Efter 110 dages sultestrejke måtte en iransk mand opgive sit desperate forsøg på at råbe verden op, hvorefter Politiken skrev om det.
En kurdisk-iransk familie blev splittet med magt, hvorefter kvinden, som hedder Ghadam, med to af sine tre børn blev pacificeret, fængslet og tvunget ombord på et fly mod Iran. Her gjorde hun så voldsomt skade på sig selv, at piloten nægtede at flyve, hvorefter hun og børnene vendte tilbage til fængslet med henblik på at blive klar til en ny tvangsdeportation.
Afghanere, hvis asylsager blev stillet i bero, efter at Taliban tog magten i august 2021, står nu igen til at blive hjemsendt mod deres vilje.
Selvom langt de fleste syrere, som mister deres opholdstilladelse, får den tilbage, efter at Flygtningenævnet har behandlet deres sag, har de været igennem en ødelæggende ventetid. Og mister man sin opholdstilladelse permanent, ender man på et udrejsecenter.
Konkret modstand og kollektive aktioner viser vejen
Konkret modstand og kollektive aktioner løfter nogle gange tragedierne ind i medierne og ud til befolkningen:
Da elever og rektor på Nyborg Gymnasium tog kampen for deres syriske kammerat, var de samtidig med til at bære en generel kritik ud i samfundet. Elever på Tarup Skole i Odense gik på gaden og demonstrerede for deres syriske kammerater. Ledelsen på Danfoss, kollegaer og 3F støttede op om syreren Sami Al-Dyab og hans familie, endda med støtte fra den socialdemokratiske borgmester i Sønderborg.
Dette er eksempler, som viser vejen. Først og fremmest fordi støtte og solidaritet på ens skole og arbejdsplads giver den enkelte flygtning en følelse af at høre til, være værdsat og respekteret. Dernæst fordi det bevidstgør kammerater og kollegaer om den førte politik og giver dem selvtillid til at fortsætte kampen.
Og for nylig strejkede og demonstrerede eleverne på Frederikssund Gymnasium for deres afghanske kammerat, Usna, der stod til at miste sin opholdstilladelse. Deres aktion kørte over flere dage og resulterede i, at Usna kunne blive i Danmark.
Påskedag samlede Stop Diskrimination og Trampolinhuset omtrent 300 mennesker på Christiansborg til en stærk protest mod den voldsomme deportation af den iransk-kurdiske kvinde og hendes to børn. Laila Belhaj fortæller: “Det var fantastisk, at så mange flygtninge deltog. Selv Ghadams mand og deres børn. Det gav en særlig stemning sammen med de stærke talere”
Kampen om de mange enkeltsager er vigtig, fordi enhver vunden sag er god for den enkelte familie, og fordi disse enkeltsager bidrager til at forklare og afsløre, hvad den danske flygtningepolitik betyder. Enhver vundet sag viser også, at det nytter at kæmpe mod systemet.
Nul flygtninge i Danmark ‒ bortset fra ukrainerne
Når volden og umenneskeligheden for en gang skyld er kommet i mediernes søgelys, er det forstemmende, at Enhedslistens Rosa Lund og Torsten Gejl fra Alternativet sjældent rejser en grundlæggende kritik af den danske flygtningepolitik, men nøjes med at kritisere måden, hvorpå loven bliver håndhævet. Staten håndhæver sin magt med vold, hvis den mener, det er nødvendigt for at overholde loven. Så det haster med at få loven lavet om.
Det burde ikke være så vanskeligt, for både Refugees Welcome, Mellemfolkeligt Samvirke og Amnesty har mange gode forslag til en solidarisk og fair flygtningepolitik.
Snart må de “flygtningevenlige” partier træde i karakter, for regeringen arbejder målrettet videre på sit projekt om nul flygtninge i Danmark. Undtagelsen er ukrainerne. Planerne om at sende afviste asylansøgere til Rwanda har fået ny aktualitet, efter at også den britiske regering har lavet en “aftale” med Rwanda.
