På trods af dyb krise, høj arbejdsløshed, og en Stauning-regering, der sammen med fagbureaukratiet forsøgte at hindre strejker, så var der strejker i 30erne, selv om der i mange af årene var ret lave strejketal.
Den første markante kamp var situationen efter at skotøjsarbejderne var blevet lockoutet i 1931, efter at de utilfredse arbejdere havde stemt et mæglingsforslag ned, i hele tre på hinanden følgende urafstemninger.
De havde DsF (De samvirkende Fagforbund), regeringen, socialdemokratiske og borgerlige aviser, og ved de sidste to afstemninger også deres egen forbundsledelse imod sig. Hvilket da også afspejledes i de 3 afstemningsresultater. 2320 mod 404, 1842 mod 966 og 1571 mod 1299 – men dog nej-flertal hver gang.
Isoleret kamp
Det store problem var, at kampen blev isoleret. DsF havde lovet DA (Dansk Arbejdsgiverforening) at afstå fra støtte til skotøjsarbejderne, for at undgå yderligere lockout, og det holdt de. I hvert fald på forbundsplan. Under voldsom kritik fra DsF, forbundsledelser og Social-Demokraten, blev der foretaget arbejdsplads indsamlinger og doneret støtte fra lokale fagforeninger.
Men selvfølgelig svækkede DsF og forbundenes anti-solidaritet kampen. F.ex. udsendte Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF) et cirkulære, der pålagde alle medlemmer at udføre deres arbejde, også på skotøjsfabrikker under lockout. I tekstilarbejderforbundet blev et kommunistisk bestyrelsesmedlem fjernet fra sin post, for som tillidsmand at have startet en indsamling.
I den store Københavnsafdeling stod oppositionen stærkt, men blev desværre splittet, da DKP’erne i RFO- (Revolutionær Fag Opposition) politikens navn, ikke ville acceptere bestyrelsesrepræsentanter i strejkeledelsen. DKP havde ikke flertal, men uenigheden svækkede kampen, der også led under den passive forbundsledelse.
Efter knap 3 måneder havde skotøjsarbejderne kongres, hvor det lykkedes ledelsen at få afsluttet kampen. Som Arbejderbladet skrev: ”De 40 Provinsdelegerede, repræsenterende 600 Medlemmer, har mod 37 københavnske Delegerede, repræsenterende 2800 Medlemmer, vedtaget den af Hovedbestyrelsen forlangte Bemyndigelse til at afslutte Konflikten.”
Slagteriarbejderne
En anden faggruppe der kæmpede, var slagteriarbejderne. På trods af at arbejderne havde accepteret opskruet arbejdstempo og massivt overarbejde, ville slagterierne ingen indrømmelser give i 1932, og krævede endda lønreduktion.
Selv om forbundsledelsen slækkede på kravene, ville arbejdsgiverne ikke give sig. Det var især andelsslagterierne, hvor den halvfascistiske bondebevægelse LS (Landbrugernes Sammenslutning) stod stærk og som ikke ville forhandle. LS brugte det som pression mod regeringen, for at få indrømmelser og tilskud til landbruget, men resultatet var, at slagteriarbejderne blev lockoutet.
Forligsmandens mæglingsforslag gav de fleste indrømmelser til arbejdsgiverne. Ledelsen anbefalede alligevel et ja, men medlemmerne ville ikke bøje sig. Ved urafstemningen blev det et nej med 3259 stemmer mod 1084. På arbejdsgiversiden var der også nej-flertal, om end lille.
Efter 1½ uges kamp fik Stauning forligsmanden ind igen, og næsten uden ændringer blev mæglingsforslaget sat til ny afstemning. Da slagterierne denne gang vedtog med knebent ja, fik forbundsledelsen også overtalt slagteriarbejderne til vedtage, men det ændrede ikke på at det var en minus-overenskomst.
Ved næste runde, i 1934, var situationen derfor den samme, og nu ville slagteriarbejderne kæmpe. Deres OK (overenskomst) udløb ikke sammen med de øvrige OK’er, så sammenkædningsreglerne kunne ikke bruges imod dem.
