Billede tekst: Aksel Larsen, central skikkelse i arbejderbevægelsen fra 1930 til 70erne. Foto: Arbejdermuseet/ABA
Efter næsten et tiår med kold krig og ualmindeligt lave strejketal, var det en energiudladning uden lige. Alligevel løb det hele ud i sandet efter et par dage – hvordan kunne det dog gå til?
Vreden og dynamikken var bestemt til stede, og også den kollektive vilje til at kæmpe mod regeringens indgreb i storstrejken. Ikke mindst udtrykt i råbet ”generalstrejke, generalstrejke”, der lød fra alle kanter af Slotspladsen under demonstrationen.
Alligevel blev det kun til, at stort set alle arbejdspladser bare tog næste dag, lørdag, med, og så genoptog arbejdet igen mandag. De fulgte den parole, som tillidsmandsmødet vedtog fredag aften. Det møde som Aksel Larsen i sin tale på Slotspladsen udråbte til ”situationens generalstab”.
Problemet var mangel på lederskab, eller rettere det lederskab der var, og de egeninteresser som det fulgte. Og det gjaldt både fagbureaukratiet/Socialdemokratiet og DKP. Begge så selvfølgelig gerne, at arbejderne blev tilfredse, men for ingen af dem var det arbejderklassens samlede interesser, der havde første prioritet.
Fagbureaukratiet
For De samvirkende Fagforbund (DsF) var det vigtigere at støtte SD-regeringen, end at fremme sine medlemmers interesser. Det havde vist sig allerede ved udtagelsen af OK-kravene, der var moderate for at støtte regeringens ”genopbygningslinje”, der først og fremmest gik ud på at begrænse forbruget, til fordel for investeringer i industrien.
Det gjaldt ikke kun DsF, også toppen i de fleste forbund var på samme linje. Når Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF) med forbundsformand Chr. Larsen i spidsen virkede mere militante, var det selvfølgelig ærligt nok. Arbejdsmændenes eneste mulighed for lønstigning og reallønssikring lå ved de centrale OK-forhandlinger. Mange af de faglærte forbund var derimod inden for minimallønsområdet, hvor der er mulighed for at forhandle løn i mellemtiden, og det kunne de bruge til at berolige medlemmerne.
Problemet var mangel på lederskab, eller rettere det lederskab der var, og de egeninteresser som det fulgte. Og det gjaldt både fagbureaukratiet/Socialdemokratiet og DKP
Citat: Freddie Nielsen
DAF gjorde derfor en del for at gøre strejken effektiv, især ved at lade olie- og benzinarbejderne strejke. Men dels gav de mange dispensationer, og dels mukkede forbundstoppen dårlig nok, da regeringen forbød oliestrejken, i stedet stoppede de den straks. Man kan sige noget lignende om smedeformanden Hans Rasmussen, der som eneste socialdemokrat stemte imod regeringsindgrebet. Det var en billig omgang. Han gik ikke ud og opfordrede til protester, og omvendt kunne hans bukser næppe holde til at stemme for indgrebet.
Den lære fagbureaukratiet drog af strejken var, at det var for let at stemme et mæglingsforslag ned. Erling Dinesen, formand for HK, foreslog at man holdt op med at bruge urafstemninger (ligesom HK), men fik dog ikke opbakning til det.
SD-regeringen
Fagbureaukratiets indstilling var kort fortalt, at fagbevægelsen, også i en situation hvor en SD-regering går imod dens interesser, støtter regeringen alligevel ”i helhedens interesse.”
SD-regeringen var altså fredet, så den gik i gang. I august 56 nedsatte den en kommission, der bl.a. havde til opgave at ”finde veje til at undgå eller begrænse arbejdsstandsninger, hvor det gælder områder, der har livsvigtig betydning for samfundet.”
Resultatet blev at forligsmandsloven blev strammet. Tilsyneladende mere demokratisk, men i virkeligheden det modsatte. Der blev bl.a. indført en regel om at mindst 75% skulle stemme ved urafstemning, i modsat fald skulle forbundenes såkaldte kompetente forsamlinger (der traditionelt stemte ja) supplere stemmerne op.
Fagbureaukratiets indstilling var kort fortalt, at fagbevægelsen, også i en situation hvor en SD-regering går imod dens interesser, støtter regeringen alligevel ”i helhedens interesse.”
