Klimaaktivisten og medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse, Esther Kjeldahl, var i d. 18.9.21 i DR2 Deadline og fremlagde den traditionelle økologiske kritik af økonomisk vækst. Som Kjeldahl formulerede det: ”Problemet er, at hvis man bliver ved at tænke på, at vi skal producere mere, vi skal skabe flere jobs, det lyder jo godt. Det er en måde at sige, at vi skal have økonomisk vækst. Du skal skaffe flere ressourcer. Hvor skaffer du dem fra? Så bliver flere skove fældet. Flere befolkningsgrupper bliver skubbet væk, fordi de bor et sted, der er rig på en ressource. Så fortsætter det bare. Det har stået på lige siden kolonitiden”.
Men modsat Kjeldahl, så har revolutionære marxister og socialister en lidt anden måde at forstå hvad økonomisk vækst er. Nemlig et udtryk for en underliggende dynamik og behov i den kapitalistiske produktionsmåde. Det er vigtig at have med, for ellers kan den økonomiske vækst i sig selv blive det man fokuserer på uafhængigt af det kapitalistiske system. Derved får man ikke ordentlig hånd om problemets rod og omfang.
Før vi går videre er det dog vigtigt at understrege, at når vi her taler om økonomisk vækst, det tænker vi også at Kjeldahl gør, så taler vi om en nations eller verdens samlede vækst. Det er en vigtig skelnen i forhold til spørgsmålet om en ”grøn omstilling”. Her vil visse industrier skrumpe og helt forsvinde, mens andre vil vokse frem. Det er dette som får den engelske økonom Kate Raworth i Doughnut Economcis til at sige, at hun er agnostisk (dvs tager ikke principiel stilling til) hvad angår vækst. Men vores pointe er, at når vi taler om en nations eller verdens samlede vækst i BNP, så kan man ikke være agnostisk medmindre man tror på fatamorganaet, ”grøn vækst” og dermed muligheden for uendelig økonomisk ekspansion, hvilket de fleste økologiske økonomer netop ikke gør.
Den dominerende diskussion: vækst i BNP
Kritikken af økonomisk vækst har dannet ét ben i den økologiske kritik. Et andet, som også af meget udbredt i den økologiske tænkning er kritikken af hvad bruttonationalproduktet (BNP) indeholder som et mål for en nations velstand. Det er en velkendt og etableret kritik, som har påpeget en række absurditeter som, at forurening reelt indgår som en del af BNP F.eks. hvis en virksomhed forurener, så betaler vi de sociale omkostninger herved, typisk ved at vi som samfund skal rydde op efter forureningen. Men ved at gøre det, så skal der ydes arbejde, og dermed indgår det som en værdiskabende aktivitet samlet set. Det kan i denne paradoksale logik betale sig at forurene.
Som svar herpå foreslår økologiske økonomer som Tim Jackson og Kate Raworth at vi må have en anden målestok end BNP. Dette er naturligvis utrolig vigtigt, at f.eks. forurening ikke påvirker BNP positivt og at bryde med den traditionelle økonomiske væksttænkning. Men vi vil igen understrege, at i det man vil ændre et måleredskab og en regnemetode, så ændrer man ikke herved automatisk den underliggende økonomiske virkelighed, som har gjort BNP til et dominerende ideologisk redskab. Der er en udbredt tendens til at forstå vækst uafhængigt af kapitalismen, dvs. en kapitalistisk markedsøkonomi og produktionsmåde uden en konstant ekspansion og vækst. Det kaldes også en ”steady-state” økonomi, hvor man sætter en grænse for produktionen, hvor fokus i stedet er på en mere retfærdig og ligevægtig distribution af varer. I den forstand bliver vækst gjort til noget rent subjektivt eller idealistisk, som man kan styre med en anden regnemodel for den kapitalistiske økonomi.
