Billede tekst: Palæstina bevægelsen åbner op for dannelse af en stor anti-imperialistisk venstrefløj. Foto: Racismefri By, Odense
I 2023 så vi, hvad en ”regering hen over midten” betyder. Med dannelsen af SVM valgte Socialdemokraterne at gå sammen med partier, som ville være med til at gennemføre ”nødvendige reformer” for at styrke kapitalen. SVM lagde op til en styrkeprøve med fagbureaukratiet allerede i begyndelsen af 2023 ved at lancere afskaffelsen af Store Bededag.
15.000 til demo ved Christiansborg d. 5. februar viste potentialet i FH’s mobilisering mod helligdagstyveriet, men derefter strakte de våben. Bededagsspørgsmålet var bredt set ude af OK 23-forhandlingerne, som endte med et massivt ja-flertal på 79 %.
Alligevel var stemningen i fagbevægelsen, at man ikke ønskede at se socialdemokraterne til 1. maj. Mobiliseringen fik også den konsekvens, at man senere droppede forringelser af seniorpensionen.
Frem mod OK24
Som ”indrømmelse” til sygeplejestrejken forrige år er der blevet øremærket penge til lønforhøjelser til udvalgte offentligt ansatte under udvalgte forhold.
Pengene skal udmøntes i OK24, og aktiv kamp synes derfor allerede demonteret. Men de grupper, som ikke har fået, kan kræve deres, så konflikt kan der blive alligevel. Samtidig kan det gå op for folk, at deres forhandlere har solgt lønforhøjelser for forringelser på arbejdstiden og fridage.
Velfærdens afvikling
Velfærdsstaten er under afvikling, og brugerne og offentligt ansatte mærker den barske virkelighed på egen krop.
SVM-regeringen en vaskeægte klassekrigerregering – og skilter gerne med det
Citat: Anna Wolf og Charlie Lywood
Psykiatrien, ældreområdet og sundhedssektoren skranter mest og er derfor fokusområder for regeringens ”reformplaner”. Men handleplanen for psykiatrien er underfinansieret, mens ældreområdet og sundheden indtil videre afventer rapporter og kommissioner. Økonomisk politik og værdipolitik kan ikke adskilles.
Øget ulighed
Regeringen kaster desuden fattige familier ud i yderligere fattigdom. Man forsøger at sælge “kontanthjælpsreformen” med, at den skulle løfte 4000 børn ud af fattigdom i 2045, men for at finansiere den, kaster man 9000 børn ud i yderligere fattigdom her og nu, da skærpede optjeningskrav betyder, at 28.000 kommer på den laveste sats.
Og nu lægger man op til, at man kun kan få SU i den normerede studietid, alt imens regeringen giver rundhåndede skattelettelser til dem, der har mest og dermed øger uligheden. Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udsendte i september.
SVM-regeringen en vaskeægte klassekrigerregering – og skilter gerne med det.
Nye dynamikker på venstrefløjen
SVM såvel som situationerne i Ukraine og Gaza skaber rystelser på venstrefløjen. Socialdemokratiet bløder stemmer til SF og EL og kan derfor måske presses til venstre, mens det passive fagbureaukrati måske kan skubbes til handling over for SVM for at undgå medlemsflugt.
Mere interessant end de parlamentariske manøvrer er fremvæksten af en mere organiseret venstrefløj i Enhedslisten – under navnet ”Venstrefløjen”. Beslutningen om at støtte våben til Ukraine og droppe kravet om, at Danmark skal ud af NATO, var et chok for dem, der i mange år har kørt en magtkamp med toppen i EL. Venstrefløjen blev tvunget til at gøre noget. Styrken viste sig også i og med, at op mod 10 EL-afdelinger trodsede EL’s hovedlinje og støttede Palæstina-demonstrationerne i slutningen af året.
Arbejderklassen rører på sig
Hvor arbejderklassens aktivitet i Danmark har vist sig i meget små glimt, er klassekampsniveauet anderledes højt i udlandet.
Frankrig: I Frankrig blev den udløsende faktor præsident Macrons pensionsreform, der hæverpensionsalderen. Det stod dog hurtigt klart, at strejkerne for mange handlede om noget mere fundamentalt systemkritisk end det. Macrons upopularitet nåede nye højder.
Bevægelsen var domineret af den private sektor samt arbejdere i den offentlige transport. Unge arbejdere strejkede for første gang, og de antiracistiske organiseringer på den franske venstrefløj fik et tiltrængt boost.
Den mistede dog pusten over sommeren. Dels begrænsede fagbureaukratiet medlemmernes aktivitet; dels mangler der en venstrefløjsorganisering, der kan give retning i en prærevolutionær krise som den, der udfoldede sig.
Storbritannien: Bølgen i Storbritannien har vist sig mere sejlivet. Den har generelt været præget af den offentlige sektor, og som i Frankrig kom det hurtigt til at handle om mere principielle sociale og politiske spørgsmål end nogle faggruppers lønniveau eller bestemte uacceptable arbejdsforhold.
