer antisemitisme, anti-zionisme, kolonialisme, og Israel. Det er den bedste måde at modvirke begrebsforvirringen, og dermed styrke kampen mod såvel antisemitisme som zionisme. Jøder er en marginaliseret gruppe der fortjener vores solidaritet, lige såvel som palæstinensere, muslimer, og enhver anden gruppe gør det. Heldigvis behøver vi ikke at vælge. Vejen til en retfærdig verden går gennem sammenhold og fælles kamp.
