Politikens anmelder valgte sidste år at kalde Kim Blæsbjergs nye socialrealistiske roman De bedste familier for en guilty pleasure – noget, man føler sig lidt skyldig over at synes om.
Der er nu nok mange, som kunne føle et ikke videre skyldigt ejerskab over den historie, romanen gør tilgængelig, heriblandt socialister, som kan finde en arbejderhistorie, en fortælling om efterkrigstidens klassesamfund.
Den handler i den grad om almindelige mennesker med små drømme og små fejl, og er man til det eksperimenterende eller spændingsprægede, er det ikke her, man skal lede. Det dramatiske, de store fejl, de bogstavelige eksplosioner sker på Cheminova, og mennesker og deres relationer tager form af det, ligesom Cheminova har taget form af menneskers viden og evne til at forme den omgivende verden.
Skabelse og destruktion
De bedste familier går historisk materialistisk til værks. Det er en fortælling om kapitalismens parallelt skabende og destruktive kræfter – den vil løfte en egn til ny velstand, og den vil ødelægge en mands mentale sammenhængskraft og hærge naturen omkring ham.
Over en periode på knap 10 år, fra Cheminovas flytning til Harboøre Tange i 1953, følger vi fem hovedpersoner.
Niels er en af de lokale arbejdere, der er med på Cheminova fra begyndelsen. Han har tre børn med Margrethe, og han og hans yngre bror Erik kommer fra fattige kår. Margrethe kommer ligesom Niels og Erik fra Lemvig og arbejder på byens vaskeri. Jørn og Karin er de velhavende tilflyttere fra Københavnsområdet – Jørn er en del af det nye forretningseventyr med Cheminova, og Karin følger med som Jørns hustru.
Det er en fortælling om kapitalismens parallelt skabende og destruktive kræfter
Citat: Anna Wolf
Niels og Margrethe oplever en stor social opstigning, men vi ser også, hvordan deres mest intime liv væltes omkuld med Niels’ sygdom som følge af hans mangeårige direkte berøring med fabrikkens giftstoffer. Karins og Jørns øvre middelklasse-velstand er også Cheminovas værk, og mens de er skånet for det mest voldsomme, kommer fabrikken i stigende grad til at stå som en underlig utilnærmelig identitetskrise i deres ægteskab.
Kvindefrigørelse
Romanen er blevet rost for sin skildring af kvindernes historie, og forholdet mellem Karin og Margrethe – både forstået som det bånd, de to kvinder knytter til hinanden, og deres liv set i forhold til hinanden – er også et af de mest interessante at beskæftige sig med.
I begyndelsen er det Jørn og Niels, der ”på tværs af klasser” danner og bevarer en relation som del af fortællingen om, at alle på fabrikken er del af samme fælles værk. I takt med Cheminovas vækst synes de at glide længere og længere fra hinanden. Kvinderne foretager den modsatte rejse frem mod en skrøbelig fortrolighed.
I stil med Matador er det i De bedste familier kvinderne, der rykker og søger forandring. Margrethe har fra begyndelsen været stærk og båret den tredobbelte byrde af lønarbejde, husholdning og omsorg med en insisteren på at ville arbejde uanset Niels’ højere løn fra Cheminova. Hvad hun vinder, er i høj grad indadtil; hun bliver selvbevidst og bedre i stand til at konfrontere det svære. Karin er den utilfredse husmor, som får viljestyrke til at forfølge sin drøm om at blive til noget uafhængigt af sin mand og læse til lærer.
Jeg ærgrede mig lidt over, at begge kvinders ”frigørelse” indebærer utroskab. Problemet er ikke så meget utroskaben i sig selv som det, at sex ofte bliver en genvej til frigørelses-narrativer, at sex og det, der har at gøre med kvinder, aldrig er langt fra hinanden.