Klassekrigen i England og Frankrig er brudt ud i samme kontekst af øget ulighed, skrantende velfærd og skattelettelser til de rigeste samt flere penge til militæret
Citat: Anna Wolf og Charlie Lywood
Der er opbygget stærk solidaritet mellem forskellige grupper (arbejdere inden for sundhedssektoren, undervisningssektoren og den offentlige transportsektor). Som noget ret nyt har yngre læger meldt om strejke i januar, og det kan måske være starten på en ny, eskalerende fase af kampen.
De samme kriser
Klassekrigen i England og Frankrig er brudt ud i samme kontekst af øget ulighed, skrantende velfærd og skattelettelser til de rigeste (og flere penge til militæret). ‘Reformer’ med voldsomme sociale slagsider kan spejles på tværs af grænser. Og ikke mindst udgør det ekstreme centers neoliberale politik på forskellige måder et vigtigt startpunkt for stigende politikerlede og klassevrede.
Klimabevægelsen
Klimabevægelsen har været et væsentligt politisk forum, der er vokset de senere år, og som mange unge har vendt deres håb mod midt i nye målbare klimaforandringer og skræmmende prognoser.
Desværre synes bevægelsen at have stagneret siden covid-krisen. Extinction Rebellion synes at være gået død foreløbigt. Til gengæld har Den Grønne Ungdomsbevægelse tiltrukket nye aktivister.
Men det grundlæggende politiske problem består. Selvom der verserer mange radikale idéer blandt aktivister, har det ikke udmøntet sig i en mere seriøs kritik af kapitalismen som den afgørende grund til fortsat global opvarmning – og hvilken kraft, der faktisk kan ændre tingene.
Højrefløjens vækst i Europa
Imens fortsætter det yderste højre sin foruroligende fremmarch i Europa. Mens fascismen endnu ikke har nået fuld udfoldelse (ingen reelle gadebevægelser, f.eks.), vinder fascister indflydelse og legitimitet flere steder.
Italien har fortsat en fascist i spidsen for sin regering i form af Giorgia Meloni. I oktober voksede det pronazistiske AfD og andre højrekræfter ved de tyske regionalvalg, hvor en fjerdedel af alle tyske vælgere havde stemmeret. I Holland vandt Geert Wilders’ Partij voor de Vrijheid vundet valget i november med 37 pladser i parlamentet ud af 150. Hertil kommer Viktor Orbán i Ungarn, Marine Le Pen, der fortsat synes at rykke tættere på magten i Frankrig, og Sverigedemokraterna m.fl. i Sverige.
I alle disse lande sker denne meget foruroligende udvikling i samme kontekst som arbejderklassens aktivitet: inflation, skrantende økonomier, stigende ulighed, centrum- og venstrepartier, der ikke formår at udgøre et svar for arbejderklassen. I alle tilfældene hjælper mainstreammedier og islamofobi desuden til at ”rense” fascisterne og få dem til at fremstå moderate.
Mobiliseringen for Gaza og palæstinenserne
Den ubetinget mest opmuntrende og bemærkelsesværdige eksplosion af modstand mod verdens tilstand i år – og den største mobilisering mod imperialismen i 50 år – var og er de massive og vedvarende demonstrationer og aktioner mod Israels folkedrab i Gaza.
Det markerer det største politiske vendepunkt de senere år. Og denne gang er det et samlet oprør fra neden overalt på kloden – også i Danmark, med Stop Annekteringen som hovedorganisator i København.
Bevægelsens betydning
Størrelsen af mobiliseringen er ikke ensbetydende med, at der vil vokse en stor anti-imperialistisk og, in spe, en ny og styrket, revolutionær venstrefløj frem. Hvis den holdes i det snævre Palæstina-fokus, som nogle arrangører insisterer på, kan den miste pusten.
Enhedslisten er ikke i stand til at rumme bevægelsen og gør heller ikke et forsøg på det. Her har toppen bestemt, at man ikke vil støtte aktioner, der ikke tager den ”rigtige” afstand fra Hamas.
Den ubetinget mest opmuntrende og bemærkelsesværdige eksplosion af modstand mod verdens tilstand i år – og den største mobilisering mod imperialismen i 50 år – var og er de massive og vedvarende demonstrationer og aktioner mod Israels folkedrab i Gaza
Citat: Anna Wolf og Charlie Lywood
Der findes ikke, som i 1960’erne og ’70’erne, hvor Vietnam-bevægelsen skabte mange nye revolutionære, store venstrefløjsorganisationer i Danmark eller andetsteds, som kan gribe de mange nye aktivister. Den nye Palæstina-bevægelse er opstået i en tid med relativt lavt klassekampsniveau og stagnerede bevægelser.
Det betyder ikke, at de mange tusind nye aktivister bare forsvinder over tid, men det betyder, at der ikke er en lige linje mellem de store demonstrationer og den anti-imperialistiske, revolutionære venstrefløjs vækst. I Internationale Socialister vil vi arbejde for, at de revolutionære, anti-kapitalistiske og anti-imperialistiske kræfter forbinder sig mere med hinanden.
Internationale Socialister holder Landsmøde lørdag d. 27. januar 12-18 i Christianhavns Beboerhus. Alle er velkomne.
