Det har også ført til, at en del medlemmer har forladt skuden med den begrundelse, at Socialdemokratiet er trådt uden for det værdisæt, som de meldte sig ind på. Men er Socialdemokratiet pludselig kollapset ind i nationalkonservatismen, eller har det altid ligget latent i deres DNA, at nationalchauvinismen har været en del af pakken?
Denne artikel vil argumentere for sidstnævnte synspunkt. At det, vi ser nu, blot er det sidste i en lang række historiske eksempler på, afhængigt af den specifikke historiske kontekst, at Socialdemokratiet sætter nationen højere end international solidaritet; pragmatisk magtfastholdelse højere end humanisme; kapitalmagtens overlevelse højere end arbejderklassens interesser.
Ydermere vil vi argumentere for, at Socialdemokratiet stort set fra begyndelsen har prioriteret ” bevægelsens” overlevelse som strukturel organisation over ”sagen”. Først og fremmest har det drejet sig om at sikre fagbureaukratiet og dets interesser, før man er begyndt at se på arbejderklassens interesse. Eller rettere: de har defineret ”bevægelsens” interesse som lig med arbejderklassens generelle interesse i alle væsentlige spørgsmål. Man gik faktisk så vidt, at man i kongresmanifestet fra 1901 erklærede: “Arbejderklassen og Socialdemokratiet er blevet et!”.[1]
Vejen til ”bevægelsens” overlevelse har været samarbejde med kapitalen for at opnå den største sikring af sin egen og dennes overlevelse. Til dette hører et håb om, at man af og til kunne få nogle indrømmelser igennem, som kunne holde baglandet i ro. Meget tidligt udviklede denne linje sig til et fag- og partibureaukrati, der forhandlede med kapitalen på vegne af arbejderklassen. Det er ikke sådan, at man ønsker, at det skal gå arbejderne skidt, men første prioritet er, at “bevægelsens” fortsatte eksistens er betinget af, at kapitalen overlever, så man har nogen at forhandle med. Forhandlingen er dens eksistensberettigelse.
Partiets Janus-ansigt[2]
Socialdemokratiet har i det meste af sin historie har været et borgerligt arbejderparti. Et parti, hvis opbakning hovedsagelig er kommet fra arbejderklassen, men hvis ideologi har været at prædike reformistiske ideer om gradvise forandringer af samfundet i samklang med, og ikke i modsætning til, kapitalmagten.
Hvilket af partiets to hoveder, der har haft overtaget i hvilke historiske kontekster, har været afhængigt af, hvad der tjente ”bevægelsen” bedst.
Lige nu er det den borgerlige nationalchauvinisme, som er i hovedsædet. I andre perioder, hvor kapitalmagten havde brug for noget andet eller havde ”bedre råd”, har det mere reformvenlige, progressive ansigt haft overtaget. Men partiet er dog ikke alene blevet styret af kapitalens behov, alt efter om dens profit var stor nok til at betale. Det er også afhængigt af, hvor stærk den ”rigtige” bevægelse uden for Christiansborgs tykke mure er.
En periode med opgang i klassekamp og folkelige protester kan levere en Anker Jørgensen eller en Svend Auken, og de gode reformer, som fulgte derved, mens manglen på modstand i samfundet giver angreb på arbejderklassen og dehumanisering af den førte politik, set hos Thorning og Frederiksen.
Selvom de var at foretrække, skal man dog passe på med at henfalde til den helt store Anker/Auken-nostalgi. Da Anker Jørgensen i 1982 slap tøjlerne og overlod dem til de borgerlige, var det, fordi han var enig i, at der skulle føres en stram krisepolitik, men vurderede, at de socialdemokratiske bagland ikke kunne holde til det. Her var blikket rettet mod ”bevægelsens” overlevelse igen.