Men måske er der alligevel noget at hente der. Der er en hverdagslig akavethed over begge kvinders meget lidt glamourøse affærer. Begge mænd er udpræget dårlige valg – for Margrethe hendes svoger, for Karin en syv år yngre (gisp!) medstuderende på lærerseminariet i en lille by. I affæren søger Margrethe en nærhed, som hun i stigende grad har svært ved at finde med den indesluttede Niels, Karin en lydhørhed og noget frit og løssluppent. Begge søger, meget menneskeligt, bølgelængde med en anden. Og ved bogens slutning er der noget trist og rodet over affærerne. Hvad har de egentlig fået ud af det? Måske er sex netop ikke en genvej til frigørelsen. Og måske er frigørelse ikke så ukompliceret.
Klasse
Hvad der spøger i de to kvinders forhold og i deres søgen efter forandring er det klassesamfund, som både deres venskab og dets begrænsninger er et portræt af.
Der er til tider en følelse af søsterskab på tværs af klasser, at de to er i samme båd og gør hinanden stærkere. Karin har en kulturel kapital, som Margrethe ellers ikke har så meget mulighed for at tilgå, og Karin er også bedre til at stille de svære spørgsmål. Margrethe opfordrer og inspirerer Karin til handling frem for stilstand, til at udnytte de muligheder, hun har.
Men består dette søsterskab? Kan venskabet overvinde det unægtelige klasseskel? Der er en anstrengthed mellem dem, som ikke kan forsvinde ved at tale om det, som er materiel og åbenbar. Karins problemer og famlen i livet kan altid formes som et spørgsmål om identitetskrise og selvrealisering, mens Margrethes altid har en råhed og umiddelbarhed over sig – ikke fordi, hendes indre liv er mindre rigt end Karins, men fordi hun er vant til at tænke og handle på en vej udstukket af materiel nødvendighed.
Hvad der spøger i de to kvinders forhold og i deres søgen efter forandring er det klassesamfund, som både deres venskab og dets begrænsninger er et portræt af
Citat: Anna Wolf
Cheminova står mellem dem, som den gør mellem Niels og Jørn, mellem Margrethe og Niels, mellem Jørn og Karin, mellem Niels og Erik. Arbejdsmanden og ingeniøren får ikke den samme del af kagen, og som Cheminova vokser, bliver det tydeligere og tydeligere; Niels’ behov for at klare det hele selv og tie om sine voksende arbejdsskader, der i sidste ende også påvirker hans mentale førlighed, skyder en kile ind mellem Niels og Margrethe; Karins passive skam over Cheminova og Jørns helhjertede ejerskab over projektet bliver det mastodontiske kommunikationsproblem mellem dem; Niels’ tavse tilbageholdenhed og Eriks entusiastiske initiativ for en kamp for arbejderorganisering på fabrikken slider på brødrenes forhold.
Velstandens skyggeside?
Omfanget af Cheminovas kreative hærgen står i bogen som elefanten i rummet i kraft af, hvad vi nu ved om de varige konsekvenser, giftudledningerne og arbejdsulykkerne har haft for mennesker og miljø – for ikke at tale om de landbrugskemikalier, den producerede, som dengang var en uforbeholden fortælling om en verden i fremgang, og i dag er med i fortællingen om planetens økologiske katastrofe.
Der er noget uhyggeligt over at se konsekvenserne melde sig – de døde dyr, den stinkende fiskefangst, senilitet i en alder af 33 år – for så at blive affejet eller dysset ned over hele linjen af ’68’ernes forældre, der jo banede vejen for en generation, der skulle have det meget lettere end dem. At se arbejderne rette deres vrede mod de af deres kolleger, som prøver at organisere på arbejdspladsen, overbeviste om, at alle i foretagendet via lokalt sammenhold må have de samme interesser.
Man kan finde beskrivelser af Cheminova-historien som velstandens skyggeside; en god iværksætter har det fælles bedste for øje og gode intentioner, men i Cheminovas tilfælde havde man ikke den viden, man har i dag og ikke øje for konsekvenserne.
Sandheden er, at det er kapitalismens ’skyggeside’, eller rettere uundgåelige komponent. Cheminova er et barskt eksempel – ikke alle kapitalistiske forretningseventyr bader bogstaveligt talt miljø og mennesker i gift – men konsekvenserne for livet i bredeste forstand står som monument for kapitalismens inderste væsen.
