Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august 1945 – for 75 år siden – er en af de mest afgørende begivenheder i menneskehedens historie. For det første blev det absolut ultimative våben udviklet – for det andet satte frygten for atomkrig gang i en antikrigsbevægelse. Denne skulle ved nogle lejligheder under den Kolde Krig vise sig meget virksom.
Billedet foroven viser atombombe-paddehatteskyen over Hiroshima den 6. august stige til 6.000 meters højde. 3 dage senere fulgte atombomben over Nagasaki. Tilsammen omkom ca. 125.000 til 225.000 i løbet af de første fire måneder, mange af forbrændinger og stråleskader. I de følgende år skulle endnu flere dø af kræft. Tallet er unøjagtigt, fordi det bl.a. ikke vides, hvor mange koreanske tvangsarbejdere, der var til stede.
2. Verdenskrig – den gode krig imod verdens ondskab? – Socialistisk Arbejderavis 6. august 2020: http://socialister.dk/2-verdenskrig-den-gode-krig-imod-verdens-ondskab/
Selve den videnskabeligt-teknologiske udvikling af atombomben betegner et vendepunkt i historien: Aldrig før havde der været et så kolossalt stort og så utroligt kostbart udviklingsprojekt. For første gang i historien var udviklingen af en revolutionerende ny teknologi startet på et rent teoretisk udgangspunkt så vanskeligt at forstå, at næsten ingen havde begreb om det. Aldrig før havde den allerhøjeste videnskab spillet en så stor rolle for udviklingen.
Løgnene om bombens “nødvendighed”
Udviklingen af historiens i særklasse frygteligste våben (ved siden af de kemiske og bakteriologiske masseødelæggelsesvåben) affødte meget alvorlige betænkeligheder ved de centralt placerede videnskabsmænd indenfor det amerikanske atombombeprojekt. En hel stribe fik stærke samvittighedskvaler. – For at få projektet til at glide igennem hos videnskabsmændene sørgede magthaverne derfor for at omgærde det med løgne:
Starten på det amerikanske atombombeprojekt i 1941 – 42 skyldtes ganske rigtigt frygten for, at Nazi-Tyskland ville kunne få held med dets atomprogram. Samtidig udviklede landet de mest sofistikerede raketter i verden, og ville måske derfor på et tidspunkt kunne blive i stand til at ramme Storbritannien – og måske fra en u-båd med raketter kunne tilintetgøre New York. I 1942 var denne frygt i inderkredsen omkring USA’s præsident Roosevelt til en vis grad forståelig.
Men fra efteråret 1943 blev det temmeligt klart, at Nazi-Tysklands atomprojekt var langt bagefter. Her var det amerikanske vokset til at omfatte de største forsknings- og udviklings-anlæg i verden med omkring 130.000 mennesker involveret og flere tusinde videnskabsmænd i det mest kostbare projekt nogensinde. I sammenligning hermed var det tyske atomprogram blot et støvfnug, der var gået fuldstændigt i stå – og naturligvis har de vestlige efterretningstjenester været klar over det. Såfremt der i Tyskland ville have været et gigantisk udviklingsprojekt af samme størrelse som det amerikanske, ville det have været umuligt at skjule for de vestlige efterretningstjenester.
Ikke desto mindre blev løgnen om faren for, at nazisterne skulle kunne komme først, fremhævet overfor videnskabsmændene og atomteknikerne helt frem til Nazi-Tysklands sammenbrud. På denne måde blev de presset til at arbejde dag og nat på et helvedes-våben, som mange af dem afskyede.
I sommeren 1945 var der kun én fjende tilbage, Japan. Nu blev de amerikanske atomteknikere holdt til ilden igennem løgnen om, at hvis ikke USA fik bomben til at tvinge Japan til overgivelse, ville man kunne risikere, at én million amerikanske soldater ville kunne omkomme, hvis Japan skulle invaderes med konventionelle våben. Det var en fed løgn, fordi Japan længe havde været omringet og reelt nedkæmpet. I sommeren 1945 blev der endda fra japansk side fremsat alvorlige fredsfølere på et meget højt plan – og Washington vidste derfor, at det japanske sammenbrud var umiddelbart forestående. Men det fik de amerikanske atomvidenskabsmænd og teknikere intet at vide om. Lige til det sidste blev de presset på løgnen om, at bomben angiveligt skulle redde én million amerikanske liv.
