Stor strejke mod racismen lukkede USA’s vestkysthavne

10.000 havnearbejdere stoppede fredag den 19. juni samtlige USA’s 29 havne langs Stillehavskysten i 8 timer direkte rettet imod racismen og politivolden i landet. Samtidig var der demonstrationer mange steder i USA. Det skete på “Juneteenth”- dagen for slavernes officielle frigivelse for ca. 150 år siden.

Havnearbejderstrejken er en af de vigtigste politiske strejker i adskillige år. Den udspringer af en klar bevidsthed hos havnearbejderforbundet for USA’s vestkyst ILWU om, at kun når arbejderbevægelsen bruger sine muskler med aktioner, der gør økonomisk ondt på magthaverne, vil der for alvor kunne ske noget mht. racisme og politivold.

Billedet foroven viser et udsnit af demonstrationen ved Oaklands containerhavn, samtidig med strejken. Oakland ligger i nærheden af San Francisco. Se videoerne og billederne fra strejken og demonstrationerne nederst.

Det vigtigste sted med store, offentlige møder samtidig med arbejdsnedlæggelsen var Oakland ved San Francisco. Oakland hører til de tre største havne ved USA’s vestkyst. Dermed er den af afgørende betydning for USA’s import fra Kina og Asien – vi taler om varer for meget store beløb.

Lukningen af havnene langs USA’s vestkyst er så langt den mest hårdtslående faglige aktion imod systemets racisme og politivold. Indtil videre er det kun havnearbejderne ved Stillehavskysten, der har taget dette vidtgående skridt. Men nu begynder USA’s øvrige fagbevægelse at forstå, at man er nødt til at komme i sving, hvis de ubærlige forhold i landet skal ændres.

USA’s fagbevægelse er ved at blive klar over, at man må gøre noget imod racismen og politivolden

Derfor opfordrede bilarbejderforbundet UAWs sorte fungerende formand Rory Gamble alle sine ca. 399.000 medlemmer til at lave en symbolsk arbejdsnedlæggelse på 8 minutter og 46 sekunder – tiden det tog at myrde George Floyd – på den samme fredag den 19. juni kl. 08:46 om morgenen. General Motors og Ford så sig nødsaget til at give arbejderne lov til at deltage i sympatiaktionen.

USA’s faglige landsorganisation AFL-CIO er forsigtigt begyndt at røre på sig. AFL-CIO har dog ikke turdet opfordre til arbejdsnedlæggelser, men har nøjedes med at organisere en protestkaravane rundt i USA, “Workers First Caravan for Racial and Economic Justice”. Den kræver stop for systemets racisme samt økonomisk hjælp til alle de arbejdere, der er ramt af corona-krisen. Fredag den 19. arrangerede AFL-CIO et møde på den plads i Washington D.C. – med udsigt til det Hvide Hus – der af byens sorte kvindelige borgmester er blevet omdøbt til “Black Lives Matter Plaza”.

AFL-CIO’s hovedkvarter er indhyllet af store bannere, der udtrykker støtte til Black Lives Matter. Landsorganisationens formand Richard Trumka er hvid, og ledede i mange år minearbejderforbundet, hvor han stod i spidsen for meget store kulmine-arbejderstrejker. Han har også i 80’erme og begyndelsen af 90’erne deltaget i støtte til Sydafrikas kulminearbejderes kamp imod apartheid. I denne forbindelse ledede han i USA boykotten af olieselskabet Shell pga. dettes forretninger i Sydafrika. – I 2017 trak han sig fra ethvert samarbejde med præsident Trump i protest over dennes støtte til højreorienteret propaganda og terror.

Men indtil videre står hovedparten af USA’s fagbevægelse lidt på sidelinjen og afventer, hvordan det går med massebevægelsen imod politivold og racisme.

USA’s faglige landsorganisation AFL-CIO har dækket hovedkvarteret med Black Lives Matter bannere

Grunden til havnearbejdernes anti-racisme

Havnearbejderforbundet for USA’s vestkyst ILWU arrangerede den 9. juni en sympatistrejke i 8 minutter og 46 sekunder – tiden det tog at myrde George Floyd. Aktionen foregik i samtlige havne ved USA’s vestkyst, og den var ment som en mobilisering til den 8 timer lange strejke fredag den 19. juni.

ILWU – International Longshore and Warehouse Union – er et af mest venstreorienterede og mest antiracistiske forbund indenfor USA’s fagbevægelse. Forbundet har tidligere blokeret skibe, der sejlede for det sydafrikanske apartheid-regime, og senere har det blokeret skibe med våben til USA’s krig i Irak.

At forbundet blev aktivt imod racisme går tilbage til 1934: Dengang fandt en havnearbejderstrejke sted under en stor strejkebølge i USA. I Los Angeles’ havn blev der indsat sorte strejkebrydere imod de hvide havnearbejdere. Det var ikke de sortes skyld, men var forårsaget af de daværende hvide fagforeningers racisme, som nægtede sorte at blive medlemmer. En organisator ved havnearbejderforbundet, Harry Bridges, forstod, at de sorte derfor måtte organiseres sammen med de hvide, så de ikke kunne blive spillet ud mod hinanden. Harry Bridges opsøgte derfor de sorte i Los Angeles-området i deres kirker og talte til dem. Invitationen til samarbejde blev modtaget godt af de sorte, og snart efter begyndte den faglige organisering af dem. Lige siden 1934 har antiracismen derfor været central for ILWU.