Citat: Freddie Nielsen
Desuden fik forligsmanden øget ret til at udskyde en strejke, hvilket giver arbejdsgiverne bedre lejlighed til at forberede sig.
Med kendskabet til SD og bureaukratiets historie, er det ingen større overraskelse, at de faldt arbejderklassen i ryggen. Men der var også en anden kraft i arbejderklassen, DKP, der havde en betydelig styrke. Ganske vist var det med den kolde krig gået tilbage siden højdepunktet i 45, men efter Philips-strejken, var DKP på vej op igen.
DKP
DKP var helt sikkert en radikaliserende kraft, og uden dets indsats på arbejdspladserne og i radioen, var det næppe blevet et nej ved urafstemningen. DKP var ligeledes central i at skabe proteststrejkerne.
Ikke desto mindre var det DKP, der afværgede at strejkerne fortsatte og udviklede sig. Da Aksel Larsen gjorde tillidsmandsmødet til ”situationens generalstab”, holdt han sin ryg fri. Det blev så DKP tillidsmændenes opgave at sikre partilinjen – at det skulle blive ved en ren protest – vandt flertal blandt de 800 tillidsfolk.
Det holdt hårdt, men det lykkedes. Men hvorfor? Svaret skal findes i DKP’s politik. Siden midten af 30’erne forsøgte man at skabe enhed med SD. Ganske vist nærmede partiet sig tidligere tiders sekterisme i den kolde krigs tidlige år, men nu var der lidt opblødning internationalt. Derfor skulle der nok protesteres og lægges pres på SD, men helst ikke så meget at SD blev skræmt væk fra ideen om samarbejde.
Det var grunden, at det så ikke førte det ønskede resultat med sig, er en helt anden sag.
At der ikke var noget radikalt alternativ til DKP betød, at DKP ikke blev straffet, men derimod styrket i foråret 56. På forårets generalforsamlinger var der mange SD’ere, der gik på talerstolen og rev deres medlemsbog til SD i stykker. I juni var antallet af DKP’ere med bestyrelsesposter i københavnske fagforeninger steget til 183, mod 135 et halvt år tidligere. Og ifølge Gallup ville SD tabe 9 mandater til DKP, hvis der blev udskrevet valg.
Tilbageslag
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Først blev det politiske grundlag undermineret af partistriden i SUKP, der kulminerede med Khrustjovs ”hemmelige” tale, der afslørede Stalins forbrydelser. En tale hvis indhold hurtigt blev kendt via de borgerlige medier.
Det næste slag var endnu voldsommere. 4. november 1956, gik russiske tanks i gang med at slå arbejderopstanden i Ungarn ned. Selv om det skete stort set samtidig med at England og Frankrig angreb Egypten, fordi præsident Nasser havde nationaliseret Suezkanalen, så var det Ungarn der fik sindene i kog.
Ikke mindst rettede vreden sig mod DKP, da partiet rutinemæssigt forsvarede det russiske angreb. Fra september 55 til december 56 mistede DKP godt 2.000 medlemmer og kom ned på ca. 15.000. Ved valget i foråret 57 faldt stemmetallet fra 93.000 til 72.000, og, hvad der nok sved mest, stort tab af tillidsposter. Ved udgangen af 56 havde de kun 116 tilbage.
Også SD gik tilbage ved valget. I de københavnske arbejderkredse faldt valgdeltagelsen med 4%, hvilket kunne pege på at arbejderpartierne, for en del arbejdere, havde gjort en dårlig figur.
Splittelse
Aksel Larsen havde gjort sig til talsmand for, at man ikke bare blindt skulle følge Sovjet, det faldt ikke i god jord blandt den traditionalistiske fløj i DKP.
Der kom en lang intern strid. Især 3 punkter var centrale: Forholdet til Sovjetunionen, partidemokratiet og endelig den stalinistiske teori om kapitalismens snarlige sammenbrud. Partikongressen i foråret 57, der skulle skabe ro internt, endte uafgjort. Derfor blev næste kongres fremskyndet til efteråret 58. Her vandt den hårde stalinistiske kerne, og kort efter blev Aksel Larsen ekskluderet.
Men det blev en pyrrhussejr, for nu trådte DKP ind i en mere end 10 år lang ørkenvandring, mens Aksel Larsen, sammen med en række tidligere DKPere, dannede Socialistisk Folkeparti (SF), med en rimelig succes.
Læs tidligere afsnit i serien om arbejderbevægelsens historie her