Den historiske baggrund
Louis Pio, der grundlagde Socialdemokratiet i 1871, var inspireret af Pariserkommunen. På trods af den oprørske inspiration havde han store forhåbninger til staten og stemmesedlen, men gav med sin parole ”Med loven eller uden!”[3] trods alt udtryk for, at han mente, at en revolution kunne blive nødvendig. Men partiet og Pio blev svækket efter Slaget på Fælleden i 1872, der dog i mindre grad var udtryk for arbejdernes revolutionsvilje end for borgerskabets panikangst for arbejderklassen.
Med genrejsningen af partiet efter dette tilbageslag, blev den reformvenlige tendens fremherskende.
“Det danske socialdemokratiske Parti repræsenterer den reformsøgende Socialisme og bekæmper som Følge deraf den revolutionære Socialisme”[4], som det stod i ledelsens afvisning af kritikken for at være for kompromissøgende.
Og de mente det. Snart gik ledelsen over til en kombination af fejltolkninger og mistænkeliggørelse. Beskyldninger om, at oppositionen var betalt af Højre (nu de Konservative), at oppositionens leder Trier havde planlagt at ødelægge SD og lignende, dukkede op.
Oppositionen beskrev i en artikel, hvordan toppen af Socialdemokratiet agerede:
“De gamle socialdemokratiske førere har i deres agitation forstået at skjule socialismens kærne. De tænker vel som de fleste: Enhver er sig selv nærmest, og ved at stå os godt med mellem partierne kan vi stadig skabe os et flertal, ved hvis hjælp vi kan holde os oppe på førerposterne, hvormed følger æren og fordelene… ”[5]
Der er jo ikke noget at sige til, at de blev vrede i partitoppen – det er jo nærmest brutalt profetisk for den vej SD er gået lige siden.
Septemberforliget og 1. Verdenskrig
Senere med Septemberforliget i 1899 blev den endelige udformning af reformlinjen – klassesamarbejdet mellem fagbevægelsens ledere og borgerskabet – fastlagt; den såkaldte danske model. Og man kan ydermere sige, at fagbureaukratiets position som privilegerede forhandlere mellem de to hovedklasser blev fastslået. Dermed fremtrådte det nu som et selvstændigt lag, der med egne interesser var adskilt og skærmet fra det daglige slid på fabrikkerne, byggepladserne og kontorerne.
Med 1. verdenskrig blev skillepunktet mellem revolutionære og reformister blotlagt. Anden Internationale (eller Socialistisk Internationale (SI), som Socialdemokratiet var en del af) havde på kongressen i 1907 vedtaget en resolution imod den kommende krig. Heri hed det bl.a.:
“Truer en krig med at udbryde, er de arbejdende klasser og deres parlamentariske repræsentanter … forpligtet til at opbyde alt for at forhindre krigens udbrud med anvendelse af dertil svarende midler.”[6]
Resolutionen blev flere gange siden bekræftet, både på kongressen i København i 1910 og Basel i 1912. I 1910 blev der fremsat et forslag til tilføjelse til den om strejke mod krigen hvis/når den kom. Forslaget blev fældet af et modforslag fra Socialdemokratiet i Danmark, der i helt generelle vendinger talte om afrustning.
Ét efter ét fraveg de europæiske arbejderpartier dette anti-krigs-grundlag. Heller ikke Socialdemokratiet havde svært ved at vælge den reformistiske vej. Med overvældende majoritet valgte partiet den “ansvarlige” vej, indgik i en borgfred i Rigsdagen og stemte for militærbevillinger, som, på trods af, at Danmark ikke var i krig, skulle udbygge “forsvaret” for riget. International solidaritet var en by i Rusland. De millioner og millioner af arbejdere, som døde under krigen, er det monumentale vidnesbyrd om nationalchauvinismens konsekvenser.
I 1916 blev Stauning inviteret med som minister i den nationale regering; det kolliderede dog med et flere gange vedtaget princip om ikke at indgå i regering før, man havde flertal. Problemet var dog ikke større, end at princippet på en hasteindkaldt kongres blev forkastet med stort flertal. Når nu Stauning kunne komme til at klæde sig med en ministertitel!
