Billede tekst: Giorgia Meloni den ny regeringsleder i Italien i 2019. Foto Wikimedia Commons
Mødet på Christiansborg var en relativt lille begivenhed, men samtidig et symptom på større farer, der lurer rundt omkring i Europa. I denne artikel ser vi lidt nærmere på, hvad fascismen egentlig er, hvor den findes i dag, og hvordan den skal bekæmpes.
Hvad er fascisme?
Selvom fascisme har hjemme på den yderste højrefløj, er ikke alle højre-ekstremister fascister. Fascistiske partier og grupper er kendetegnet ved grundlæggende at være nationalistiske og imod alle demokratiske rettigheder og institutioner.
Selvom fascisternes endelige mål er at nedbryde det borgerlige demokrati, vil fascister ofte forsøge at vinde magt gennem parlamentarisk politik. Det sker ved at opstille en mere populistisk og stueren facade foran fascistiske holdninger. I en træningsbrochure fra det franske parti Rassemblement National, der har fascistiske rødder og fraktioner, står der eksempelvis:
“When expressing oneself in public, it is therefore crucial to avoid comments that seem crude or extremist. Anything that can be said one way can be said with the same amount of force in established language that the public accepts. So instead of saying “let’s throw N*** to the sea” for example, say that a “return home should be organized for third-world immigrants”. (1)
Fascismen kan dog ikke opnå sine mål gennem demokratiske processer alene. Som man så med de nazistiske Brunskjorter i Tyskland, må et fascistisk parti nødvendigvis suppleres af en gadebevægelse, som med vold er klar til at bekæmpe modstand på gaden og på arbejdspladserne. Fascistisk strategi står dermed på to ben: ét i det parlamentariske system og ét på gaden.
Fascismen i dag
Når man taler om fascister, tænker mange nok først og fremmest på historiske eksempler, såsom nazisterne i Tyskland og de fascistiske diktaturer under Mussolini i Italien og Franco i Spanien. Fascismen er dog langt fra noget, der kun hører fortiden til, selvom den ikke er lige så stærk som i mellemkrigstiden og under 2. verdenskrig.
Til Frankrigs præsidentvalg i 2022 fik Rassemblement Nationals kandidat, Marine Le Pen, 23,2 % af stemmerne – kun 4,6 procentpoint færre end Emmanuel Macron, som løb af med sejren.
Selvom fascisternes endelige mål er at nedbryde det borgerlige demokrati, vil fascister ofte forsøge at vinde magt gennem parlamentarisk politik
Citat: Carla Naur Nørremølle
Italiens nuværende premierminister, Giorgia Meloni, har tidligere hyldet diktatoren Mussolini, og hendes parti Fratelli d’Italia har stærke fascistiske rødder.
Det tyske Alternative für Deutschland fik til parlamentsvalget i 2021 ”kun” 10,3% af stemmerne. I dag står de til det dobbelte i meningsmålingerne og rummer en stærk erklæret nazistisk fraktion.
Sverigedemokraterna, der oprindeligt blev stiftet af en nazistisk gadebevægelse i 1980’erne, har ligeledes vundet fremgang med 20,2% af stemmerne til sidste valg.
Alle disse partier har fascistiske rødder til fælles, og de forsøger at få magt gennem parlamentarisk politik. De har i mindre grad været i stand til at opbygge en omfattende gadebevægelse, men det er muligvis kun et spørgsmål om tid i takt med, at deres holdninger vinder frem i befolkningerne.
Hvorfor vinder fascismen frem i dag?
Så hvordan kan det være, at fascismen vinder frem i Europa? Nogle forklarer det ved at henvise til de økonomiske kriser, som neoliberalismen har ført med sig, og der er da også en sandhed at hente i, at kriser kan føre vrede og radikalisering med sig, idet befolkninger begynder at betvivle de herskende politiske diskurser. Men den økonomiske situation kan ikke forklare, hvorfor den radikalisering så ikke i endnu højere grad er gået til den yderste venstrefløj.
At nyliberalisterne kopierer den yderste højrefløjs racistiske politik er en farlig tendens, da den er med til at normalisere og legitimere fascisterne, der derfor kan gå længere med deres racistiske politik end ellers
Citat: Carla Naur Nørremølle
Svaret skal måske nærmere findes i, at som svar på tvivlen og kritikken over den førte politik er neoliberalisterne gået et skridt til højre og har adopteret en stor del af den yderste højrefløjs racistiske politik. I Europa kommer dette særligt til udtryk gennem islamofobi, der har vundet indpas kontinentet over. F.eks. har mindst ni europæiske lande indført love, der begrænser muslimske kvinders påklædning – heriblandt Danmark.
At nyliberalisterne kopierer den yderste højrefløjs racistiske politik er en farlig tendens, da den er med til at normalisere og legitimere fascisterne, der derfor kan gå længere med deres racistiske politik end ellers.
Hvordan bekæmper vi fascismen?
Fascismen er en reel trussel, som vi både som venstrefløj og fagbevægelse må forholde os til. Det er derfor vigtigt at samle en bred, anti-fascistisk bevægelse, som kan demonstrere og afmaskere fascisterne, når de gemmer deres holdninger bag mere populært accepterede facader.
I dette arbejde er princippet om enhedsfronten essentielt: Vi skal kunne samle os mod fascisterne, ikke kun som revolutionære, men bredt på venstrefløjen og i fagbevægelsen.
Samtidigt er det vigtigt, at vi ikke giver efter for den racisme, som de neoliberale partier står for i forsøget på at begrænse fascisternes popularitet. Racistisk politik skal derimod påtales og kritiseres for, hvad det er: en måde at splitte os og skabe had frem for solidaritet blandt arbejderne.
- Ugo Palheta, “Fascisme by another name” (Jacobin, 15.02.23) https://jacobin.com/2017/02/france-national-front-marine-le-pen-fascism-antisemitism-xenophobia/
