Intet er mere tydeligt herpå end deres diskussion af nye kooperativer (medejerskabs- og medlemsfinansieret virksomhedstyper) og hvad de kalder en ny ”social-økologisk” økonomi, og det er derfor her jeg konkret vil rette et par kritiske kommentarer. Derved udelader jeg selvfølgelig vigtige diskussioner, som bogen også rejser samt ser bort fra vigtige modargumenter. Jeg henviser derfor den interesserede læser til en kommende artikelserie, hvor jeg vil behandle bogen mere udførligt.
Kooperativer i en markedsøkonomi
En central del af bogens ærinde er at vise, hvordan fremtiden allerede eksisterer i nutiden som ”kim”. Fra et økonomisk perspektiv fokuserer de på nye kooperative virksomhedsformer, som i kraft af at de ikke er privatejet, ikke skal stå til regnskab over for aktionærer i form af kravet om konstant øget værdiskabelse og afkast. Disse kooperativer kan derfor have et radikalt andet fokus på hvad Willig og Blok betegner som den økologiske bundlinje frem for den økonomiske bundlinje, hvor hensynet til mennesker og natur kan sættes over profit. Kooperativer bliver altså i bogen anset som en model, der kan opskaleres og blive, må man forstå, en dominerende faktor i DK’s økonomi og generelt i verden, dvs. i organiseringen og produktionen af vare og serviceydelser.
Problemet er, at de ikke giver os nogen særlig overbevisende forklaring på eller mekanisme for, hvordan disse kooperativer på trods af deres voksende andel af den globale BNP (værdien af vare og serviceydelser på et år) reelt skal kunne erstatte den andel som lige nu domineres af eksempelvis gigantiske transnationale selskaber (TNC). For bare at illustrere det økonomiske problem alene: I 2017 genererede de 300 største kooperativer og fællesskabsbaseret virksomheder 2,0 billioner dollars i indtægter. Til sammenligning generede de 500 største TNCer i verden en indtægt i 2019 på 33,4 billioner dollars. Det vil sige over en tredjedel af det globale BNP i 2019, som var på ca. 87, 2 billioner dollars. TNC udgør altså relativt til kooperativer over 15 gange så stor en andel af det globale BNP.
Hvad dette simple forhold illustrerer er, at uden direkte at forholde sig til og give os en fornemmelse for den koncentrationen af økonomisk magt, som disse gigantiske virksomheder repræsenterer og udøver, så forbliver deres analyse uden relation til den virkelig eksisterende kapitalisme. Vi gives derfor en urealistisk forståelse af den mulige effekt som kooperativer kan have af sig selv på og i vores økonomi og dermed også i reduktion af CO2-forurening under en kapitalistisk konkurrence- og vækstbaseret økonomi. Vi kan sige at de abonnerer på en form for håbefuld gradualisme i denne sfære af økonomien, som ikke står mål med klimakrisens alvor og krav om radikale forandringer inden for en meget kort tidshorisont. Denne gradualisme bunder i at de ukritisk accepterer markedsøkonomien, den private ejendomsret og demokratisk illegitime autoriteter som TNCers ret til og kontrol med produktionsmidlerne.
Arbejdsmarked og problemet med frivilligt arbejde
Men selv hvis vi antog at kooperativer som model kunne opskaleres i en tilstrækkelig og nødvendig størrelse, så de udgjorde hvad Willig og Blok kalder en ”regenerativ” økonomi mere generelt, så synes problemet videre at være, at deres model primært er funderet i frivilligt arbejde. Deres eget eksempel med Andelsgaarde – en medlemsbaseret virksomhedsform tænkt ud fra ”fitness økonomien” (månedlig kontingent), hvor jord opkøbes og dyrkes på en regenerativ måde – er grundlæggende baseret på at mennesker arbejder ét sted og så kan de i fritiden hjælpe til på disse gårde, som derved ikke vil skulle have større udgifter til ansættelser. Men hvor skal mennesker så arbejde for at have råd til at yde frivilligt arbejde i weekenden? I de selvsamme eksisterende virksomheder og industrier som skal afvikles og erstattes af nye kooperativer og nye måder praksisser, eks. i landbrug og fødevareproduktion, bilindustrien, marketing, fossile industri, flyindustrien etc.?
Med andre ord, så forholder de sig ikke til de materielle og økonomiske vilkår for mennesker i en radikal ændring af samfundet. I kraft af deres ensidige fokus på nye økologiske normer og statslig regulering mister de en helt fundamentalt vilkår i virkeligheden af syne: hvordan vi, flertallet af mennesker, under en kapitalistisk markedsøkonomi er tvunget til at sælge vores arbejdskraft for at leve. Herved går de også uden om, hvad der typisk er blevet beskrevet som en af de store hindringer for en miljø- eller klimabevidsthed: reel arbejdsløshed eller frygten for selv samme. En frygt som – skal det indskydes – altid historisk har været og er et helt centralt våben, som den herskende kapitalklasse og statslige elite kan benytte for at splitte og nedbryde arbejderklassens solidaritet og kampånd. Det er altså et redskab som kan bruges til at bevare ”business-as usual”, og det ”normative overskud”, som Willig og Blok ser springe frem i samfundet, og som danner grundlaget for et kritisk grønt civilsamfund, kan hurtig undermineres hvis almindelige mennesker forbinder radikale ændringer af samfundet med stigende arbejdsløshed eller vi ser, at det kun kommer en mindre velstående middelklasse til gode, som så kan tage fri i hverdagen eller weekenden for at arbejde på landet og få lidt jord under neglene.
Klimakamp er klassekamp
Fordi Willig og Blok ikke eksplicit får tænkt det eksisterende kapitalistiske arbejdsmarked ind i deres overvejelser over en alternativ ”social-økologisk” økonomi og frivilligt arbejde, da forbliver deres ideer velmenende og interessante, men i sidste ende for luftige og uvirkelige. Vi er nødt til at gå direkte i kødet på den eksisterende markedsøkonomi og statens afhængighed heraf. og det betyder at diskutere og argumentere for en klimapolitik der i første omgang kan takle spørgsmålet om forandring af arbejdsmarkedet, skabelsen af nye jobs, spørgsmålet om arbejdstid og arbejdsforhold, og dermed mere eksplicit forbinde den sociale og økologiske kamp. Videre i kampen vil det også medføre en udfordring af den private ejendomsret og privatkapitalismens kontrol med arbejde og produktion gennem nationalisering og socialisering af økonomien. Eller hvad Marx kaldte arbejderklassens politiske økonomi som sejrer over borgerskabets politiske økonomi fordi den tager kontrol med sin egen tid og sit eget arbejde. I den forstand er klimakampen stadig en klassekamp for at vinde en ny og bedre verden.
Læs også:
http://socialister.dk/profitterne-foerst-klimaet-sidst/
http://socialister.dk/kan-kapitalismen-reformeres-til-at-blive-klimavenlig/