Generelt blev der ingen videre undskyldning givet for, at man havde brudt SI’s anti-krigs-ed. Kort efter krigens udbrud udtalte Stauning: “Tanken om ved en generalstrejke at hindre krigens udbrud er en utopi … Den store opgave er at bevare organisationerne!”[7]
Og den fremtrædende socialdemokrat Frederik Borgbjerg var i februar 1916 endnu mere klar:
”I Socialdemokratiets stilling under krigen er der tilsyneladende foregået en forandring, idet Socialdemokratiet i hvert enkelt land har stillet sig solidarisk med nationen i kampen mod ydre fjender. Forandringen er imidlertid kun tilsyneladende, thi Socialdemokratiet handler i virkeligheden i nøje overensstemmelse med sine grundprincipper.”[8]
De revolutionære år
I årene efter den russiske revolution i 1917 var der gang i den europæiske klassekamp. Også i Danmark var der en omfattende strejkebevægelse. Men socialdemokraterne reddede kapitalen. Arbejderne måtte nøjes med SDs valgsejre.
Utilfredshed med de usle kår for de arbejdsløse og de velbjergedes overforbrug førte til flere forskellige aktioner. Utilfredsheden fik arbejderne til at kræve højere løn og kortere arbejdstid. Arbejderbevægelsens gamle krav om 8 timers arbejdsdag skulle indfries. Murerne gik i spidsen og led et sviende nederlag, men kampen havde vist hele arbejderklassen, at det kunne lade sig gøre at kæmpe.
Socialdemokratiet og den daværende samlede fagforeningsorganisation DsF (som Fagbevægelsens Hovedorganisation hed dengang) blev udsat for et voldsomt pres, og på mange arbejdspladser blev der strejket i kortere eller længere tid. 1 maj 1919 blev fagbureaukratiet og arbejdsgiverne tvunget til forlig om 8 timers arbejdsdag eller 48 timers arbejdsuge fra 1. januar 1920. Et sviende nederlag til fagbureaukratiets kompromis- og samarbejdspolitik.
Sejren gav arbejderne blod på tanden, og i hele 1919 var der gang i den. Strejker og demonstrationer var hverdagskost. Den slags var ikke noget, Socialdemokratiet bifaldt, og partiet udsendte en meddelelse, hvori det bl.a. hed:
“Den syndikalistiske ophidselse, den planløse strejkeagitation og dens angreb på vort partis parlamentariske virksomhed er et skændigt attentat på arbejderklassens faglige og politiske organisation og gavner kun den værste reaktion … Vi opfordrer befolkningen til at holde sig fjernt fra de syndikalistiske urostiftere og voldsprædikanter.”[9]
Socialdemokratiet som statsbærende parti
Danmark gennemlevede nærmest revolutionslignende tilstande, mens Stauning sad godt gemt i regeringens skød. Socialdemokratiet blev siddende i den borgerlige regering trods uroen på arbejdspladserne. Det store mål for Socialdemokratiet blev indfriet i 1924: Socialdemokratiet dannede regering, og Stauning blev statsminister. Med ganske få undtagelser har Socialdemokratiet haft regeringsmagten uafbrudt frem til 1982. Stauning udtalte følgende i sin første åbningstale som statsminister:
“Ministeriet vil føre en demokratisk samfundspolitisk, ved hvilken der tages hensyn til alle landets erhverv og til alle berettigede interesser i samfundslivet … det politiske arbejde skal foregå på parlamentarismens grund, hvorfra ingen afvigelse vil ske.”[10]
Og det faldt godt i tråd med, hvor Socialdemokratiet stod ideologisk. I 1919 foregik der en ”socialiseringsdebat” i partiet, hvor man kort fortalt nåede frem til, at socialismen var opnået, når ejendomsret til produktionsmidlerne ikke længere gav ejerne mulighed for arbejdsfrie indtægter. Derimod var den formelle ejendomsret af mindre betydning. Man så altså ikke kapitalismen som et sammenhængende system, der var skyld i problemerne. For Socialdemokratiet var kapitalismen alene lig med, hvad det så som dens dårlige sider. Derfor var Stauning også helt på partiets grundlag, da han i folketinget udtalte:
“Vi vil ikke forsøge russisk politik og ikke forsøge at overspringe udviklingens trin. Vi ved at vi roligt kan bygge på en demokratisk [parlamentarisk] politik fordi socialismen simpelthen gror ud af demokratiet.”[11] Hvis det var sandt, må man nok sige, at det gror noget langsomt, medmindre man er en Trump, der mener, at Danmark er socialistisk.