Socialister og marxister: den nødvendige forøgelse af vareproduktion
I vores tradition – Den internationale socialistiske tendens – kalder vi denne iboende tendens i det kapitalistiske økonomiske system for konstant ekspansion og vækst for den konkurrencemæssige akkumulation af kapital. Det vil på den ene side sige, at alle virksomheder i kraft af markedets konkurrence pres er tvunget til konstant at forbedre deres produktivitet og sænke omkostningerne for at konkurrere på prisen, øge salget og investere i markedsføring og nye produkter for at tiltrække større markedsandel. Profitmotivet skal forstås således at profitten er et mål, som bliver til et middel og dermed muligheden for at forbedre ens konkurrenceevne og markedsposition. ”Akkumulation for akkumulationens skyld” lyder et velkendt marxistisk slogan. Kapitalismen kender her ingen grænser.
Produktionen af varer under kapitalismen sker altså ikke som udgangspunkt for at opfylde sociale og menneskelige behov endsige for at tage hensyn til naturens behov, men har som formål at tjene penge. Det er derfor vi både fra et økologisk og menneskeligt perspektiv vil må afskaffe kapitalismen og dermed det den ekstreme mængde affald og spild, som systemet producerer, samt det konstante og ukontrollable pres både på jordens ressourcer og mennesket som biologisk væsen.
Et konkret eksempel: Branding og øko-forretning
Mange store virksomheder forsøger nu spille med på “klimabølgen”. Den traditionelle kritik af sådanne tiltag har været at afsløre dette som ”greenwashing”, hvor virksomheder blot vil brande sig som miljøvenlige og grønne, men reelt ikke er det. Det er selvfølgelig en vigtig kritik.
Men som professor i politisk teori, Peter Dauvergne, har undersøgt, så har vi siden 2005 set et skift, hvor mange store transnationale virksomheder som Nestlé, Wallmart, Coca Cola, Unilever, de 500 største virksomheder i verden som udgør lidt over en tredjedel af det globale BNP, forsøger at blive bæredygtige, gerne i samarbejde med grønne NGO’er. NGO’erne ser at disse mega-virksomheder har ekstremt stor magt til at ændre forholdene i deres egne forsyningskæder og produktionsanlæg. Men gør de så det ud af et grønt hjerte?
Det vil mange mainstream økonomer mene. Blandt andet Rebecca Henderson fra Harvard University. Hun arbejder tæt sammen med virksomhedsledere og laver “case studies” på Harvard, så fremtidens ledere og managers kan lære, hvordan man kan ændre deres virksomheders adfærd. Rebecca Henderson påpeger, at vi har en ”win-win” situation. Virksomheder kan både blive bæredygtige samtidig med at de kan konkurrere og tjene penge. Om dette er sandt er dog meget tvivlsomt, for ikke at sige potentielt manipulerende, da man altid kan finde cases, som underbygger ens argumentation. Det er nødvendigt at se på et større billede og perspektiv.
Problemet er generelt at ”win-win” betyder at disse virksomheder samtidig øger deres produktion af varer, som ikke er bæredygtige.
Det er altså den underliggende præmis for Hendersons analyse, at profitskabelsen fra de bæredygtige produkter bruges i konkurrencen med andre til at øge produktion og åbne op for nye markeder.
Peter Dauvergne betegner dette som en ”øko-forretning” og understreger: ”Øko-forretning handler ikke om at forandre verdens økonomi som underbygger den globale miljøkrise i dag. Det handler om at fremme væksten af stadigt større virksomheder. At nedskalere forbrugerisme og eliminere brands og produkter, som har høje sociale omkostninger er ikke en del af det, en øko-forretning søger at forandre”.
Vi kan derfor ikke forlade os på, at det kapitalistiske system selv kan tilpasse sig i tilstrækkeligt omfang og være en del af løsningen på klimakrisen.
Hvis man vil den økonomiske vækst til livs, så må man konfrontere det dybereliggende problem, som er den kapitalistiske produktionsmåde og markedslogik. Det betyder samtidig også at konfrontere de sociale betingelser, som understøtter kapitalismen: koncentrationen af kapital og magt på få private kapitalisters hænder samt private virksomheders ret til at bestemme hvad og hvordan der skal produceres. Det kan siges meget kort: klimakamp er klassekamp.
