Skal arbejderne betale med CO2-afgifter for klimakrisen ?

Står det til regeringen og Folketinget skal klimakrisen, i et vist omfang, løses ved at arbejderklassen pålægges CO2-udgifter, fordi hver enkelt angiveligt skulle være medansvarlig for udledningen. Klimarådet har netop anbefalet dette skridt. Enhedslisten vil forsøde indgrebet ved at indføre social kompensation. Men er CO2-afgifter overhovedet den rigtige vej til løsning af klimakrisen?

Billedet foroven viser, hvordan CO2-afgifter udløste de Gule Vestes oprør i Frankrig i oktober – november 2018. Banneret siger: “De Gule Veste er vrede – stop for afgifterne og det dyre liv”

De borgerlige medier flyder næsten dagligt over med fortællingen om, at “vi” skulle være skyld i klimakrisen, fordi vi køber benzin og diesel til vores biler, spiser bøffer og tager på rejse med fly.

Den borgerlige myte hævder, at markedet regulerer udbud og efterspørgsel, og hvis forbrugerne derfor ville efterspørge klimavenlige produkter, vil producenterne udbyde disse og krisen løse sig selv. Angiveligt skulle der intet være i vejen med det kapitalistiske system – hvis blot forbrugerne ændrede adfærd, ville producenterne automatisk gøre det samme.

I tråd hermed har Klimarådet netop spillet ud med et forslag om CO2-udgifter, hvis sigte er at dreje udviklingen over i en klimavenlig retning. Grundlæggende er klimaminister Dan Jørgensen, Mette Frederiksen-regeringen og et stort flertal i Folketinget yderst venligt stemt overfor denne kurs.

Spørgsmålet for regeringen er dog i høj grad at skrue CO2-afgifterne sådan sammen, at det ikke trækker tæppet væk under indtjeningen i erhvervslivet: “Erhvervslivet skal udvikles – ikke afvikles”, som det hed i klimaaftalen fra december.

Hensynet til erhvervslivets profitter vil derfor kraftigt forsinke reduktionen af udledningen af drivhusgasser.

Det ekstreme vejr i Danmark mildnes ikke, blot fordi corona er kommet forbi – Socialistisk Arbejderavis: http://socialister.dk/det-ekstreme-vejr-i-danmark-mildnes-ikke-blot-fordi-corona-er-kommet-forbi/

Kan social kompensation gøre CO2-afgifterne acceptable?

CO2-udgifter på kød, brændstof til biler og hvad der ellers kan komme på tale vender i udtalt grad den tunge ende nedad, og derfor markerer Enhedslisten sig på at ville give en ‘grøn check’ som social kompensation til alle under et vist indtægtsniveau, når der pålægges CO2-afgifter. Den sociale kompensation kan blive givet i form af en indtægtsafhængig skatterabat eller en direkte udbetaling i form af en ‘grøn check’.

Men social kompensation svækker helt klart hensigten med CO2-afgiften; nemlig at straffe forbrug, der medfører CO2-udledning, hvorfor borgerlige liberale politikere vil være modstandere af det og gøre som Macron i Frankrig.

I Frankrig var det netop afgifter på benzin og diesel, der i november 2018 antændte de Gule Vestes oprør. Oprøret startede lige præcis blandt lavtlønnede, der tvinges til at pendle med bil ind til de store byers arbejdspladser. I det omfang Mette Frederiksen frygter social uro i Danmark pga. af CO2-afgifter, vil regeringen kunne blive indstillet på, eller tvunget til, at give en vis social kompensation.

Hvem har ansvaret for klimakrisen?

Hvad styrer udviklingen? Forbrugernes valg – eller kapitalens ønske om profit? Lad os se på et par konkrete eksempler:

Dansk landbrugs produktion af kød og mælkeprodukter giver en drivhusgas-belastning, der er så stor, at den – omregnet til CO2-ækvivalenter – udgør ca. 1/5 af Danmarks samlede CO2- og drivhusgas-belastning. Så det er et meget klima-uvenligt erhverv.

Hvilken indflydelse har forbrugerne så haft på denne udvikling? Selvfølgelig sælger slagterierne og mejerierne ikke fødevarer, som ingen vil købe. Alligevel er det ikke forbrugerne, der alene er ansvarlige for denne klima-fjendtlige produktion:

Danish Crown er en af verdens største eksportører af svine- og oksekød. Selskabet producerer ca. 5 gange så meget svinekød, som danske forbrugere køber, 4/5 sælges på verdensmarkedet. Også Arla har en kæmpe eksport af mejeriprodukter, der langt overgår det danske hjemmemarkeds efterspørgsel. Denne enorme produktion af kød og mælk i Danmark har kun været mulig gennem import af sojabønner fra Argentina og Brasilien, hvor skove er blevet brændt af for at give plads til dyrkningen af denne foderafgrøde. Det har forårsaget en stor CO2-udledning. Uden denne kæmpe import ville det enorme antal slagtedyr og malkekøer ikke være muligt i Danmark – det højeste antal slagtedyr i forhold til indbyggertallet i hele verden.