Jøderne på flugt til Danmark – Danmark for Folket
I 1930’erne var Thorvald Stauning ikke bare den ubestridte leder af Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen – han var hele Danmarks landsfader.
Socialdemokratiet gik fra at være et arbejderparti til at blive et bredt folkeparti. I 1934 forfattede Stauning selv Socialdemokratiets arbejdsprogram, Danmark for Folket. Heri understregedes det nærliggende og jordbundne i partiets politik og ønsket om at være et folkeparti, ikke et klasseparti. Og dermed et nationalt, royalistisk og statsbærende parti. Loyalt over for kapitalmagten.
I et interview i 1933 i forbindelse med hans 60-års fødselsdag, sagde Stauning:
“I øvrigt må Socialdemokratiet i de enkelte lande udvikle sig på nationens grund. Landet hvor vi er født, folket, som vi er opvoksede iblandt, må stå vore hjerter nærmest.”[12]
Det kom klart til udtryk i deres flygtningepolitik. Den blev bestemt af flere forhold. En udtalt frygt, ligesom nu, for at Danmark skulle blive rendt over ende af flygtninge var et af argumenterne. Antisemitismen var i mellemkrigstiden ikke kun et tysk fænomen, men florerede også i Danmark, og det blev brugt som argument for restriktionerne, at en tilstrømning af jødiske flygtninge kunne øge antisemitismen i Danmark og true den offentlige orden.
Og det var ikke kun jøder, der blev taget initiativer over for. I 1929 fremlagde Stauning-regeringen et forslag til lov om sterilisation og kastration af forskellige kategorier af udviklingshæmmede borgere. Forslagene blev vedtaget med overvældende flertal i Folketinget, men det var Socialdemokratiet der fremlagde forslaget, og social- og justitsminister K.K. Steincke havde siden tidligt i 1920’erne været en varm fortaler for racehygiejne.
Selvom forskningen ikke blev misbrugt, som den senere blev i Tyskland, vidner det om en generel accept af nødvendigheden for udskillelse af visse befolkningsgrupper. Herunder mentalt udviklingshæmmede og jøder.
Men politikken var ikke mindst præget af hensynet til Hitler. Pressen blev bedt om forsigtighed i beskrivelsen af forholdene i Tyskland, ligesom flygtningene blev forbudt at agitere politisk. Tyskland skulle ikke provokeres.
Det hjalp dog ikke d. 9. april 1940. Danmark blev alligevel besat. Og bunden var tæt på at være nået med Staunings tale i Studenterforeningen i 1941, hvor han bl.a. sagde:
”Det er mit indtryk, at Tyskland har visse planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelige nyordninger, men efter en blivende europæiske nyordning … Denne nyordning vil kræve et samarbejde inden for Europa, og linjen vil være den fra Tyskland kendte planøkonomi”.[13] Danmarks beståen og dermed ”bevægelsens” overlevelse var det som drev Socialdemokratiet.