Den amerikanske befolkning og endda kongressen blev holdt hen i fuldstændig uvidenhed om verdens største udviklingsprojekt.
Allerede i efteråret 1943 stod det klart efter Kursk-slaget i juli og Dnepr-slaget i oktober, at Nazi-Tyskland var ved at lide så store nederlag på Østfronten, at det var realistisk, at Sovjetunionen ville kunne erobre hele Europa helt alene. Denne erkendelse fik vestmagterne til på Teheran-konferencen i november 1943 at forstå, at de nu måtte se at fremskynde invasionen – D-dagen – af det europæiske fastland så hurtigt som muligt i juni 1944 for at kunne komme Sovjetunionen i forkøbet, når Tyskland skulle nedkæmpes. Fra nu af blev Sovjetunionen den helt store og reelle udfordring for USA og Storbritannien. Det fik stor betydning for atombombeprojektet i USA: Selv om Nazi-Tyskland og Japan var på vej mod nederlag, blev projektet ikke droslet, men tempoet blev opretholdt.
Derfor kastede USA atombomben – Socialistisk Arbejderavis 1995 ved 50 året for Hiroshima: http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=11833
Atombomben skulle med vilje anvendes så brutalt som overhovedet muligt
En større gruppe idealistiske atomvidenskabsmænd i USA foreslog at sprænge en atombombe i Tokyo-bugten så langt fra land, at ingen civile japanere ville komme noget til. Sprængningen skulle bruges som en trussel overfor det japanske regime. Det blev pure afvist af Washington. Årsagen til afvisningen var, at man ville have en langt voldsommere magtdemonstration:
I foråret 1945 gennemførte USA uhyrligt grufulde bombetogter mod den japanske civilbefolkning – ligesom man havde gjort det i Tyskland. Den 10. marts 1945 blev Tokyo bombet, og 100.000 omkom i flammehavet, mens 1 mio. mistede taget over hovedet. En hel stribe andre japanske byer blev bombet – undtagen Hiroshima og Nagasaki: For de skulle være mål for atombomben!
For at gøre atomtruslen så voldsom som overhovedet mulig ville Washington derfor ikke sprænge en A-bombe langt ude i Tokyo-bugten, men derimod med iskold kynisme bruge den imod levende mennesker. Bombens voldsomhed skulle demonstreres så brutalt som muligt: Herved ville Washington sende det utvetydige signal til den nye reelle fjende Sovjetunionen, at USA ikke blot rådede over historiens frygteligste våben, men at man heller ikke ville tøve et sekund med at udslette hundreder af tusinder med det! Våbenet skulle altså ikke være nogen tom trussel, men så skrækindjagende som overhovedet muligt. Derfor ønskede USA absolut ikke fred med Japan, førend de to atombomber ville være kastet. Det ville være yderst ubelejligt, hvis japanerne gav op for tidligt …
Da Hiroshima og Nagasaki den 6. og den 9. august var en fuldbyrdet realitet, blev den amerikanske befolkning – og resten af verden – for første gang orienteret om det nye våben, som hidtil havde været indhyllet i total hemmeligholdelse.
Den vestlige, borgerlige mainstream-historiefortælling er fortsat den dag i dag i et ganske vidt omfang beskæftiget med at udbrede de løgne, at atombomben skulle have været “nødvendig” for at sikre liv og skabe fred.
Startskuddet til den Kolde Krig
Med atombomben fik den 2. Verdenskrig en ende – samtidig med at den blev startskuddet til den Kolde Krig. Denne skulle vare fra ca. 1946 og frem til 1989 / 1991. Det vil sige i ca. 45 år. Under den Kolde Krigs oprustnings-kapløb fandt den største militærteknologiske udvikling sted nogensinde, og hertil blev der brugt summer, der ikke blot var store, men ubegribeligt astronomiske.
