Billede tekst: Demonstration ved KL bygningen d. 4. januar da forhandlinger startede. Foto. Naja Falhof Aastrup/BUPL
Ved første øjekast har denne aftale stort set gjort forhandlingerne overflødige, i det mindste låst de offentlige arbejderes manøvrefrihed. Hvis man før mente at det er et stort skuespil med disse overenskomstforhandlinger, fordi alt er klappet af på forhånd, så får man her sine synspunkter bekræftet.
Men der er i sådan en situation altid en joker, som kan forstyrre selv de mest velplanlagte forløb. Det er medlemmerne selv. FH kunne trods alt ikke blot lave en aftale med regeringen og så lade medlemsdemokratiet glide ud af ligningen. Medlemmer kan stemme nej og forhindre aftalens gennemførelse via afstemning om OK 24.
Men også det har man tænkt på i FH. Man har lavet en omvendt ”musketer-ed” og svinebinder de offentlige fagforeninger, som ikke var en del af regeringens ”gavebod” til udvalgte offentlige grupper, via sammenkædningsregler. Dorte Steenberg, sygeplejerske og tidligere næstformand i Dansk Sygeplejeråd skriver i Solidaritet (d. 3. januar 2024): ”Kronen på værket er, at aftalen i 2024 fratager enkelte organisationer mulighed for at stemme nej, idet aftalen anmoder forligsmanden om, at alle aftaler optages i et samlet mæglingsforslag. Denne sammenkædning vil betyde, at hver enkelt gruppe ikke har mulighed for at konflikte. (Selv om de stemmer nej, cly)
Men der er i sådan en situation altid en joker, som kan forstyrre selv de mest velplanlagte forløb. Det er medlemmerne selv
Citat: Charlie Lywood
Det giver arbejdsgiversiden en god mulighed for at spekulere i et forhandlingsresultat, som kan stemmes hjem, men som ikke tilstrækkeligt imødekommer grupper med særlige problemer og behov. Så det er en aftale, der forringer arbejdsmiljøet, styrker den lokale arbejdsgiverrolle og begrænser enkelte organisationers mulighed for at strejke.”
Det vil kræve en ekstraordinær indsats fra neden at vælte læsset og hive et samlet ”nej” hjem.
Trepartsaftalen
Fagbevægelsen klapper sig selv på skulderen over resultatet af de trepartsforhandlinger, som de indgik med regeringen i december. Grunden til forhandlinger lå i grundlaget for SVM-regeringen, som lovede ”ekstra” penge til de offentligt ansatte, som ifølge regeringen skulle have et løft. Men nogen gavebod blev det ikke. I stedet har fagbureaukratiet allerede besluttet ved forhandlingsbordet, hvordan de mener, OK 24 for de offentligt ansatte skal forløbe.
Fagbureaukratiet har accepteret markante indrømmelser og modregninger for at give lønforhøjelser til udvalgte grupper. Det har konsekvenser for forløbet af OK 24. De har dermed også svækket den demokratiske legitimitet op til OK 24, og potentielt også argumentet for at være organiseret i en overenskomstbærende fagforening. Hvis det hele er klappet af på forhånd, hvorfor skulle man så engagere sig i den faglige kamp.
Fagbureaukratiet har accepteret markante indrømmelser og modregninger for at give lønforhøjelser til udvalgte grupper
Citat: Charlie Lywood
De har accepteret, at forudsætningen for indgåelse af en trepartsaftale er besparelser og fyringer i milliardklassen på en i forvejen rundbarberet administration i kommunerne. Det er der, SVM vil hente pengene til lønforhøjelserne. Det er ”gratis” for SVM-regeringen som ikke skal op med ”nye” penge, men hunden bliver fodret med sin egen hale. Igen.
De har også accepteret, at massevis af seniordage for hundredtusindvis af offentligt ansatte snuppes i ét hug. I gennemsnit mister offentligt ansatte 30 seniordage (svarende til seks års seniordage). Altså, for ældre arbejdere er mange ”Bededage” nu stjålet. Så krav om flere seniordage og i det hele taget mere frihed, som for eksempel en 35 timers arbejdsuge, synes langt væk fra forhandlingsbordet.
Hvad med løn?