Hensyn til nationen før mennesket
I dag lyder mantraet, at flygtninge bedst hjælpes i nærområdet. Da Danmark var nærområde, lød det noget anderledes. Socialdemokratiet valgte i stedet en restriktiv flygtningepolitik, som prioriterede de nationale hensyn. Det gav sig udslag i, hvordan man behandlede jøder og kommunister som forsøgte at undgå rædslerne i Nazityskland. Da mere end en halv million forsøgte at flygte fra Nazityskland i 1930’erne, var den danske grænse alt andet end åben.
Og det ville være synd at sige, at flygtningene blev modtaget med åbne arme. I 1934 blev fremmedloven skærpet og politiet fik bemyndigelse til at ”afvise udlændinge … hvis indrejse efter rigspolitichefens skøn pga. begåede borgerlige forbrydelser, eller af hensyn til statens sikkerhed eller anden lignende grund ikke er ønskelig.”[14] Hvis de så var sluppet ind, kunne de nægtes ophold.
I 1935 overtog socialdemokraten K.K. Steincke justitsministerposten, og han blev eksponent for en endnu strammere flygtningepolitik. I 1938 udtalte han i Folketinget:
”Det bliver ikke tålt, at disse flygtninge udøver politisk virksomhed her i landet, og sker det, vil de risikere udvisning uden hensyn til, hvilke farer for deres liv eller frihed dette måtte medføre – og noget sådant er sket.”[15]
Flygtningepolitikken blev især udmøntet i instrukser til grænsevagterne, som fx skulle være opmærksomme på personer med jødisk udseende, med en stor bagage og/eller med en påfaldende opførsel. I 1938 kom der en yderligere stramning, der gjorde, at den andel af den samlede flygtningestrøm fra Tyskland, der slap ind i Danmark, faldt fra ca. 1 pct. til ½ pct. Det betød, at det samlede antal opholdstilladelser til flygtninge blev under 2000 i hele 1930’erne.
Der blev ikke udbetalt en krone fra statskassen til flygtningenes ophold; det måtte alt sammen klares af privat velgørenhed. Arbejdstilladelse var meget svær at opnå, og kommunister fik principielt ikke arbejdstilladelse. I begyndelsen blev opholdstilladelse givet for seks måneder ad gangen, men fra 1934 skulle den forlænges hver tredje måned. Kommunister fik slet ikke opholdstilladelse, men skulle stille hos politiet ugentligt til kontrol. Hvis man har set Tv-serie Matador, husker man nok den tyske flygtning, Herbert, der skal fremvise en 100 krone-seddel til Sofus Betjent hver uge som bevis på, at han ikke er subsistensløs. Subsistensløse udlændinge kunne uden videre udvises.
Oprindelig var stramningerne beregnet til at holde de tyske kommunister ude, men det viste sig, at de var mindst lige så effektive mod jøderne. Undersøgelser peger på, at jo større behov jøderne havde for at flygte fra nazismen, jo sværere blev det faktisk at komme ind i Danmark. Hvor mange mennesker, der endte i koncentrationslejrene af den grund, er ikke til at sige, men det er oplagt, at der gået mange menneskeliv til på den konto.
Kapitalismens “gyldne år”
Fra krigens afslutning og frem til 00’erne har Socialdemokratiet ikke haft anledning til at vise den nationalchauvinistiske side af deres politik. I 1950’- og 60’erne, i kapitalismens “gyldne” periode, var der tværtimod brug for importeret arbejdskraft – specielt fra Tyrkiet, det gamle Jugoslavien, Pakistan og Marokko kom de nye arbejdere.
Socialdemokratiet, som havde magten i stort set hele denne periode, tilpassede sin indvandringspolitik efter kapitalens behov for arbejdskraft. Ligeledes i 1956 da tusindvis af ungarer flygtede fra det fejlslagne oprør mod USSR, var armene og grænserne heldigvis vidt åbne. Det passede også ind i borgerskabets verdensbillede og Danmarks imperialistiske interesser. Lige som man i dag gør forskel på “gode kristne” flygtninge og “passer på” jøder og deres “specielle” kultur (omskæring af drengebørn som nyligt eksempel), mens man gerne vil rense landet for muslimer.
