“Fight like a nurse!” – Historien om den fortsæt kampen for velfærden.

Sygeplejerskernes kamp for velfærden kan sammenlignes med en korkprop. Lige meget hvor meget, du trykker den ned, så kommer den op til overfladen igen. De har trodset deres eget forbund Dansk Sygeplejeråd (DSR) to gange. De har trodset statsmagtens usle og brutale indgreb, da regeringen stoppede strejken ved at ophæve det mæglingsforslag, som sygeplejerskerne havde stemt ned, til lov. 

Fagtoppen svigtede big time. Henvendelse om støtte fra DSR (Dansk Sygeplejeråd) under strejken blev mødt med en kold skulder, og mest af alt virkede resten af den offentlige fagbevægelse til at være irriteret over, at deres “lønkomité” ville blive “forsinket”. Ligesom resten af fagbureaukratiet havde DSR’s ledelse anbefalet et ja. Og også FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) havde ladet forstå, at man ikke skulle forvente støtte derfra.

DSR ønskede ikke at udnytte situationen til at forsøge at brede strejken ud til menige offentligt ansatte i pleje-, børnepasnings- og uddannelsessektorerne. Hvis der var kommet sympatiaktioner og støtte fra disse grupper, ville regeringen være blevet sat under stærkt pres og havde ikke bare kunnet lave deres “usle” indgreb, som en aktiv sygeplejerske udtrykte det. 

Men det var ikke ”end of story”.

Kampen fortsatte ufortrødent

Det tog ikke mange dage, før kampen blev taget op igen, bl.a. i form af faglige møder om morgenen af en times varighed i protest mod indgrebet og for fortsat kamp. Først to gange på Århus Universitetshospital, siden Ålborg, Roskilde, Randers, Horsens, Nakskov, Rigshospitalet (tre dage i træk), fulgt op af Herlev Hospital i tre dage, Bornholm, Aalborg Universitetshospital igen i to dage, Hvidovre Hospital (tre dage), Kolding, Vejle og Roskilde (to dage). Og hverken Arbejdsrettens trussel om bod eller DSR’s slet skjulte snak om “organisations bod” har dæmpet kampånden. 

Og det giver håb, fordi Sygeplejerskernes kamp er en kamp for os alle. Som en sygeplejerske under et fagligt møde på Herlev Hospital udtalte til Socialistisk Arbejderavis: “Vi vil gøre opmærksomhed på de elendige arbejdsforhold der bydes os og patienterne.”

Perspektivet er bredt ud til at handle om de dårlige arbejdsvilkår i sundhedsvæsnet og sundhedsvæsenets fremtid. Dermed er vejen banet for, at andre offentligt ansatte i højere grad kan se sig selv i den kamp.

Andre arbejdergrupper melder sig på banen 

Det har afstedkommet, at et militant mindretal blandt SOSU-assistenter og -hjælpere har meldt sig under protest- og støtte fanen. Sygeplejerskerne har lavet en bølge, men vi vil være med til at lave en orkan, siger Charlotte Marie Høj, som har taget initiativ til en støttegruppe blandt SOSU-assistenter og -hjælpere. 

Aktivister inden for pædagogisk personale samt patienter har startet støttegrupper for sygeplejerskerne. Det viser, hvor politisk og altomfattende sygeplejerskernes kamp egentlig er. Som en murersvend sagde til basis-arbejder-aktivisternes talerør, Arbejdere i Bevægelses live-streaming af det faglige møde i Ålborg (d. 16.09.21): “Vi er her for at støtte kampen for at forsvare og forbedre velfærden. Fællesklubben på Aller Tryk bevilgede 25.000 kr. til sygeplejerskernes kamp. 

Langt ind blandt de privatansatte er der stor forståelse for sygeplejerskernes kamp. 

Basis-oprør er genopfundet

Det er første gang i mange år, at en arbejder-gruppe indenfor det offentlige arbejdsmarked på landsplan har haft selvtillid nok til kollektivt at trodse de mekanismer, som fastholder apati og opgivenhed. 

