Brugen af AI til at løse samfundsproblemer, eksempelvis klimakrisen, selv skaber nye problemer og accelererer gamle. Det var altså grundlæggende en kritik af en blind tekno-optimisme og –løsningslogik, der fastholder en problematisk forestilling om ”menneskelig frelse” (økologiske kriser, økonomisk stagnation, social ulighed etc.) gennem udvikling og brug af ny digital teknologi.
En….meget dominerende ideologisk position, som vi også som arbejdere og klimaaktivister må være kritiske over for, er alle former for ”teknologisk determinisme”
Citat: Martin Karlsson
En anden meget dominerende ideologisk position, som vi også som arbejdere og klimaaktivister må være kritiske over for, er alle former for ”teknologisk determinisme”. Det vil sige italesættelsen af teknologi som en naturkraft, som uafvendelig og grundlæggende uden for samfundets kollektive kontrol. I 2018 påpegede EU-Kommissionen således at AI vil ændre alt: ”Som fortidens dampmaskine og elektricitet transformerer AI vores verden, vores samfund og vores industri”.
Den indirekte præmis er her, at udviklingen vil ske, vi kan ikke stoppe den. Det har politiske konsekvenser: det højeste vi kan gøre er at regulere teknologien politisk og udvikle etiske retningslinjer efter udviklingen er sket (rense dataset, styrke love for privatliv, nedsætte etiske kommissioner etc.)
“Afvisnings politik”
Jeg vil i denne AI-klumme fremhæve et fremtrædende modperspektiv blandt kritikere af AI og digital kapitalisme samt marxister, hvad AI-forskeren Kate Crawford kalder en ”afvisningens politik” (”politics of refusal”). I bogen Atlas of AI (2021) understreger hun nødvendigheden af at forny en politik, der udfordrer fortællingerne om teknologisk uafvendelighed: i stedet for at acceptere spørgsmålet om ”hvor skal AI anvendes”, skal vi understrege ”hvorfor skal AI anvendes?”.
En lignende idé ser vi hos den kritiske teknologiforsker Jathan Sadowski. Han påpeger i bogen Too Smart – How Digital Captialism Is Extracting Data, Controling Our Lives, and Taking Over the World (2020), vigtigheden af at vi kollektivt genformulerer ideen om ”afvikling” af teknologi for en digital tidsalder, som modsvar til kapitalister og politikeres konstante hyldest af innovation, udvikling og udbredelse af mere digital teknologi. Muligheden for afvikling er for Sadowski en måde at genoverveje værdien af teknologi for os som arbejdere og borgere.
Rødder i marxismens historie
Denne idé om afvisning og afvikling af teknologi har lange rødder i socialismen og marxismens historie. Den har eksisteret sideløbende med en anden kraftfuld idé om, at det primært handlede om at re-appropriere kapitalens teknologi og maskineri og høste gevinsten af kapitalismens konstant udviklende produktivkræfter under andre sociale forhold (kollektivt og demokratisk ejerskab). Men som Nick Dyer-Witheford har fremhævet i Inhuman Power (2019), så er potentialet for teknologiens destruktive sider så store, at afvisning må være en mulighed før re-appropriering: “Rigtig kollektiv beslutningstagen vedrørende […] teknologier må inkludere muligheden for veje, som ikke tages, og mennesker som afviser at deres aktiviteter skal elimineres gennem maskinintelligens”.
Marx (…udviklede…) en langt mere kritisk holdning til kapitalismens produktivkræfter og brød med den mere prometheusske teknologiforestilling, at frihed (kun) kan realiseres gennem vedvarende udvikling af produktivkræfterne
Citat: Martin Karlsson
En afvisningens politik taler også ind i diskussionen mellem marxister og modvækstfortalere. Som Kohei Saito forsøger at vise i hans seneste bog, Marx in the Anthropocene – Towards the Idea of Degrowth Communism (2022), så udviklede Marx også en langt mere kritisk holdning til kapitalismens produktivkræfter og brød med den mere prometheusske teknologiforestilling, at frihed (kun) kan realiseres gennem vedvarende udvikling af produktivkræfterne. Den vestlige kapitalismes teknologiske udvikling var ikke neutral (klar til ”bare” at blive re-approprieret) eller ensidigt progressiv (destruktiv for mennesker og natur). Afvisning og afvikling kan derfor også ses som en teknik i modvækst.
Klasseinteresser
Slutteligt kan vi sige, at ved at fremhæve afvisning og afvikling af teknologi som et centralt kritisk perspektiv for arbejderklassen og klimabevægelsen, så peger det også på en kritik der går videre fra etiske spørgsmål til spørgsmål om magt og klasseinteresser: hvem har interesse i og bestemmer at AI og digital teknologi generelt skal udbredes og bruges? Hvem vil det gavne, og hvem og hvad vil blive ramt? Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om modmagt og konkrete kampe mod AI, som vi vil se på i næste klumme.
Læs 1 del af klummen om AI her
Læs tidligere afsnit af Martins klimaklumme her