Men det er ikke ensbetydende med, at Socialdemokratiet var et internationalistisk indstillet arbejderparti i denne periode. Det, som partiet nok gerne fremstiller som internationalistisk, kan højst karakteriseres som en parodi på, ja nærmere en hån mod, den internationalisme, der rådede i arbejderbevægelsens barndom og unge år.
I slutningen af 1940’erne støttede Socialdemokratiet ikke bare, men stod i spidsen for dansk tilslutning til NATO. Og uanset, hvad man måtte mene om det stalinistiske USSR og dets lydstater i Østeuropa, så var det en aktiv tilslutning til den amerikanske imperialisme og dens interesser. Dette resulterede fx i, at partiet med udenrigsminister Per Hækkerup i spidsen, hårdnakket støttede USA’s krig i Vietnam meget længe.
Et andet eksempel er den danske tilslutning til EU. Også her var Socialdemokratiet i spidsen. Uanset, at en meget stor del af den danske EU-modstand desværre har været nationalistisk, så ændrer det ikke på, at EU er til for at styrke kapitalens Europa og ikke arbejdernes Europa.
Den neo-liberalistiske æra
Tingene ændrede sig ved neo-liberalismens indtog fra 1980’erne og fremad. De Keynesianske (ekspansive) økonomiske styringsredskaber, som både borgerlige og socialdemokratiske regeringer havde brugt i 25 år, viste sig ikke mere brugbart til at smøre kapitalismen. Reagan, Thatcher, Kohl og Schlüter (i henholdsvis USA, Storbritannien, Vesttyskland og Danmark) igangsatte en liberalisering af økonomien (på ryggen af angreb på fagforeninger). De handlede i deres respektive lande, men var del af et globalt mønster.
Den nye økonomiske linje gik under navnet monetarisme, (og var del af, hvad der senere ville blive den brede betegnelse for det nye, økonomiske regime: neo-liberalisme). Opløsning af styringsredskaberne på den internationale finans samt globaliseringen, som (ofte tvangs-) åbnede alle landes markeder for mere rå kapitalisme, skabte øget ulighed, fattigdom og klimaændringer. Det skabte også øget konkurrence om råmaterialer og derved en stigende imperialistisk rivalisering. Våbenkapløbet bragte USSR til opløsning, og Kinas entre på den internationale scene, paradoksalt nok drevet frem af globaliseringen, gjorde den imperialistiske orden mere usikker. USA, som indtil da havde haft både den økonomiske og den militære overlegenhed, måtte bruge sin rå magt til at fastholde markeder.
Rivaliseringen foregik ikke bare mellem de helt store. Mange subimperialistiske magter (skjult eller åbent støttet af en af de store) forsøgte at forbedre deres placering i denne såkaldte “nye verdensorden”. Det skabte krige (især i Mellemøsten fra 1990’erne og frem), men også oprør (blandt andet Det Arabiske Forår i 2010’erne, som også var den igangsættende gnist i Syrien, hvor det endte i den lange borgerkrig) og dermed også flygtningestrømme over hele verden.
Så i dag har vi, efter 30 års brutal neo-liberalisme og mange både små og store krige, mellem 70 og 80 millioner flygtninge i verden – langt de fleste enten internt fordrevne eller i lejre i nabolandene. Det er de færreste, der forsøger at rejse til Europa for at skabe et bedre tilværelse. Men det forhindrer ikke Socialdemokratiet i at bruge antallet af flygtninge på verdensplan som et skræmmebillede af de “horder” af flygtninge, Danmark skal huse, hvis ikke vi fører Socialdemokratiets åbent racistiske politik.
Og så skal man huske, at den pludselige og enorme strøm af flygtninge fra Syrien ind i Europa i 2015 først og fremmest skyldtes, at man flygtede fra sult i Libanon. Her var FN’s flygtningeprogram brudt sammen, fordi donorlandene ikke havde travlt med at bevilge penge, selv om flygtningene opholdt sig i det højt besungne nærområde. Og med ét blev deres i forvejen beskeden levefod nedsat med 25 %.