Med Sovjetunionens sprængning af sin atombombe i 1949 blev det for alvor klart, at verden med den Kolde Krig var blevet forvandlet, og at et uhyggeligt kapløb om de nye helvedesvåben var gået i gang.
I årene efter 1945 led den hidtidige videnskabelige leder af det amerikanske atomvåbenprojekt under krigen, J. Robert Oppenheimer, store kvaler, fordi han meget stærkt følte, at han havde blod fra hundreder af tusinder af omkomne på hænderne. Under den højreorienterede anti-kommunistiske hetz i USA, der opstod med McCarthyismen ved starten af den Kolde Krig, blev han beskyldt for at være en forræder og en sikkerhedsrisiko, og han blev derfor fyret pga. “uamerikansk virksomhed”.
Se og hør en dybt deprimeret J. Robert Oppenheimer give udtryk for “I am become Death, the destroyer of worlds” med et citat fra det hinduistiske skrift Bhagavad Gita: https://www.youtube.com/watch?v=lb13ynu3Iac
Noget lignende skete i slutningen af 50’erne blandt de sovjetiske atomvidenskabsmænd, som også led store kvaler over at udvikle et sådan helvedesvåben. De havde troet, at “bomben over alle bomber” pga. dens frygtelighed ville afskrække magthaverne fra overhovedet at tænke på at indlede krig. Men da de så, hvordan magthaverne rent faktisk opførte sig i 50’erne og 60’erne, punkterede denne illusion. – Den mest kendte sovjetiske videnskabsmand, der vendte sig imod sit eget livsværk, var den sovjetiske brintbombes fader Andrej Sakharov, der blev oppositionel.
For første gang i menneskehedens historie
30 års-krigen 1618 – 1648 udløste massedød i Centraleuropa. Men ingen anti-krigsbevægelse opstod dengang. – Napoleons-krigene 1803 – 1815 var meget store krige med kæmpestore tabstal – ca. 3 til 6 mio. militære og civile døde. Men også her opstod ingen bevægelse imod krig. Først erfaringen med 1. Verdenskrigs blodbad skulle sætte gang i anti-krigs bevægelser, og den spillede faktisk en vigtig rolle for at stoppe Vestmagternes krigsførsel imod Sovjetrusland i 1918 – 20.
Der var kun 20 år imellem 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig, og i 1945 fulgte atombomben, og så kom den Kolde Krig, hvor atomtruslen blev voldsom – især under Cuba-krisen oktober 1962. Erfaringen med verdenskrigene og den Kolde Krigs atomtrusler satte nu en helt ny dagsorden i verden: For første gang nogensinde, på nær i kølvandet på den 1. Verdenskrig, opstod der nu en antikrigs-bevægelse.
Erfaringerne med de to verdenskrige var med til at gøre det nye atomvåbens frygtelighed mere begribelig
I de borgerlige medier og i den borgerlige, vestlige mainstream-historiefortælling bliver fredsbevægelsen i efterkrigstiden forsøgt nedgjort eller fejet ind under gulvtæppet – mens Nato og Vestens store statsmænd i et ganske vidt omfang bliver hyldet for angiveligt at sikre “freden og den frie verden”.
Ikke desto mindre har frygten for atomkrig mobiliseret de vestlige befolkninger til på et par helt afgørende tidspunkter at stikke en kæp i hjulet på magthavernes forsøg på at optrappe militært:
USA’s forsøg på at optrappe Korea-krigen til atomkrig blev forhindret
Op til Korea-krigens udbrud i 1950 var der sket det, at USA var blevet militært svækket i 1946 – 47. Dette skyldtes, at de amerikanske soldater her havde råbt så højlydt op og havde demonstreret for at komme hjem fra Europa og Asien til USA, at kongressen havde set sig nødsaget til at demobilisere millioner af soldater. Dermed havde USA på kort tid mistet en betydelig del af sin militære styrke. Det var Washington meget lidt begejstret for …
I 1950 forsøgte USA nu at udnytte Korea-krigen til at kunne bruge den som et springbræt til at “rulle kommunismen tilbage” og således “retfærdiggøre” ny oprustning. Det nye Kina, der var blevet skabt ved den kinesiske revolution i 1949, blev af USA ved siden af Sovjetunionen set som en hovedfjende. Under påskud af Korea-krigen blev det amerikanske militærbudget 3-doblet, og udviklingen af atomvåben blev sat op i højeste gear.
