Billede tekst: Vrede og oprørs stemning i London med 800.000 deltager. Foto: Guy Smallman.
Det udsagn ville svare til at sige, at den tyske værnemagt under anden verdenskrig havde ret til at forsvare sig mod de nationale modstandsbevægelser.
Dengang var Socialdemokratiet og de borgerlige med deres samarbejdspolitik på den forkerte side, nemlig på undertrykkernes og besætternes side og fordømte sabotørerne og opfordrede folk til at stikke dem. Det er de også i dag med deres støtte til Israel.
Et besat folk har ret til at forsvare sig
Alle dødsfald, rædsler og ødelæggelser i Palæstina – dem alle sammen – har rødder i den voldelige israelske besættelse og fordrivelse, som er foregået i 75 år og fortsætter med ekstrem vold i det 21. århundrede. Senest ved nedskydning af over 200 fredelige palæstinensere som med flag i hænderne krydsede grænsen til Israel fra Gaza i 2019.
Det gælder også angrebet fra Gaza-siden d. 7. oktober, hvor den samlede væbnede palæstinensiske modstand med Hamas i spidsen slog igen mod besætterne. Det var de i deres fulde ret til, og det må socialister have forståelse og respekt for.
Forskel på de undertryktes og de undertrykkernes vold
Imperialismens voldelige undertrykkelse har igen og igen ført til modvold fra de undertrykte. Men der er en grundlæggende forskel på de to typer af vold:
De undertryktes vold er en kamp for en befrielse fra et system med tortur, mord og apartheid for at kræve ret til liv og en plads i samfundet. Det er forkert at stille det op som et valg af vold frem for ikke-vold, eller som at en voldelig modstandsbevægelse er opstået i et vakuum med en voldelig ideologi i sin kerne, sådan som mainstream-medier ofte fremstiller det.
Undertrykkernes vold søger derimod at fastholde et brutalt system af besættelse, fængsler og underkastelse. Det er statsterror, der skal stadfæste imperialismens og kolonialismens magt over lande og regioner.
De slaver, der myrdede slaveejere og tit deres familier og tjenestefolk, var fuldt ud berettigede i deres handlinger.
Vietnameserne i FNL, som kæmpede mod først Frankrig og siden USA, var fuldt ud berettigede i deres modstandskamp, selv om de brugte voldelige metoder og civile gik til. Det samme gælder ANC i Sydafrika, og listen er lang.
Ulige kamp, ulige krav
Den palæstinensiske modstandsbevægelses modstand er blevet fordømt af alle vestlige ledere som et barbarisk terrorangreb. Samtidig støtter man åbenlyst den israelske terrorbombning af Gazastriben på trods af, at de civile tab her er langt, langt større.
Det samme gør sig gældende med de israelske gidsler, som modstandsgrupperne har taget ‒ dette ses som ondskabens højdepunkt. Men de tusindvis af palæstinensere, der sidder som gidsler i Israels fængsler uden rettergang, bliver på ingen måde set i samme lys.
Undertrykkernes vold søger derimod at fastholde et brutalt system af besættelse, fængsler og underkastelse. Det er statsterror, der skal stadfæste imperialismens og kolonialismens magt over lande og regioner
Citat: Jesper Juul Mikkelsen
Derfor må det nøgterne klarsyn komme fra de undertrykte. Da fransk tv lavede et interview med en af lederne i modstandsbevægelsen i Algeriet i 1950’erne under frihedskampen mod den franske besættelse, spurgte journalisten: ”Hvordan kan I få jer selv til at fragte bomber ind på cafeer i de franske kvarterer?”, og modstandsmanden svarede: ”Hvis I franskmænd forærer os et flyvevåben, så lover vi at stoppe med at føre bomberne ind vandret, så vil vi i stedet love at levere dem lodret.”
Fra militær modstandskamp til politisk uregerlighed
Som socialister bør vi støtte alle palæstinensernes udtryk for modstand ubetinget. Ubetinget, men ikke ukritisk. Vi kan mene, at angreb rettet mod civile aldrig vil være det, der kan vinde friheden, eller foretrække, at andre end Hamas var i spidsen for modstanden, da er uenige med dem på en række spørgsmål, f.eks. deres forhold til homoseksualitet og kvinders rettigheder. Men dette gør ikke, at vi mener, at deres væbnede kamp ikke er legitim.
Palæstinenserne slog igen d. 7. oktober for at reagere mod den langsomme kvælning af det palæstinensiske folk, både i Gaza og på Vestbredden. Men ligesom i Vietnam kan et besat folk ikke vinde alene mod den imperialistiske overmagt – der skal en langt bredere bevægelse til for at stoppe det folkemord, som Israel begår i dette øjeblik. I USA var det dels den massive krigsmodstand i hjemlandet og dels et oprør fra de menige (for størstedelens vedkommende sorte) soldater, som skød deres officerer.
Det er denne kraft, som kan være med til at befri palæstinenserne fra deres fængsel ‒ og skabe et samfund i Palæstina, hvor alle religioner og folkeslag kan leve uden imperialismens indblanding
Citat: Jesper Juul Mikkelsen
Det er en stor modstander, vi er oppe imod, men hvis den palæstinensiske modstandskamp bliver forenet med en voksende bevægelse, som vil kunne gøre både de vestlige imperialistiske lande og landene omkring Palæstina uregerlige, så er der håb for en revolutionær forandring i Mellemøsten.
Det arabiske forår i 2011 i Nordafrika og Mellemøsten viste, at diktatorerne ikke var usårlige, og at en massekamp med arbejderklassen som drivkraft, specielt i Egypten, kunne åbne en dør til forandring. Det er denne kraft, som kan være med til at befri palæstinenserne fra deres fængsel ‒ og skabe et samfund i Palæstina, hvor alle religioner og folkeslag kan leve uden imperialismens indblanding.
