Note til læseren: Denne artikel omhandler, hvordan det økonomiske system, trods en lang vækstperiode, er bygget på et råddent fundament. Den handler om et bæger, der er fyldt, og om hvordan en enkelt dråbe vil kunne få det til at flyde over. Siden artiklen blev skrevet, har der med corona-virussen ikke vist sig en dråbe, men et skybrud.
Mellem 12. februar og 12. marts er Dow Jones-indekset, der måler det amerikanske aktiemarked faldet med over 8.000 point. Til forskel faldt det under hele finanskrisen fra historiske højder i oktober 2007 til krisens bund i februar 2009 med ca. 7.000 point. I artiklen runder jeg af med et spørgsmål om, hvem der skal betale for krisen, når den rammer – om arbejderklassen skal acceptere fyringer, lønnedgang og nedskæringspolitik, eller om det er på tide at vi endelig gør op med den blinde profitjagt og tager magten i egne hænder? Alt tyder på, at det spørgsmål er langt mere presserende, end jeg på daværende tidspunkt havde troet.
Vi lever i en anden verden, end da vi gik ind i 2020. Dette er værd at holde i tankerne, mens du læser.
Billedet foroven viser den Internationale Valutafond IMF’s franske chef Christine Lagarde, der allerede i 2018 advarede om alvorlige krisetegn. Med den allerseneste udvikling som følge af coronakrisen er verdensøkonomien blevet værre. Det corona-ramte Kina melder allerede om “røde” tal, og EU og USA må forvente det samme. Aktiekurserne reagerer nervøst herpå.
Beskeden vækst, truende stagnation og kollaps
Efter finanskrisen i 2008 har den amerikanske økonomi nu oplevet over 120 måneders uafbrudt vækst. Ved første øjekast kunne man let læse dette som en af systemets moderne succeshistorier. Men som ved så mange af kapitalismens succeser skal man ikke kigge meget efter, før fortællingens revner bliver umulige at ignorere, og en markant anden historie begynder at vise sig.
Der er vel at mærke tale om vækst, men der er alligevel langt til en sammenligning med de tårnhøje spring, der har karakteriseret den tidlige amerikanske kapitalismes økonomi. Den nuværende vækst er en træg affære, der måned efter måned og år efter år stædigt holder systemet på afstand fra recessionens afgrundsdyb. Hvor den amerikanske økonomi voksede med hele 43% fra 1991 til 2001 og med 38% under Reagans økonomiske boom i 80’erne, har en gennemsnitlig årlig vækst på 2,3% i det sidste årti medført en økonomi, der er vokset med blot 25%. Tendensen tegner et billede af en amerikansk økonomi der er ved at stagnere, og på verdensplan er det ikke blot USA der ser ud til at have mistet pusten. De største nationale økonomier – Kina, Japan, Tyskland, m.fl. – er alle fanget i et lignende mønster af stagnerende vækst, der varsler om en mærkbar krise længere nede ad vejen.
Langsomt og langvarigt fortsætter kapitalismen sin march mod kollaps – men hvad er årsagen til økonomiens vaklende fundament, og hvad mener vi egentlig, når vi hævder, at det bestående system ikke er overlevelsesdygtigt? Hvorfor er den næste krise uundgåelig?
Kriserne er indbygget i kapitalismen
Marx påpeger, i sin lov om profitratens tendens til fald, en af de centrale kendetegn ved kapitalismen. En vares økonomiske værdi afhænger af den gennemsnitlige arbejdstid, det tager at producere varen. Den dygtige kapitalist er interesseret i at sænke produktionsomkostningerne for at kunne sælge en vare med samme værdi som konkurrenternes til en lavere pris end konkurrenterne. Det kan gøres ved at investere i ny teknologi, så varen bliver produceret hurtigere end den gennemsnitligt nødvendige arbejdstid, og det kan gøres ved at få arbejderne til at arbejde mere for mindre løn. Når der investeres i teknologi, er konkurrenterne nødt til at følge trop for at være konkurrencedygtige, men da værdien afhænger af den gennemsnitlige arbejdstid, falder varens værdi. Men teknologi er dyrt og selvom varens værdi er faldet, er dette ikke tilfældet for investeringsomkostningerne. Systemet kan således karakteriseres ved evigt voksende investeringsomkostninger, der jager en relativt mindre og mindre pulje profit.
I dag er vi nået et lavpunkt, hvor omkostningerne ved at investere i ny teknologi er begyndt at overstige indtægterne, og det er under disse vilkår, at vi ser en økonomi, der ikke længere tør investere. Mens det teknologiske fremskridt går i stå, vakler systemet langsomt fremad i håb om at undgå kollaps.
Hvor konkurrencen ikke kan drives af teknologisk forkant, er systemet begyndt at kannibalisere sig selv i en fortæring af arbejderklassen. Arbejdsløsheden falder, mens systemet optager store mængder af billig arbejdskraft fra den reserve af arbejdsløse, der er blevet opbygget efter sidste finanskrise. Samtidig presses flere og flere ud i elendige deltidsjobs, løse ansættelser og ringe lønforhold. Når der ikke er råd til at investere i noget reelt fremskridt, må arbejderklassen betale med forringede løn og arbejdsvilkår.
Arbejderklassen betalte krisen i 2008
Vi oplevede sidst kapitalismens krise i 2008, da et kollaps af det amerikanske boligmarked medførte en ond spiral af økonomiske konsekvenser, der kunne mærkes verden over. Dengang lykkedes det kapitalismen at kravle ud af krisen ved hjælp af massiv statsstøtte, og ved at øge kreditten gennem kvantitative lempelser. Centralbankerne opkøbte enorme mængder stats- og virksomhedsobligationer for at sprøjte penge ud i systemet og sænke renterne. Med enormt lave renter lykkedes det at sætte gang i lån og investeringer for at få økonomien i gang.
Hvem skal betale næste krise?
Men når krisen rammer igen, vil de tricks, der reddede kapitalismen sidste gang, ikke kunne gøre det igen. Rentesatserne er i dag så lave, at de simpelthen ikke kan presses længere ned. Vi lever i en tid, hvor der direkte tales om nul-rente og negativ rente, og staterne har ikke længere så store økonomiske reserver at gøre godt med. Men hvis centralbankerne ikke længere har kræfterne til at slæbe kapitalismen ud af krisen, hvordan kan systemet så overleve? Kapitalismen eksisterer allerede som en levende død, og når der ikke er flere nødløsninger i skuffen, vil den angribe arbejderklassen voldsomt.
Allerede nu bliver arbejdere presset ud i elendige og usikre arbejdsforhold for at tilfredsstille kapitalen. Når krisen rammer, kan kapitalismen kun reddes, hvis den får frit spil i sin kannibalske fortæring af den arbejderklasse, der skaber dens værdi. Til den tid er det værd at spørge os selv, hvad vi vil gøre? Er det arbejderklassens opgave at redde systemet i en accept af nedskæringer, fyringer, lønforringelser og lange, hårde arbejdsdage? Eller må vi, der skaber værdien, forbeholde os ret til at administrere den selv og endelig gøre op med konkurrencens kaos og jagten på profit?
