Billede tekst: Lars Findsen (t.v.) møde USA Forsvarsminister i Oslo 2015. Foto: Wikimedia Commons
Højesteret gjorde endnu mere. De fortalte ligefrem, hvad sagen drejede sig om; at sigtelserne for at røbe statshemmeligheder handlede om kabelsamarbejde med den amerikanske NSA (noget alle vidste i forvejen).
For at fastholde deres farceagtige fremfærd de seneste to og halvt år, opgav de sagen mod Finsen og Frederiksen. Hvis ikke reglerne tillod hermetiske lukkede døre, ville de slet ikke føre en sag, som de ellers mente skulle føres under de såkaldte ”spionparagraf”, som kan give op til 12 års fængsel.
Derefter argumenterede de for, at hvis lovgivning gav Højesteret lovhjemmel til at tilsidesætte PET og Statsadvokatens vurdering af, at alt skulle ske ved en hemmelige proces, så må der være noget galt med lovgivningen. PET-chefen og rigsadvokaten talte for, at Højesteret ikke er kompetent til at vurdere sagen, og at spørgsmål om åbne eller lukkede døre derfor bør afgøres af PET selv. Justitsminister Peter Hummelgård bebudede straks at man må kigge på, om reglerne skal laves om; altså endnu mere lukkethed.
Reaktionen fra både PET og Rigsadvokaten fik venstrefløjens grand old man, Preben Wilhjelm, til at skrive i en kronik i Politiken d. 4.11.23: ”Det er ikke ulovligt at advokere for en politistat. Men man må stille det spørgsmål, hvor betryggende det er at besætte to for retsstaten så indflydelsesrige poster som PET-chef og rigsadvokat med personer, som klart afviser et af de mest fundamentale træk ved retsstatens opbygning”. Det vil sige, at de tiltalte har ret til at vide hvad man er sigtet for, og at der så vidt muligt skal være offentlighed i retssagerne.
Den politisk og historiske kontekst
Hele miseren starter med Edward Snowden. Snowden blev verdensberømt som whistleblower i juni 2013, da han lækkede oplysninger om NSA’s (USA’s National Security Agency) hemmelige, verdensomspændende masseovervågning, hvori blandt andet programmet PRISM indgår. Det har været iværksat mod bl.a. EU parlamentsmedlemmer. Han lækkede også oplysninger om, hvordan NSA havde spioneret ulovligt, både i USA og i udlandet.
Det er ikke ulovligt at advokere for en politistat. Men man må stille det spørgsmål, hvor betryggende det er at besætte to for retsstaten så indflydelsesrige poster som PET-chef og rigsadvokat med personer, som klart afviser et af de mest fundamentale træk ved retsstatens opbygning
Citat: Preben Wilhjelm i Politiken
En af de store spillere i spionage i udlandet var og er Danmark, da al internettrafikken, af geografiske årsager, flyder til Norden og det nordlige Europa gennem Jylland. Derfor indgik Poul Nyrup Rasmussen og Bill Clinton en hemmelige aftale om, at NSA måtte stikke snablen ind i trafikken og aflytte. Danske statsborgere måtte dog ikke aflyttes, men det har vist sig ikke at holde stik.
Med andre ord kom Danmarks afgørende rolle i spionagen frem i lyset. Selv om det blev offentligt kendt i 2013, blev det ikke ”bekræftet” af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) eller regeringen.
Der kom en whistleblower til
Da Edward Snowden, fra sit skjul for USA i Rusland, blev interviewet, efter at det var kommet frem, at der var nedsat en kommission til at undersøge eventuelle ulovligheder i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), sagde han, at han var overrasket. Han var ikke overrasket over at NSA (USA’s National Security Agency) havde haft fingrene nede i internettrafikken, men over at whistlebloweren, som havde tippede TET (Tilsynet med Efterretningstjenesterne), havde så stor tillid til ”systemet”, at vedkommende ikke gik til pressen.
Desværre for whistlebloweren, og for Snowdens fromme håb om et retfærdigt system, har vi set at begges forhåbninger er blevet gjort til skamme. Staten har slået hårdt tilbage og lader ingen tvivl om, at “det beskidte vasketøj” ikke skal luftes – hverken i systemet eller i pressen.