Det nye Kina følt sig militært så stærkt truet af USA’s intervention i Korea-krigen, at landet gik ind i krigen og faktisk formåede at trænge de amerikanske styrker stærkt tilbage. Det førte til, at i december 1950 ville USA’s præsident Truman derfor gerne kaste atombomber over det kinesiske Manchuriet – men det ville kræve opbakning fra hans vesteuropæiske Nato-allierede: En 3. Verdenskrig ville nemlig hurtigt komme til at omfatte Europa. Det skyldtes, at atombomber mod Sovjetunionens allierede på dette tidspunkt Kina også ville være en alvorlig trussel mod Sovjetunionen selv. Derfor ville Sovjet højst sandsynligt kunne reagere ved at true med at invadere Vesteuropa med konventionelle våben for at tvinge USA til at afstå fra at bruge atomvåben imod Kina og i det hele taget optrappe militært i det Fjerne Østen.
Reaktionen i Vesteuropa var bestyrtelse. Vesteuropa var stærkt svækket af krig og overhovedet ikke klar til den næste. De britiske og franske statschefer følte sig derfor så kraftigt “åndet i nakken” af deres befolkninger – uden at det kom til store demonstrationer! – at de skyndte sig at sige fra overfor præsident Truman. Og denne kunne ikke risikere krig i Europa uden at have sine Nato-allierede med sig.
Så her undgik vi 3. Verdenskrig. – Denne “episode” er fejet fuldstændigt ind under gulvtæppet af den borgerlige mainstream-historiefortællling, og Korea-krigen er blevet den “glemte krig” – af den simple grund, at USA ikke nåede sine krigsmål at “rulle kommunismen tilbage”.
En kæp i hjulet for Vesttysklands genoprustning med atomvåben
I anden halvdel af 50’erne opstod en særdeles stor anti-krigsbevægelse i Storbritannien, CND (Campaign for Nuclear Disarmament). Den øvede stor indflydelse på Labour-partiet. – Også i Danmark var der blandt Socialdemokratiets menige arbejder-medlemmer og vælgere en stor modvilje mod atomvåben, og derfor blev Danmark officielt erklæret atomvåbenfrit. Det var USA meget utilfreds med. Men i det skjulte var Danmark alligevel med i Natos atomkrigsplanlægning – uden at befolkningen fik noget at vide herom.
I Tyskland opstod der i 1957 – 58 strid om landets indlemmelse i Nato og gen-militarisering – vel at mærke med atomvåben. Det førte til, at en meget stor bevægelse imod krig opstod, især i arbejderklassen, hvor store dele af fagbevægelsen kom på benene. Opinionsundersøgelser viste, at mere end 50% af arbejderne ønskede politisk strejke imod, at Vesttyskland skulle have atomvåben. Da 2. Verdenskrigs grufulde bombardementer af civilbefolkningen i Tyskland kun 10 – 15 år tidligere stod i særdeles levende erindring, var alle helt på det rene med, hvilke rædsler 3. Verdenskrig ville medføre. Det lykkedes ikke fredsbevægelsen at forhindre Vesttysklands optagelse i Nato og gen-oprustning, fordi Socialdemokratiet og fagbevægelsens top trak sig ud af kampen, som derfor blev svækket. Ikke desto mindre kunne magthaverne i Bonn og i Washington dog godt se, at det var klogest, at det vesttyske militær ikke fik direkte råderet over atomvåben. Derfor blev det de amerikanske styrker i Vesttyskland, der blev udstyret med A-våben. Bevægelsen mod krig havde således klart demonstreret, at den skulle tages alvorligt – og det blev den.
