Billede tekst: Ungarn opstanden i 1956 fik stor betydning for det politiske skift. Her er vi ved en DSU-DUI demonstration foran Ungarns ambassade. Foto: Arbejdermusset/ABA
Politisk kan man tale om at USSR løsnede grebet om kommunistpartierne lidt. Dels havde de fået atombomben, det skabte en balance, hvor KPerne rolle blev mindre i deres udenrigspolitik. Og dels svækkede Ungarn og Krustjovs Stalin-opgør KP’erne og skabte store interne diskussioner.
Det betød et opbrud og opgør med den værste stalinisme mange steder. I Danmark ses det bl.a. ved dannelsen af Socialistisk Folkeparti (SF). Og generelt opstod ”det nye venstre”, eller ansatser til det, mange steder.
Økonomisk begynder det også at ændre sig. Det lange boom og skabelsen af velfærdsstaten er begyndt.
Kampvilje
Arbejderes kampvilje bremses ofte af arbejdsløsheden, og den havde været høj. I flere årtier 9% eller højere, helt op til 32% i 1932 og 24% i 1940, kun brudt af 8% i 44 og 54. Nu faldt den til knap 6% i 1959 og holdt sig under 5% helt frem til 1972 – i 1965 så lav som 2%.
Men i 1958/59 så arbejderne endnu ikke fremtiden som lys og lovende. Ganske vist var folkepensionen indført 1. april 1957, fremskyndet af arbejderoprøret i 56. Og det samme kan man sig om OK-58, hvor arbejdsgiverne endelig gik med til en arbejdstidsnedsættelse – fra 48 til 45 timer ugentlig. Den første arbejdstidsnedsættelse siden 1919, så det var på høje tid.
Det blev dog skæmmet af at DsF (De samvirkende Fagforbund, fra 59, Landsorganisationen, LO), af hensyn til arbejdsgiverne og regeringens politik, gik med til et protokollat, der sagde, at det ikke måtte medføre produktionsnedgang. Desuden blev OK-58 indgået for hele 3 år. Alligevel blev den vedtaget med 80,4% fra arbejdersiden og 85,5% af arbejdsgiverne.
I en fælles udtalelse fra DsF og DA i maj 58 hedder det: ”Arbejdsfreden er sikret i 3 år. De kommende tre år vil stille store krav til alle grupper inden for vort samfund … Der kræves større produktivitet, størst mulig indsats fra hver enkelt som deltager i produktionslivet…”
I 1958/59 var der, primært i metalindustrien, en bølge af overenskomststridige strejker – ”ulovlige strejker”, som DA insisterede på at kalde det.
Strejkerne skyldtes oftest ét af to forhold. Enten protokollatet om produktionen, som arbejdsgiverne brugte til at sløjfe f.eks. kaffe- og andre pauser, der var kutymemæssige, men ikke nedskrevet i lokalaftaler.
Det andet forhold var fyringer, især af tillidsrepræsentanter, som arbejdsgiverne fandt for genstridige. Desværre blev meget få af strejkerne vundet.
Brdr. Henze
Den mest markante var strejken på Brdr. Henze’s boltfabrik på Amager, hvor en arbejder var blevet politisk fyret. Han stod på DA’s boykot-liste. Strejken varede 45 dage, og DKP forsøgte at skabe en ny Philips-strejke med bred støtte fra arbejdspladserne. Det lykkedes dog kun at få de mere DKP-orienterede arbejdspladser med, og til sidst måtte Henze-arbejderne indkassere et klart nederlag, da ledelsen nægtede omkring halvdelen af de strejkende genansættelser.
DKP-støtten havde også sine begrænsninger. På B&W nægtede arbejdsmændene at losse bolte fra Brdr, Henze, som de anså for skruebrækkergods. Men Svend Nielsen, DKP’er og fællestillidsmand, overtalte dem til at udføre arbejdet, under henvisning til at det ville være ulovligt at nægte det.
Undervejs forsøgte DA, DsF, Smedeforbundet (DS&MF) og Arbejdsmandsforbundet (DAF) at få de strejkende til at æde et forlig, hvorefter alle strejkende, undtagen den oprindeligt fyrede, fik genansættelse, og at de ville undgå yderligere bod, men arbejderne bed ikke på.
Noget kom der dog ud af strejkerne mod vilkårlige fyringer og arbejdsgiveres nej til at anerkende valgte tillidsrepræsentanter.