Angreb på velfærd
I takt med denne udvikling (og som en ”nødvendig” del af den), har der også været hårde angreb på velfærdsstaten i hele Europa. I Danmark har der fundet en langsom udhuling af velfærdsstaten sted. Både strukturelt via manglende investeringer i sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet over de sidste 20 år og ved at lade markedet byde på opgaver i det offentlige, så markedslogikken nu hersker overalt.
Ikke nok med det. Selve velfærdsydelserne har været genstand for nedbarbering. Både størrelsen af ydelserne i forhold til lønniveauet – eksempelvis ved at dagpenge i dag kun svarer til 46 % af de gennemsnitlige lønninger (mod 54 % i 1990) – og også i forhold til, hvor lang tid man kan få ydelserne, hvem der kan få dem og under hvilke betingelser man er underlagt, hvis man endelig er berettiget til hjælp.
Rammerne for den seneste tilbagerulning af velfærden er Budgetloven fra 2012, som den socialdemokratiske Thorning-regering tiltrådte, og som Frederiksen-regeringen fastholder. Ligesom de begge fastholdt den neo-liberalistiske politik, som har tjent de rige i Danmark så godt, da socialdemokratiet endelig kom til magten igen efter Fogh-regeringerne i 00’erne.
Socialdemokratiet i dag – den borgerlige side er stærkest
Socialdemokratiet er et reformparti uden reformer. Kapitalismen halter videre uden at kunne komme ud af sin langvarige krise, der mere eller mindre har varet siden finanskrisen i 2007/8. Fordi Socialdemokratiet er bundet til kapitalismens overlevelse, kan det kun tilbyde arbejderklassen krummer, såsom Arne-reformen, som kun redder nogle få fra tilbagetrækningsreformens ubønhørlige krav om at suge så meget arbejdskraft ud af folk som muligt, eller minimumsnormeringer, som de alligevel ikke kan gennemføre i børnehøjde pga. manglende pædagoger, som de ikke har uddannet, eller som flygter fra faget pga. arbejdsvilkårene og den elendige løn.
Derfor er det vigtigt for dem at pege på “faren” ved islam og at køre hetzen mod udlændinge som syndebukke. Den hårde linje i udlændingepolitikken er en måde at foregøgle arbejderklassen, at man skam gør noget for at beskytte den. Dette sker via nationalchauvinismen; det er en falsk forklaring, men desværre skjuler det følgagtigheden overfor kapitalens krav så godt, at mange hopper på, at de sociale nedskæringer skyldes flygtninge og indvandrere.
Visse socialdemokrater går endda meget langt ad denne vej. For eksempel Rasmus Stoklund, Mattias Tesfaye og Lars Aslan Rasmussen, som alle henviser til den hollandske anti-islam migrationsforsker Ruud Koopmans, som i sin seneste bog skriver, at ”Muslimske lande klarer sig værre end resten af verden, og muslimer er vanskeligere at integrere end alle andre grupper. Problemets rod skal findes i islam”.[16]
Det er en Erasmus Montanus-logik[17], men det virker. For hvis man bare kan vise, at islam er “problemet”, så er svaret selvfølgelig, at alle muslimer skal ud. En del af Socialdemokraterne har købt sig ind i denne fortælling, som ikke adskiller sig fra det ekstreme højres Islamofobi.
Nationalchauvinisme og hvordan den kan bekæmpes
Socialdemokratiets brug af nationalchauvinisme skyldes flere ting. Dels spiller den ind i en fortælling om den ydre fjende, nu om dage islam. Dels afleder den opmærksomheden fra det, man ikke kan opnå på velfærdsområdet. Dels fortæller man den herskende klasse, at med Socialdemokratiet ved roret, så er der “styr” på tingene. Endelig splitter det arbejderklassen ved at fortælle, at fjenden er islam og ikke kapitalismen og de som tjener på den.