Alt dette er ofte og i stort omfang fjernet fra den borgerlige mainstream-historiefortælling. Her bliver atomvåbnene set som “den frie verdens værn” imod det totalitære Øst.
På kanten af ragnarok
Cuba-krisen i oktober 1962 vækkede om noget angsten for atomkrigen i befolkningerne i hele den vestlige verden. Krisen fremkaldte den stærkeste frygt for atomkrig, som der på noget tidspunkt har været. Hverken før eller siden har verden stået så tæt på en atomkrigskatastrofe. Alene de sovjetiske mellemdistance-atomraketter på Cuba ville kunne udslette halvdelen af USA’s befolkning og i realiteten tilintetgøre landet. Hertil kom det øvrige sovjetiske arsenal. Og den amerikanske atomslagstyrke ville også kunne udslette store dele af Sovjetunionen. Men på grund af hemmeligholdelsen af krisens faktiske forløb, blev befolkningerne først i krisens sidste fase klar over faren – og lige pludselig var krisen ovre, inden de helt store mobiliseringer nåede at finde sted.
Bevægelsen mod atomkrig nåede derfor ikke for alvor at komme på benene ved slutningen af Cuba-krisen – men ikke desto mindre havde magthaverne meget tydeligt kunnet føle sig kraftigt “åndet i nakken”.
Artiklen fortsætter nedenfor billederne:
Da supermagten USA blev stoppet
Kun 5 år efter Cubakrisen — fra og med ca. 1967 – begyndte modstanden mod den konventionelle Vietnam-krig. Mens den stod på, blev det holdt hemmeligt, at præsidenterne Lyndon B. Johnson og Richard Nixon hver for sig havde leget med tanken om at kaste atombomber mod Nordvietnam. Det er først blevet afsløret langt senere. Alligevel var angsten for, at Vietnam-krigen ville kunne udvikle sig til noget langt større i denne fase af den Kolde Krig en faktor, som en hel del anti-krigsaktivister havde i baghovedet.
På tidspunktet for Vietnamkrigen var Sovjetunionen ved at udvikle en atomar gengældelsesevne så betydelig, at USA så sig nødsaget til at føre krigen som en begrænset krig for ikke at provokere Sovjetunionen mere end højst nødvendigt. Trods dette blev der alligevel slået en masse ihjel, primært vietnamesere. I forhold til de meget store vietnamesiske tab, var de amerikanske i forhold hertil meget beskedne med kun 58.000 dræbte og 300.000 sårede amerikanske soldater. Trods dette vakte krigen ikke desto mindre stor modstand hjemme i USA og i resten af den vestlige verden. Og til sidst blev Vietnam-bevægelsen og befolkningens modvilje så stærk, at supermagten USA blev presset ud af krigen. Det var et voldsomt tilbageslag for Washington, at et flertal i den amerikanske befolkning sagde stop for krigen. Det svækkede USA betydeligt overfor Sovjetunionen.
3 millioner demonstrerede imod optrapningen af den Kolde Krig
USA’s svækkelse varede i ca. 6 – 7 år: I 1979 havde USA udviklet en fuldstændigt epokegørende ny generation af våben, krydsermissilet og Pershing II-mellemdistanceraketten. Disse nye atomvåben repræsenterede et militær-teknologisk kvantespring, og de vestlige ledere øjnede pludselig en ny chance for ovenpå Vietnam-nederlaget at kunne få helt nye militære muligheder for at kunne rette et knusende first strike slag imod Sovjetunionen med “acceptable” tab … Nato benyttede sig propagandistisk af, at Sovjetunionen var ved at udskifte nogle stærkt forældede mellemdistance-raketter til at påstå, at Nato skulle være “nødt til” at opruste for at kunne “sikre freden”.