Derfor er sygeplejerskernes kamp også et varsel om en begyndende erkendelse af, at man bliver nødt til selv at slås for sin sag. Der er ingen som kommer og redder os. Og slet ikke fagbureaukratiet

Den fortsat kamp

Punktstrejker kan selvfølgelig ikke ændre regeringens neoliberalistiske politik, men den kan sætte gang i et langt større opgør med den førte politik, hvor arbejderklassen skal betale de riges fest via andenklasses velfærd, elendige arbejdsforhold og lav løn. Som en sygeplejersker sagde på Herlev Hospitals faglige møde: “Næste skridt er en landsdækkende faglig dag, hvor alle hospitaler er med. Men det kræver en landsdækkende koordinering af aktiviteterne og dermed en landsdækkende organisering af faglige aktivister på græsrodsniveau. 

Stemmer fra kampen

Foto: Eget billede

Sara Schumacker, sygeplejerske fra Hvidovre Hospital ”Arbejdsnedlæggelser på Hvidovre Hospitalet blev organiseret af en Facebookgruppe, hvor nogle enkelte tog initiativet. Men helt klart inspirerede af de andre hospitaler, som har været ud at aktionere.  En helt igennem græsrodsinitiativ. Sådan tror jeg det er de fleste steder. Jeg kunne godt ønske mig en mere samlet koordinering, da vores fagforeningen ikke må gøre noget, men fedt er det sker under alle omstændigheder og at arbejdsnedlæggelser fortsætter. Men hvis det skal batte noget, skal der en mere omsiggribende bevægelse til, hvor mange flere fag strejker samtidigt og virkelig rammer vitale områder. Vi skal stå sammen. Vores kamp er ikke bare for mere løn og bedre forhold til mine kolleger og mig. Det skal SOSU’er og pædagoger og andre lavtlønnet indenfor det offentlige også have. Det er en fælles kamp for bedre forhold for os alle og dermed også en kamp mod hele den økonomiske prioritering i samfundet. Vi har startet en brand, nu skal den også sprede sig”

Foto: Eget billede

Thomas Sørensen, faglig aktiv sygeplejerske: ”Punktstrejkerne kommer ikke fra ingenting. Der er en enorm vrede blandt sygeplejersker og en stemning af nok er nok. Vi er blevet ignoreret længe nok. Jeg tror at strategien om ikke at tale om det underfinansierede sygehusvæsenet giver bagslag. Ingen af de fire politiske landsmøder for nylig forholdt sig til protesterne fra sygeplejerskerne. Jo mere politikerne ignorerer problemerne i sundhedsvæsenet, des mere vrede bliver vi. Det er nødvendigt at landets politikere påtager sig deres arbejdsgiveransvar, hvis de vil sikre velfærd for kommende generationer. Det kan godt være at kampen udspringer fra vores overenskomstkamp, men den opbakning der nu ses på tværs af fag og brancher samt fra andre offentlige faggrupper, den giver os en tro på, at det bliver nu arbejdsgiverne skal tvinges til at komme sine ansatte i møde. Ikke kun på sygeplejerskernes vegne, men på alle offentlige ansattes vegne. Jeg drømmer om sympatikonflikter fra brede dele af det offentlige sektor, fra andre fag.” 

Fie Andersen, sygeplejeelev: Det jeg håber på er, at vi skal støtte de sygeplejersker, som kæmper nu. De er med til at bane vejen for mig og mine fremtidige kollegaer, så vores kamp forhåbentlig bliver lidt nemmere når det en dag er vores tur ude i på arbejdspladserne. Jeg håber at sygeplejeelever i hele landet vil samle sig. Jeg har et opråb! Saml jer ude på jeres uddannelsessteder og diskuter det I synes er vigtigst ved denne kamp. Find ud af at engagere jer og lave aktioner i jeres lokalområder. Samarbejd med sygeplejerne på hospitalerne nær jeres uddannelsessteder og lav aktioner i fællesskab med dem. Her i Roskilde har vi valgt at støtte sygeplejerne på sygehuset, ved at møde fysisk op og vise solidaritet, når de nedlægger deres arbejde. Jeg synes det er vigtigt for sygeplejestuderende at engagere sig allerede nu for det er og bliver vores fremtid det handler om.”