Og derfor spiller deres politik efter et motiv som har været en gennemgående melodi gennem hele partiets historie. Et statsbærende, nationalchauvinistisk folkeparti hvis, opgave først og fremmest er at sikre sin egen ”bevægelses” overlevelse og relevans for borgerskabet. Solidaritet i arbejderklassen bruges kun ved festlige lejligheder (1. maj og når der skal synges nogle gamle kampsange), og når deres ”bevægelse” er truet.
Det betyder ingenlunde, at Socialdemokratiet ikke i andre perioder kan spille og har spillet en progressiv eller mere humanistisk rolle. Men det afhænger af to ting. Ét, om der er ”råd” i den kapitalistiske økonomi til forbedringer. Allerede i 1919 erklærede Stauning, at fagforeningerne ikke bare kunne “stille krav efter leveomkostningernes højde, men efter hvad erhvervslivet faktisk kan yde.”[18] (og alligevel fortætter de med at synge ”Lad falde hvad ikke kan stå”). Og to, om der er en bevægelse fra neden, som presser dem til det.
Omvendt hvis den første betingelse ikke er opfyldt, vil partiet gøre alt for at modstå bevægelsen fra neden.
Derfor er vores opgave at bygge en massebevægelse, som er stærk nok til at forkaste deres racistiske politik uanset deres vilje. Appeller til det humanistiske og internationale parti, som de engang menes at have været, savner historisk belæg. Energien er bedre brugt med at opbygge en egen styrke fra neden.
[1] O. Bertolt, E. Christiansen og P. Hansen: En bygning vi rejser. Den politiske arbejderbevægelse i Danmark. Kbh., 1954, bd. 1, s. 274
[2] Efter den romerske gud Janus, som afbildes med to ansigter der vender til hver sin side
[3] Louis Pio: Maalet er fuldt, 1872
[4] Social-Demokraten, 9. april 1889
[5] Signe Andersen i Arbejderen sommeren 1889
[6] Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd. Kbh., 1972, bd. 1, s. 85
[7] E. Wiinblad og A. Andersen: Det danske Socialdemokratis historie fra 1871 til 1921. Festskrift i anledning af 50-års jubilæet. Kbh., s. 327
[8] Social-Demokraten, 12. februar 1916
[9] Bertolt m.fl., bd. 2, s. 18
[10] Ibid., s. 88
[11] K. Hansen og L. Torpe: Socialdemokratiet og krisen i 30’erne, Århus 1977, s. 73
[12] Bertolt m.fl., bd. 2, s. 298
[13] https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/thorvald-staunings-s-tale-i-studenterforeningen-8-marts-1941/
[14] J. Bloch-Poulsen, H.E. Avlund Frandsen og M. Thing: Planøkonomi og folkefront. Omkring Socialdemokratiet og DKP i mellemkrigstiden. Kbh., 1979, s. s. 158
[15] Ibid, s. 160
[16] https://www.berlingske.dk/debatinterview/ruud-koopmans-har-forsket-i-integration-i-mere-end-20-aar-og-han
[17] Erasmus Montanus er en komedie i fem akter skrevet i 1723 af den dansk-norske forfatter og komedieskriver Ludvig Holberg. Komedien henter et eksempel i filosofien til at komme med et eksempel på en logisk fejlslutning: “En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten!”. Det er omtrent det som Stoklund og co. gør.
[18] H.E. Avlund Frandsen: Socialdemokratiet, kapitalismen og arbejderne 1945-76. I. Politiske arbejdstekster, nr. 10/jan. 1977, s. 23
Læs også:
http://socialister.dk/at-saette-ulve-til-at-vogte-faar/
http://socialister.dk/tema-om-syrien-stop-hjemsendelse-af-de-syriske-flygtninge/