I 1981 kom præsident Reagan til i USA, og optrappede retorikken og oprustningen voldsomt imod “det onde rige” (“the evil empire”). Udviklingen chokerede de stalinistiske ledere i Kreml, som svarede igen på den måde, der var typisk for dem: Med en massiv oprustning.
Hele denne forværring af den Kolde Krig førte til en meget stor mobilisering i hele Vesteuropa, med centrum i Vesttyskland. I efteråret 1983 kulminerede bevægelsen ved, at 3 millioner demonstrerede i Vesteuropa imod opstillingen af atomvåben – se denne oversigt over bevægelsen imod atomvåben: https://en.wikipedia.org/wiki/Anti-nuclear_protests. Det var de største demonstrationer i Vesteuropa og verden i hele efterkrigstiden, og de blev først overgået med de verdensomspændende demonstrationer i 2003 imod Irak-krigen og i 2019 med klima-demonstrationerne.
Trods de meget betydelige demonstrationer lykkedes det ikke bevægelsen imod atomvåben at stoppe oprustningen i 1983. Ikke desto mindre kan dog næppe være tvivl om, at bevægelsen har gjort indtryk på Nato-lederne.
Idag er stort set enhver seriøs historieskrivning om denne massebevægelse fuldstændigt forsvundet, og på Internettet finder man næsten ingenting om den. Det er som om, at denne kæmpe bevægelse aldrig skulle have eksisteret.
Bevægelsen mod A-våben viste en styrke, der ikke var uden virkning
Når den borgerlige mainstream-historiefortælling har kunnet slippe afsted med at forklejne de forskellige bevægelser mod atomvåben, skyldes det, at disse aldrig vandt en indiskutabel sejr. Kun bevægelsen imod den konventionelle Vietnam-krig vandt en klar sejr over supermagten USA.
Trods dette var anti-atomvåben bevægelsen ikke uden styrke:
I hele efterkrigstiden står vi overfor det paradoks, at historiens stærkeste og dyreste våben aldrig er blevet brugt – pånær i Hiroshima og Nagasaki.
Hvordan kan det være? Hvorfor bruge uhyrlige summer på disse våben – og så ikke bruge dem?
Hvorfor har selv de mest magtgale herskere ikke blot trykket på “den røde knap” for at udslette fjenden – og så skynde sig ned i den atomsikre bunker, for at undgå fjendens gengældelse?
Svaret må indeholde to dele: Den ene er, at ingen atommagt har haft held til at opnå en knusende overlegenhed, hvor det kunne slette modparten uden at risikere gengældelse.
Den anden del af forklaringen må være, at det faktisk i de afgørende situationer er lykkedes for fredsbevægelsen at mobilisere befolkningerne så meget imod faren for atomkrig, at selv de mest kyniske magthavere ikke har turdet trodse denne folkestemning.
For første gang nogensinde i menneskehedens historie er der således opstået en bevægelse, der faktisk har formået at bremse magthaverne fra at bruge deres absolut stærkeste militære våben. Det er da vist ikke så ringe endda!
