Pussy Riot blev dannet i 2011 af Nadya Tolokonnikova. Gruppen var i begyndelsen af 2010’erne særligt kendt for at lave illegale musikalske protester i Rusland og lægge videoer af disse ud som musikvideoer.
Kvinderne i gruppen blev verdenskendte, da de d. 21. februar 2012 lavede en protest-performance i en katedral i Moskva, hvor fem medlemmer af gruppen iført farverige elefanthuer og korte kjoler dansede og sang ved alteret i 40 sekunder, inden de blev stoppet af katedralens vagter. Efter en periode på flugt blev tre af de fem kvinder arresteret og dømt til to års fængsel.
Riot Days
Riot Days begynder i vinteren 2011 og med Putins proklamering om sit kandidatur til en tredje periode som præsident. Den begynder med et håb:
”We believed that, if we pricked his ass with a pin, Putin would jump out of his presidential seat.” (Vi troede, at hvis vi prikkede til hans røv med en nål, ville Putin hoppe af sit præsidentsæde).
Ideen til katedral-protesten kom fra Putins forhold til den russisk-ortodokse kirke, der hylder ham som et mirakel og behandler hans embedsmænd som VIP’er i kirken. Læseren bliver vidne til selve protesten og kvindernes efterfølgende flugt fra det russiske politi. Vi følger Alyokhina mellem skjulesteder og caféer i Moskva til arrestationen og retssagen, hvor hun, Nadya Tolokonnikova og Yekaterina Samutsevich bliver dømt for ”hooliganisme motiveret af religiøst had”.
Herefter skildrer Alyokhina sin fængselstid, hvor hun kæmper mod de barske forhold i fængslet gennem hemmelige breve, sultestrejker og klager om brud på fangernes rettigheder. Fortællingen slutter i december 2013, da Alyokhina løslades under amnesti.
Vrede og protest
Stemningen i Riot Days er ladet. De korte sætninger, vulgære sangtekster, udvalgte ord markeret med fed – hele den fragmenterede udladning emmer af vrede og protest. Maria Alyokhina råber til os, at det altid nytter at gøre oprør, ligegyldigt hvor meget, de undertrykker dig: ”Every time you refuse, it causes an uproar.” (Hver gang du nægter, skaber det opstand).
Hun er selv eksemplet. I fængslet bliver hendes protest ikke kun idealistisk, men meget konkret. Fængselsvagterne forsøger at isolere hende fra de andre fanger, men Alyokhina opsnapper, hvad hun kan, og videregiver information til sin advokat, menneskerettighedsorganisationer og den internationale presse. Det medfører varme sjaler til den barske vinter, tykkere madrasser og bedre løn til hendes medfanger. Bogen viser, hvad protest kan og bør være: fra Pussy Riots spektakulære, men ultimativt symbolske aktioner i Moskva til Aloykhinas materielle krav i fængslet.
Rent oprør
Maria Alyokhina er vred. Men hvilket politisk projekt ligger egentlig bag vreden?
Pussy Riot fremstår i bogen først og fremmest som en anti-bevægelse. Gruppen er anti-Putin, anti-autoritær, anti-fascistisk og anti-sexistisk.
Alyokhina kalder på revolution, men det er langt fra tydeligt, hvilken verden, hun ønsker sig. Pussy Riot og Riot Days repræsenterer oprør og protest i meget ren form: eksplosive følelser, larm og drastisk handling.
We believed that, if we pricked his ass with a pin, Putin would jump out of his presidential seat
Citat fra bogen Riot Days
Hun blev løsladt for over 10 år siden. Riot Days er fra 2017 og således ikke en ny stemme i den russiske bevægelse mod Putins styre. Men Pussy Riot er blevet aktuel i Danmark i år med en turnerende koncertprotest og ikke mindst en udstilling på Louisiana, der kører indtil 14/1 2024.
Dette fokus på protest i Rusland i disse dage er ikke tilfældigt. Putin sidder tungt på magten og har brugt den til at invadere Ukraine ved hjælp af tvungen værnepligt og voldelig undertrykkelse af enhver protest. Riot Days giver os et værdifuldt indefra-billede af Putins Rusland, og hvilke muligheder, der eksisterer for modstand. Det bør være et mål for hele verdens arbejdere at få ham – og hans totalitære politik – til at hoppe af præsidentsædet.