Hovedaftalen
Bureaukratiet kunne se, at der var et reelt problem bag strejkerne, hvor arbejdsgiverne nægtede at forhandle, under henvisning til Hovedaftalens (kaldet arbejdsmarkedets grundlov) og dens § 4, der anerkender arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet og gøre det med den arbejdskraft, som han finder fornøden. Så under Henze-strejken opsagde DsF Hovedaftalen. Det var dog ikke et mere alvorligt kampskridt, end at opsigelsen blev brugt til yderligere angreb på DKP.
Når nu DsF endelig havde opfyldt DKP’s mangeårige krav om at opsige Hovedaftalen, og DKP så fortsatte med at støtte Henze-strejken, så kunne det jo – ifølge DsF – kun være fordi DKP ønskede ballade og ikke arbejdernes bedste.
DsF opsagde ikke Hovedaftalen for at slippe af med den, men blot for at få den justeret. Resultatet blev Hovedaftalen af 1960, hvor der indførtes et afskedigelsesnævn. Bureaukratiet var meget stolte, men for medlemmerne var det stort set uden betydning. Dels kunne der ikke idømmes genansættelse, kun erstatning ved uretmæssig fyring. Og dels blev der kun indberettet 81 sager frem til 1970, hvor ca. 1/3 medførte erstatning.
Klassesamarbejde
I det hele taget var det en tid hvor SD og bureaukratiet arbejdede hårdt for at udbygge og finpudse klassesamarbejdet. SD udviklede et forslag til ”Arbejdernes Investeringsfond”, der dog ikke blev til noget. Ideen var at arbejderne kunne købe aktier her og få indflydelse i virksomhederne. Mest tænkt som at gøre arbejderne interesseret i større produktion og til at styrke regeringens forbrugsbegrænsende politik.
I en pjece om ”Udbyttedeling og sociale fonds”, udsendt af DS&MF i 59, kunne man bl.a. forstå, at formålet var at ”skabe bedre relationer mellem arbejdsgiver og arbejder og herigennem sikre arbejdsfred, effektivitet og tilfredshed.”
I det hele taget var det en tid hvor SD og bureaukratiet arbejdede hårdt for at udbygge og finpudse klassesamarbejdet
Citat: Freddie Nielsen
Et andet tiltag i klassesamarbejdet var Samarbejdsudvalgene (SU), der var blevet indført i 1947, til stor glæde for fagbureaukratiet, men med lige så stor ligegyldighed fra medlemmerne. En undersøgelse i 10-året for SU viste, at sådan var det fortsat. Meget få menige arbejdere mente, at SU havde nogen betydning, bl.a. fordi de ingen ret havde til indsigt i virksomhedens økonomi. Faktisk var en del oprettede SU’er blevet nedlagt igen.
Det førte til en oprustning for at popularisere SU. AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund) udsendte en bog til studiekreds. Her kunne man gennemgå cases. En case kunne blandt andet være, at en virksomheds konkurrence var truet, og et forslag til forbedring var at ansætte billigere kvindelig arbejdskraft.
Men alle SD og LO’s krumspring for at holde igen på lønnen og sikre investeringer og produktivitetsstigning havde mere end svært ved at slå an i arbejderklassen.
Nye strejker
I sommeren 60 startede en ny bølge af strejker. Nu var det primært ufaglærte kvinder og mænd, der strejkede for lønkrav. Det var dem, der arbejdede under normallønsområdet, hvor der ikke kunne forhandles i OK-perioden, og inflation og den 3-årige OK fik dem til at sakke agterud.
Faldet i arbejdsløsheden betød en styrkelse af arbejdernes selvtillid, og inden for minimallønsområdet havde arbejdsgiverne svært ved at fastholde deres nej-politik overfor lokale lønkrav.
I sommeren 60 startede en ny bølge af strejker. Nu var det primært ufaglærte kvinder og mænd, der strejkede for lønkrav
Citat: Freddie Nielsen
DA kæmpede ellers bravt for at få sine medlemmer til at stå fast. F.eks. fik Bryggeriforeningen en bøde på 100.000 kr., fordi den havde givet efter for bryggeriarbejdernes strejker og givet lønforhøjelser.
Med 82 strejker og godt 60.000 tabte arbejdsdage, var 1960 et strejke år i den højere ende, når vi ser bort fra OK-strejke år. Og det er de officielle tal. De reelle er højere, fordi det lykkedes mange strejker at tvinge arbejdsgiverne til at undlade indberetning, før de gik i arbejde igen.
De første 21 dele kan læses her