Nogle videoer om atomvåben og masseødelæggelse
Det konventionelle bombeangreb mod Hamborg i 1943: Gå frem til minuttal 3:22 Dette er en af de få liveoptagelser nede fra jorden (filmet af en tysk brandmand) af et kæmpemæssigt bombeangreb imod civilbefolkningen. Under et sådant angreb med brandbomber opstår et særligt fænomen, ildstorme. Én million mennesker blev sendt på flugt, og 42.000 dræbt. Virkningen af dette angreb svarede ca. til én Hiroshima-bombe. Fra minuttal 5:19 skuer man ud over de vældige ødelæggelser (engelsk tale): https://www.youtube.com/watch?v=kCYPrur6ssU
Atombombens uhyre voldsomhed – restaureret video i meget høj billedkvalitet om USA’s “Crossroads” prøvesprængninger “Able” og “Baker” ved Bikini-øgruppen i Stillehavet i 1946: Her ser man bombens uhyre kraft tydeligere end ved nogen anden prøvesprængning. Ved den undersøiske “Baker”-sprængning på 30’s dybde bliver én million tons vand slynget en kilometer op i vejret. De to bomber havde ca. samme styrke som Hiroshima og Nagasaki. Man undersøgte de to sprængningers virkning på en flåde på 70 udrangerede krigsskibe, hvor forsøgsdyr agerede fjendens soldater: https://www.youtube.com/watch?v=OQ_XxwPiRuU
Sovjetunionens første atombombesprængning i 1949 – i en høj, digitalt restaureret kvalitet, optaget på stor afstand fra en bunker. Meget uhyggelige billeder (ingen tale): https://www.youtube.com/watch?v=L6Sf3kCicuc
Sprængningen af historiens kraftigste brintbombe, Sovjetunionens “Zar Bombe”, i 1961. Sprængkraften var på 50 megatons, svarende til 2.500 Hiroshima-bomber. Sprængningen skete over den 1.000 km lange ø Novaja Zemlja i ishavet nord for Ural. Ildkuglen var 8 km i diameter, paddehatteskyen var 65 km høj og diameteren 95 km, og braget kunne høres 2.000 km væk, dvs. til Stockholm. Rent teknologisk var bomben yderst velkonstrueret med et minimum af radioaktivt nedfald. I en radius på 35 km var der total destruktion, og kraftige ødelæggelser op til 100 til 200 km væk. Bombeflyet kastede bomben ned med en kæmpemæssig faldskærm fra stor højde, og herefter skulle flyet nå så langt væk som muligt for ikke at blive ødelagt. Bomben detonerede blev fjernudløst i ret stor højde, og det blev filmet på stor afstand af et ledsagende fly. “Afprøvningen af Zar-bomben”, den officielle film: Испытание Царь-бомбы (på russisk): https://www.youtube.com/watch?v=lfi0zYoqCY0
Udviklingen af “Titan I”, en af USA’s interkontinentale raketter med atomsprængladning tilhørende første generation. Udviklet fra 1954, i brug fra 1962 – 65. Titan I var den første amerikanske interkontinentale raket, der blev placeret i en underjordisk silo. Man får et indtryk af hvilket vældigt apparat, der er opbygget omkring en sådan raket: https://www.youtube.com/watch?v=t1VBMD8Paxo
Våbenet, der kan ødelægge et helt kontinent. Og der er ingen andre våbentyper, der besidder en sådan ødelæggelsesevne. Sovjetisk konstrueret, russisk atomubåd set indefra, den lidt ældre “Delta III” fra midten af 70’erne og forlængst ude af drift. Delta III var den første sovjetiske atomubåd, der rådede over interkontinentale undervandsraketter med individuelt styrbare atom-sprænghoveder: De 16 raketter indeholder så mange sprængladninger, at de kan ødelægge alle de største byer i Nordamerika. Normalt bliver der ikke video-filmet på atomubåde, det sker kun, fordi den er forældet og snart skal skrottes – (engelsk tale): https://www.youtube.com/watch?v=euyrvmDueww
Raketten, hvis sprænghoveder kan ødelægge et helt kontinent: Udvikling af den sovjetiske interkontinentale undervandsraket R-29R, den første med flere individuelt styrbare atomsprænghoveder. Taget i brug 1979 til Delta III-atomubåden, som er vist ovenfor. Raketten har et computerstyret navigationssystem bestående af både inerti-navigation (vha. af gyroskoper og accelerometre) samt astronavigation, hvor positionen bestemmes i forhold til nogle bestemte stjerner. Begge navigationssystemer kobles sammen af computeren under flyvningen, og det giver en mere præcis navigation. Navigationssystemet er forbundet med rakettens computer-baserede styrings- og kontrolsystem. – Udviklet ved konstruktionsbureauet Makejev i Ural, hvor vi ser udviklingsarbejdet. Rakettens rækkevidde er 6.500 km. En del af afprøvningen foregår ved det Hvide Hav. (russisk tale – men billederne viser det hele): https://www.youtube.com/watch?v=Z7xejF5T6jY