Godt nok vil pædagoger, ifølge BUPL, få et lønløft på 1.800 kroner om måneden, mens sygeplejersker samlet kan opnå 3.000 kroner mere om måneden, ifølge Dansk Sygeplejeråd. Men kun hvis man påtager skæve vagter, og går fra deltid til fuldtid.
Og det opnår de to faggrupper ikke ligeløn af. Trepartsaftalen handlede derfor ikke om et opgør med tjenestemandsreformens 54 år lange uligeløn til de traditionelt kvindedominerede fag. Men derimod om rekruttering, fastholdelse og øget arbejdsudbud, som er en del af SVM’s mantra.
Derudover er det tvivlsomt, selv med de forhøjelser for disse enkelte grupper af offentligt ansatte, at det kan kompensere for dels det efterslæb som de offentlige lønninger har opsparet i forhold til de private, og dels kompensation for inflation.
LFS (Landsforeningen af Socialpædagoger) har regnet ud, at der skal et samlet krav om 10.000 kr. mere om måneden til at kompensere for efterslæbet og inflationen. De argumenterer med at i OK 23 for de private overenskomster på FOA’s (Forbund af Offentligt Ansatte, som LFS er en underafdeling af) område fik SOSU’erne 3.600 kroner mere om måneden til, når den fulde effekt er indfaset i 2025. Det sikrede kun lige reallønnen.
LFS vil også have 3.600 kroner mere om måneden til deres medlemmer. Og så skriver de på deres hjemmeside: ”Men vi vil også kompenseres for det lønefterslæb, der rækker tilbage til Tjenestemandsreformen i 1969, hvor lønnen for de traditionelle kvindefag bevidst blev lagt lavt. Man besluttede, at pædagoger, sygeplejersker mm. skulle have mindre i løn, fordi det var mændene, der var forsørgere”. Det har de regnet frem til at være ca. 6.400 kr. i nutidspenge. Derfor kravet om 10.000 kr. mere om måneden til alle.
BUPL er meget mere beskeden. De kræver bare en ”højere lønramme” end de 1.800 kr. om måneden pædagogerne fik i Trepartsaftalen. FOA’s formand Mona Strib mener, at lønnen generelt skal stige med ca. 10 % (over 3 år). Det er slet ikke i nærheden af LFS’s krav. Og endnu værre er det når men kan læse i Fællesskabets (550.000 offentligt ansatte med FOA i spidsen) forhandlingsoplæg til KL (Kommunernes Landsforeningen) at hovedkravet er ”Generelle procentuelle lønstigninger, der forbedrer reallønnen for alle ansatte”. Det betyder at den nuværende ulighed blandt offentligt ansatte fortsætter, da procentuelle lønstigninger er lig med at øge uligheden.
Lærernes Centralorganisation (som Danmarks Lærerforening, DLF er hovedkraften i) taler kun om “lønforbedringer” i deres krav til KL. Lærerne var ikke en del af Mette Frederiksens gavebod i december, men det ser ikke ud til at DLF har tænkt sig at gå i offensiv af den grund. I hvert fald ikke på løn.
Mulighed for oprør
LFS’s offensive krav er desværre en enkelt svale. Langt de fleste fagforeningsledelser og specielt topforhandlerne Mona Strib fra FOA har lænket sig til SVM-regeringens alliance med FH og den tilhørende dagsorden – skaffe mere arbejdskraft og få dem til at arbejde mere end nu, altså et større “arbejdsudbud”, som de betegner det.
Hvis der skal ske noget, så er det et oprør fra neden blandt medlemmer som indser at alle de flotte ord ikke passer med virkeligheden
Citat: Charlie Lywood
Desværre er det også sådan at den faglige venstrefløj, som her skulle træde ind og udfordre toppen i fagforbundene, er mundlam. Det er en proces som er foregået over en del år nu, hvor gode faglige aktivister fra venstrefløjen er blevet slugt op af fagbureaukratiet, og i dag er svære at skelne fra alle de andre.
Hvis der skal ske noget, så er det et oprør fra neden blandt medlemmer som indser at alle de flotte ord ikke passer med virkeligheden. Presset stiger, stressramte falder fra i hobetal, fridage tages fra dem og lønnen bliver mindre værd. Alt imens milliardærerne skraber til sig og der gennemføres skattelettelser til de velhavende. Betingelserne for oprør er der, men lederskabet mangler. Det skal bygges op fra neden.