“Black & White – Unite & Fight”: Betydningen af, at den antiracistiske kamp har spredt sig fra USA og til betydelige dele af resten af verden. Vigtigheden af denne kamp for Danmark, og hvordan denne kamp kan vindes – Socialistisk Arbejderavis 11. juni: http://socialister.dk/black-white-unite-fight-world-against-racism/

Dagen for slavernes officielle frigivelse, “Juneteenth”, har eksisteret i ca. 150 år (siden 1865). Alligevel er der ikke mange amerikanere, der kender den. Det skyldes, at det officielle USA har “fejet dagen ind under gulvtæppet”. Naturligvis helt bevidst. Med havnearbejderforbundet for USA’s vestkyst ILWU’s strejkeaktion, samt som følge af alle de landsomfattende demonstrationer samme dag, er der nu en hel masse amerikanere, der for første gang i hele deres liv har hørt om Juneteenth-dagen. Overraskelsen over, at de ikke har hørt om dagen før, har sat gang i en masse diskussioner om, hvor lidt der er sket i de forløbne 150 år i forhold til en reel frigørelse af de undertrykte sorte. Disse diskussioner om den hidtil ukendte Juneteenth-dag sker samtidig med, at statuer af sydstats-ledere, -generaler og slaveholdere under stor offentlig bevågenhed bliver væltet overalt i USA. Ligesom det også sker i de gamle kolonimagter Storbritannien og Frankrig.

Aktioner i USA’s arbejderklasse imod racisme og politivold – og hvordan Black Lives Matter har overhalet Donald Trump i opinionsmålingerne. Socialistisk Arbejderavis 15. juni http://socialister.dk/aktioner-i-usas-arbejderklasse-imod-racisme-og-politivold/?fbclid=IwAR29jaYlxVwNiwz3p2ZbLxaQvZ7hBst6qN6pKSrTFxBxo-6plWLu3L5id3g

Billeder og videoer af havnearbejderstrejken og de landsomfattende demonstrationer

Et video-overblik over juneteenth-dagen fredag den 19. juni i hele USA med havnearbejderstrejken og demonstrationer, især i Oakland ved San Francisco – fremragende lyd, billeder og klipning lavet af Peoples Dispatch:
https://www.youtube.com/watch?time_continue=4&v=7OHw4tVXw1Q&feature=emb_logo

Video med flotte drone-optagelser og oversigtsbilleder af demonstrationen ved Oaklands kæmpestore containerhavn – fremragende lyd. Fra havnen bevæger demonstrationen sig ind i centrum af Oakland, bl.a. forbi politihovedkvarteret: https://www.youtube.com/watch?time_continue=1&v=XaoWl5biWSw&feature=emb_logo

Video: Lyt meget opmærksomt til ordene fra den sorte formand for havnearbejderne afd. 10 i Oakland, Trent Willis. Først taler han om fagforeningens ikke-racistiske og ikke-diskriminerende karakter. Fra minut-tal 2:50 bliver han særligt interessant, når han taler om, at der kun kommer virkelige forandringer I USA, når hele den samlede arbejderbevægelse udfolder sin fulde styrke, så det virkeligt kan mærkes af det kapitalistiske system: “There has never been a change in this country without an economic impact”, siger Trent Willis. Der er altså behov for generalstrejker, der kan stoppe angrebene på arbejderne. – Den systemiske racisme er blot en del af den systemiske undertrykkelse, siger Trent Willis om USA’s kapitalisme. – Herefter taler den sorte Keith Shanklin, formand for havnearbejderne afd. 34 i Oakland. I februar 2019 organiserede denne fagforening støtte til strejkende lærere. – Meget klar og fin lyd, så det er let at følge talerne: https://www.youtube.com/watch?v=6bVkOYvDEp8&feature=youtu.be

Video: Time To Shut It Down! Demonstrationen ved Oaklands havn, organiseret af de lokale afdelinger af havnearbejderne: Udmærkede taler af havnearbejderne og transportarbejderne – både sorte, hvide, latinoer, mænd og kvinder – meget fin lyd. Lavet af Laborvideo:
https://www.youtube.com/watch?v=wzTUdzFfpkw

Fantastisk oversigtsartikel om oprøret, der fejer hen over USA

Hvorfor er hundreder af tusinder villige til at gå på gaden og risikere Covid-19 infektion og arrestation? “The people’s uprising against racism in the United States” set ud fra en revolutionær sysnvinkel. Vidste du, at 2,6 mio. dør hvert år i USA pga. fattigdoms-relaterede årsager – ikke mindst fordi de ikke har råd til en sygdomsforsikring? – Peoples Dispatch 12. juni: https://peoplesdispatch.org/2020/06/12/the-peoples-uprising-against-racism-in-the-united-states/

Artiklen slutter nedenfor rækken af billeder

Mærsks APM-Terminal (AP Møller) i Los Angeles blev lukket ned. Her kommer skibe på omkring 200.000 tons og med op til over 20.000 containere. Disse havne er fuldstændigt afgørende for USA’s import fra Kina og Asien.
Demonstrationsmødet med udsigt til Oakland havn – forrest ses kvindelige og mandlige demovagter fra havnearbejderne-forbundet ILWU
400.000 bilarbejdere: Den fungerende forbundsformand for bilarbejderforbundet UAW Rory Gamble
Opbakning fra hvide anti-racistiske unge: Demonstrerende i Salt Lake City i staten Utah spiller døde
En kvindelig afro-amerikansk taler i New York under Juneteenth-demonstrationen
Juneteenth-demonstrationen krydser Brooklyn-broen I New York

Bliv medlem af Internationale Socialister og deltag i kampen mod racisme!