Amina Elmi forstår at tematisere det moderne samfunds problemer i sin digtning. Samtidigt anerkender hun, at digte ikke direkte gør en forskel. Men de skal skrives alligevel:
”et digt behøver ikke redde verden / det skal kun forene det faktum at det ønsker det, / med det faktum at det ikke kan”
Brun, kvinde og queer
Elmis skrivestil er fragmenteret, da hendes digte skiftevis tematiserer sorgen over hendes fars død, vrede over samfundet og manglende tilhørsforhold både i Danmark og sit fødested, Somalia.
Hun skriver også om sin forelskelse i en kvinde, og hvordan kærlighed gør ondt. Hun insinuerer, hvor svært det kan være at fortælle om sin seksualitet til en familie, som ikke er forstående, og hun pakker kærligheden ind i metaforer og smukt billedsprog.
Man bliver varm om hjertet, men i de kærlighedsfyldte digte fornemmer man også en sørgmodighed, som er til stede i kærligheden, fordi den er flygtig. Den fragmenterede stil afspejler et kaos, men indfanger verdens kaos på en måde, der er overkommelig at læse og prøve at forstå.
Et kampskrift
Kærlighed kan ofte blive klichéfyldt at skrive om, men Elmi formår at gøre det til sit eget originale univers. Dog synes jeg, at digtsamlingens højdepunkter er, når hun tillader sig selv at blive politisk. Med let humoristiske smæld leverer hun både en kritik af den diskriminerende flygtningepolitik i Danmark og af det religiøse, homofobiske miljø, hun kommer fra.
Hun insinuerer, hvor svært det kan være at fortælle om sin seksualitet til en familie, som ikke er forstående, og hun pakker kærligheden ind i metaforer og smukt billedsprog
Citat: Safina Skytte
Hendes feministiske og antiracistiske agenda er snedigt fremlagt. Hun kritiserer f.eks. et lyrisk ‘du’ kaldet ”brown muslim boy”, og spørger, hvordan det kan være spændende for ham at ”transportere misogyni fra dit tidligere hedonistiske liv til dit nye retskafne liv…”. Men hun skriver også om, hvordan muslimske drenge bliver undertrykt af den danske racisme.
Elmi er selv muslim og retter en hård kritik mod den del af religionen, der er kvindenedgørende. Hun er interesseret i islamisk feminisme, og det kan mærkes i de stærke, feministiske passager.
Tavshed og fuckfingre
Elmi ønsker at udfylde tavsheden med stærke ord og fuckfingre. Hun kritiserer kulturelitens lukkede bobler,hvor man sidder og læser digte og drikker vin, mens man har ondt af folk fra lavere samfundsklasser. Det interessante er, at hun selv er debuteret fra forfatterskolen, og selv har brugt det litterære miljø som trædesten til at blive en anerkendt forfatter. Hun har dog stadig ikke meget tilovers for det miljø:
”Jeg har lært at løbe væk fra de velmenende mænd der læser Bachmann og pynter sig med franske kunstfilm.”
Hun er træt af både det racistiske Danmark, det konservativt tænkende muslimske miljø
Citat: Safina Skytte
Elmis digtsamling er en forrygende debut, blandt andet fordi hun er en meget ydmyg digter. Hun skriver til dem, hun er sur på, og det er en meget smuk måde at sige, at hun ønsker nogle gennemgribende ændringer.
Hun er træt af både det racistiske Danmark, det konservativt tænkende muslimske miljø, og af, hvordan man glemmer, at krig og ødelæggelse nedarves gennem generationer. Hun skriver:
”man tror stadig på at flygtningen forsvinder når det nye sprog kommer til, her er min nedarvede hukommelse og her endnu en fuckfinger”
Og selvom man er tavshedens objekt, er det vigtigt at lave larm.
”Vi er henførte, henrykte og himmelske / om lidt laver vi larm”
Så ræk ud til dem, du skælder ud på og du må gerne larme!
Barbar [tavshedens objekt] af Amina Elmi. 118 sider, 144,95 kr. Udgivet august 2023. Gyldendal. ISBN: 9788702387872