Denne kapitalistiske profit-styrede udvikling har den danske arbejderklasse ikke haft den mindste indflydelse på. Siden 1880’erne har dansk landbrug satset på animalsk produktion i stedet for vegetariske fødevarer. Derfor har forbrugerne i over 100 år vænnet sig til bøffer, frikadeller og store cheese-burgere. Flertallet af forbrugere kender derfor kun denne kost. Og af denne grund har de i høj grad efterspurgt kød og mejeriprodukter og ikke en plantebaseret kost.

De fleste vil givetvis blive forbavsede, hvis de blev klar over, i hvilket omfang kosten til enhver tid har været styret af, hvad der blev produceret: Før landbrugets omlægning til animalsk produktion i 1880’erne producerede dansk landbrug korn og nogle levende dyr til eget forbrug samt til eksport. Derfor bestod kosten før 1880’erne i høj grad af kornprodukter – grød, vælling og brød – sammen med kål og en lille smule kød, for produktionen heraf var ikke så stor.

Den såkaldte “traditionelle” danske kost med sovs, kartofler og frikadeller m.m. har kun været udbredt i lidt over 100 år siden landbrugets omlægning til produktion af animalske fødevarer. Således er typisk dansk pålæg som rullepølse, leverpostej og spegepølse affødt af landbrugets omlægning til produktion af svin i 1880’erne. Det gælder også typiske danske oste som Danbo, Havarti og Danablue, som alle er opstået efter landbrugets omlægning. Og herudover skulle pålægget være friskt og holdes på køl. Dette krav har kun kunnet opfyldes i de sidste 100 år. Før landbrugets omlægning kunne man kun få friskt kød én gang om året, når man slagtede i november, og kødet måtte saltes og røges for at kunne holde sig resten af året. Derfor kunne man ikke få friskt kødpålæg, som har en kort holdbarhed. – Det betyder, at fars til frikadeller – hvis holdbarhed er meget ringe – kun har været muligt siden begyndelsen af det 20. århundrede, hvor man begyndte at få isskabe (en slags forgænger til de elektriske køleskabe, der først blev udbredte i efterkrigstiden).

Det er altså i meget højere grad landbruget, der har bestemt “spisekortet”, end forbrugernes eget valg, der har afgjort, hvad landbruget producerer!

En CO2-afgift på kød vil givetvis reducere den indenlandske efterspørgsel på kød. Men den vil ikke have den mindste indflydelse på eksporten til verdensmarkedet: den styres af udsigten til profitter.

To store syndere

Danske forbrugere kan heller ikke pålægges noget større ansvar for de klimabelastende flyrejser til feriedestinationer. Selvfølgelig har den danske arbejderklasse efterspurgt hurtige og billige rejser til sydens sol og varme. Men det største ansvar for denne skæve udvikling ligger helt entydigt ved rejsebranchen, luftfartsselskaberne og flyfabrikkerne, som ikke har investeret i ferie i nærmiljøet à la Dansk Folkeferie og heller ikke i mere klima-, ressource- og miljøvenlige ferieformer med fx tog drevet af vedvarende energi. Derfor efterspørger kun en mindre del af befolkningen de klimavenlige rejseformer.

Det samme gælder de kære biler. Boligprisernes himmelflugt har tvunget mange mennesker til at bosætte sig langt fra arbejde. Der er ikke mange, der elsker at bruge lang tid på at pendle på arbejde eller hænge i en kø på motorvejene. På grund af de borgerlige politikeres nedskæringer på den kollektive trafik er de fleste pendlere tvunget til at bruge bil. Det har været en guldgrube for bilbranchen og bilfabrikkerne, som overhovedet ikke har interesseret sig for at udvikle klima- og miljøvenlige alternativer til privatbilismen.

Alt i alt er det altså i langt højere grad kapitalismen end forbrugerne der har bestemt udviklingen på klimaområdet. At påstå, at forbrugerne skulle have noget særligt ansvar for klimakrisen er ganske enkelt ikke rigtigt.

Markedsregulering i klimavenlig retning?

“Erhvervslivet skal udvikles – ikke afvikles” siger den klimaaftale fra december, som ligger til grund for den nye klimalov og de handlingsplaner, som forhandles for tiden. Og den vil også være bestemmende for regeringens klimahandlingsplaner, som aftales i et nært samarbejde med erhverslivet i klimapartnerskaberne og regeringen.

Den kapitalisme, der har skabt krisen, vil de derfor gøre alt for, at den kan stå uberørt. Det betyder, at hensynet til de øjeblikkelige profitter – den “sunde udvikling i erhvervslivets indtjening” vil blive vægtet højt i forhold til klimaet.

Enhedslistens forsøg på social kompensation til arbejdere, der påtvinges benzin- og dieselafgifter, kan ses som et plaster på såret ift. afgifter, som vender den tunge ende nedad. Men samtidig indebærer det en næsten fuldstændig accept af den kapitalisme, som har skabt klimakrisen. Enhver opretholdelse af det kapitalistiske system incl. CO2-afgifter med social kompensation vil forsinke løsningen af klimaudfordringen.

Grøn kapitalisme – det falske håb – Socialistisk Arbejderavis: http://socialister.dk/groen-kapitalisme-det-falske-haab/

Kan kapitalismen reformeres til at blive klimavenlig ? – Socialistisk Arbejderavis: http://socialister.dk/kan-kapitalismen-reformeres-til-at-blive-klimavenlig/

Bliv medlem af Internationale Socialister og deltag i klimakampen