Det blev til 14 dages kamp, hvorefter regering og folketing greb ind. Her vedtog man at forbyde fortsat strejke, og sende sagen til voldgift. Der blev udpeget 3 samfundsspidser til at være ”uvildige” voldgiftsmænd, og slagteriarbejderne måtte finde sig i uændrede forhold.
Søfolkenes strejke
Den mest markante strejke i 30erne var dog søfolkenes strejke i 1934. Medlemmerne i såvel søfyrbødernes som sømændenes forbund stemte massivt nej til mæglingsforslaget, men på grund af forligsmandens bunkebryllup (sammenkædning) blev deres nej vendt til ja. Mest fordi DAFs hovedbestyrelse stemte ja på alle deres medlemmers vegne.
Hos søfyrbøderne havde RFO lige vundet flertallet i forbundet, og de tog kontakt til sømændene med henblik på at erklære strejke på trods af forligsmandens strejkebremse. Begge faggrupper sloges med lang arbejdstid, lav løn og i det hele taget elendige arbejdsforhold. Så der var medlemsopbakning til at bryde reglerne og strejke.
Det blev på flere måder en eksemplarisk kamp. De to faggrupper lavede en fælles strejkeledelse, og strejken blev ført aktivt med demonstrationer, blokader og arbejde for at vinde solidaritet.
Samtidig blev det, især i Esbjerg og København, en blodig affære, hvor store politistyrker huggede ind på de strejkende for at bryde blokaderne og sikre skruebrækkere. Særlig voldsomt gik det for sig i Esbjerg, hvor de strejkende forsøgte at hindre bacon eksporten til England. Men heller ikke i København, hvor ridende politi jagtede aktionerende søfolk i havneområdet, var det noget kønt syn.
Havnearbejderstøtte
Kortvarigt lykkedes det at få havnearbejderne med i sympatistrejke i Esbjerg, København, Aalborg og Århus, men den øvrige fagbevægelse vendte sig kraftigt mod de strejkende, og forhindrede mere af den slags. Samtidig arresterede politiet flere ledende RFOere (der rejstes aldrig nogen tiltale.)
I Esbjerg gik det endda lidt længere. Her oplevede man en kortvarig generalstrejke i protest mod politiets brutalitet, og vreden var så stor, at RFO fik flertal i Fællesorganisationen (FO). Det blev dog en begrænset succes, for de socialdemokratiske fagforeninger forlod FO – så meget for den socialdemokratiske kamp mod DKP og RFO med begrundelsen, at de skulle være splittelsesmagere.
Strejken led dog i sidste ende nederlag. Med en hård front af arbejdsgivere, regering, DsF, politi og pressen imod sig, skulle der mere til, og det var ikke muligt med størstedelen af det socialdemokratiske bureaukrati imod sig. Det skal dog med, at ved den næstfølgende OK fik søfyrbøderne den bedste OK i mange år. Så god, at den RFO-dominerede forbundsledelse opfordrede medlemmerne til at stemme ja.
Enhedsfront mulig
Det vil altid være umuligt at fastslå, om en strejke kunne have været vundet, men det er ingen skade til at forsøge at lære af fejltagelserne.
Med søfolkenes strejke blev det klart, at kommunister og socialdemokrater godt kunne samarbejde. Sømændenes Forbund var SD domineret, og forbundsformand Chr. Borgland var nok radikal, men han var også SDer. Samarbejdet var ikke fri for mistro, anklager og kritik parterne imellem, men enhedsfronten fungerede ikke desto mindre.
Regeringsindgreb i OKer, forligsmandsloven, SD-regeringens pres for at undgå arbejdskampe, og ikke mindst DsF ledelsens opbakning bag det, skabte mange oppositionelle SDere. Såvel menige som på fagforenings- og helt op på forbundsplan. Men desværre var DKPs firkantede og sekteriske RFO-politik medvirkende til, at noget der måske kunne have udviklet sig til en bred og slagkraftig fagopposition, gik til i splid og mistro.
Læs resten af serien her