Efter krads kritik fra TET, den eneste tilsyneladende demokratiske kontrol med efterretningstjenesterne, om manglende information til tilsynet gennem mange år, samt formodede ulovligheder (at FE formentlig har fået informationer fra NSA om danske statsborgere), blev der nedsat en undersøgelseskommission ledet af tre dommere.
Kommissionens kommissorium var hemmeligt, og selv efter timelange samrådsmøder i Folketinget kunne Enhedslisten og andre ikke få oplyst, om aftalen mellem NSA og den danske stat, indgået i 1990’erne under socialdemokraten Poul Nyrup, var med i undersøgelsen.
Den frikendte totalt FE i et fire siders intetsigende dokument. Det fremgår tydeligt, at Kommissionen havde adgang til informationer, som TET ikke havde. Derfor besluttede TET sig for at nedlægge sig selv. Som de skrev: ”Tilsynet har på baggrund heraf besluttet midlertidigt at indstille alle igangværende kontroller, som vedrører FE’s indhentning af rådata, og tilsynet vil ikke igangsætte nye kontroller, … før der er sket en afklaring af tilsynets kompetenceområde”. Indtil dato er der ingen “afklaring”; så ingen ”kontrol” de sidste to år, som åbenbart alligevel er ret harmløs.
Det var et vink med en vognstang til alle som vover at grave i den dybe statsvirksomhed, både whistleblowere, ansatte, andre (selv politikere fra højrefløjen) og medier.
PET og FE går i aktion
Efter arrestationen af Findsen i januar 2022, baseret på en total overvågning af hans private hjem forud, gik PET og FE i aktionen over for pressen. Nu skulle der lukkes huller og skrues på tommelfingre.
De holdt såkaldte ”opsøgende møder” med direktører i Berlingske Media, DR og JP/Politikens Hus. Ærindet for besøgene var en påmindelse om, at der er noget helt særligt ved den paragraf, de to varetægtsfængslede er sigtet efter. Og at sagerne handler om forhold til USA (NSA’s snude nede i kablerne), syriensbørnene hvor FE vurderede, at det ikke var en trussel mod Danmarks sikkerhed, hvis de blev taget hjem, samt sagen om den danske agent som FE ikke ville kendes ved, som sidder terrordømt i Spanien.
Disse besøg havde til hensigt, med chefredaktør for Weekendavisen Martin Krasniks ord, at “intimidere pressen” til ikke at omtale disse sager, som alle er højst penible for regeringen.
Politiken skrev i en leder dengang: ”De kammeratlige samtaler (….) skaber usikkerhed og frygt i pressen for at omtale sager, der som udgangspunkt både har storpolitisk væsentlighed og åbenbar offentlig interesse…”.
Staten slår tilbage med dobbelt styrke. De havde til sinds at ofre Lars Findsen som “systemets mand”, som tilsyneladende var repræsentant for en lidt mere åben og transparent linje over for pressen og befolkningen. Den lille flig af åbenhed skulle lukkes.
Det mislykkedes, men meningen er ikke til at tage fejl af; hvem i systemet vil vove mere åbenhed nu?
Den indre kerne i den kapitalistiske stat
Staten er helt afgørende for det kapitalistiske system. Både den del af det som sørger for arbejdskraft, gunstige skattesystemer og reproduktion (børnehave, sundhedsvæsenet osv.), men også den mere uniformerede og hemmelige del.
I en tid med krise og katastrofer lukker den kapitalistiske stat sig om sig selv. Den får et mere autoritært udtryk. Det kan ses både udadtil; for eksempel i en strammere udlændingepolitik, og indadtil; med en strammere lovgivning mod kriminalitet. Justitsministeriet er meget mindre optaget af befolkningens retssikkerhed end af at indskrænke rettigheder.
I en tid med krise og katastrofer lukker den kapitalistiske stat sig om sig selv. Den får et mere autoritært udtryk
Citat: Charlie Lywood
På de indre linjer efterlader statens kerne mindre og mindre plads til kritik og demokrati; USA forfølger Snowden og Assange, Danmark sørger for at sætte prop i yderligere afsløringer ved at ofre Lars Findsen, en af deres egne, og den ”fri” presse kan få en sag på halsen, hvis den graver i sagen.
Spørgsmålet er så, hvornår der kommer en indskrænkning af selve retssystemets mulighed for at forsvare rettigheder, som ellers har været hårdt tilkæmpet? Vi skal nok ikke vente længe.
