Et ”blødt” statskup

 Den 23. januar 2019 blev Venezuela atter et brandvarmt emne i international politik. Højrefløjen forsøgte med et ”blødt” statskup at oprette en parallelregering da Juan Guaidó udnævnte sig selv til midlertidig præsident. Guaidó blev straks bakket op af USA og kort tid efter fulgte støtten fra mange andre vestlige lande, herunder også Danmark.

Siden den 23. januar har USA indefrosset venezuelanske konti og konfiskeret indtægter fra den venezuelanske statsejede oliefilial CITGO i USA. Samtidig har Belgien indefrosset venezuelanske konti og England tilbageholder guldreserver. Disse tiltag forværrer den økonomiske og humanitære situation i landet, som i forvejen er kritisk blandt andet på grund af udbredt intern korruption samt amerikansk handelsembargo.

Krisen i Venezuela diskuteres derfor internationalt og er blevet et symbol på den geopolitiske splittelse mellem på den ene side USA, EU og adskillelige højrefløjsregeringer i Latinamerika (Colombia, Brasilien, Argentina, Peru mfl.) og på den anden side Kina, Rusland, Iran, Tyrkiet samt enkelte venstrefløjsregeringer i Latinamerika (Bolivia, Uruguay og Mexico) mfl. Disse positioner kan dog ændre sig i den nuværende situation.

http://socialister.dk/bekaemp-kupforsoeget-i-venezuela/

Vestlige leders hykleri

 Ført an af Donald Trump kræver vestlige ledere enten at Maduro går af, eller udskriver valg med det samme. Danmark har f.eks. sammen med flere europæiske ledere stillet Maduro et ultimatum til at udskrive genvalg, ellers vil de anerkende den selvudnævnte Guaidó som Venezuelas legitime præsident. Og Trump afviser stadig ikke en militærintervention.

Men hvilken legitimitet har Trump, Samuelsen og andre statsledere til at blande sig i Venezuelas anliggender?

Donald Trump som kom til magten ved et meget kritiseret valg, som stadig undersøges for russisk indblanding og ulovlig brug af sociale medier til at føre valgkamp.

Anders Samuelsen, som beskylder Maduro for at være en korrupt diktator, men vender det blinde øje til Danmarks eksport af overvågningsudstyr til eksempelvis Saudi-Arabien.

Den franske præsident Manuel Macrón, som bad Maduro om ikke at undertrykke oppositionen i Venezuela, men som er ansvarlig for den massive undertrykkelse af De Gule Veste i Frankrig.

Den argentinske præsident Mauricio Macri, som beskylder Maduro for at være korrupt, men hvis eget navn optræder i Panama Papers-skandalen.

Man kunne blive ved, for listen er lang, når det gælder USA, Danmark og højrefløjens hykleri.

Venezuelas olie

 Vi må stille os selv spørgsmålet: Er USA virkelig interesseret i Venezuelas demokrati? Nej, USA er kun interesseret i én ting: Venezuelas oliereserver, som geografisk ligger meget tættere på USA end Mellemøsten, hvorfra landet ellers får sin olie. Samtidig har Venezuela verdens største kendte oliereserver, og derfor er landet vigtigt for USA. At Trump taler om at forsvare demokratiet og menneskerettighederne i Venezuela, er derfor udtryk for ekstrem kynisme og hykleri.

Mulige scenarier på kort sigt

 Hvad er scenarierne på kort sigt? Situationen er højspændt og ændrer sig dag for dag, og det er derfor svært at forudsige, hvordan krisen i Venezuela vil udvikle sig. Nogle ting kan vi dog sige: Et statskup er de facto under udvikling i Venezuela, og den økonomiske og humanitære situation i landet er kritisk, men de væbnede styrker står stadig bag Nicolás Maduro. Det nyeste er dog, at en general fra landets luftvåben har erklæret, at han støtter op om Guaidó. På kort sigt synes følgende scenarie at tegne sig:

  • Udskrivelse af genvalg og dialog med oppositionen.
  • Splittelse i de væbnede styrker og potentiel borgerkrig.
  • Militær intervention i et samarbejde mellem USA, Colombia og måske Brasilien.
  • Kuppet løber ud i sandet og højrefløjen afventer situationen.

 At Maduro udskriver valg er usandsynligt på kort sigt. Så sendt som i går, mandags, afviste han det katagorisk. Men på længere sigt kan det blive en nødvendighed for at imødegå det internationale politiske pres. En splittelse i de væbnede styrker af en størrelse, der kan vælte Maduro lige nu, virker også usandsynlig, men bør ikke afvises. Indtil videre er flertallet af generalerne loyale.

I forhold til en militær intervention, så afventer USA og andre lande stadig situationen og styrkeforholdet mellem Maduro-regeringen og den selvudnævnte parallelregering. Dette scenarie kan dog være tættere på, end vi tror, da Det Hvide Hus og Trump ikke kan bakke ud af kuppet nu; begivenhederne har overhalet virkeligheden.

At kuppet løber ud i sandet er derfor også rykket længere væk; ’point of no return’ er for længst passeret. Det mest sandsynlige scenarie virker derfor til at være, at Guaidó med USA’s og andre landes støtte forsøger at udmatte befolkningen i Venezuela for at presse Maduros regering og hæren til at skifte holdning.

 En løsning for Venezuela?

 Hvad bør socialister sige og gøre i forhold til situationen i Venezuela? Marco Terrugi, den argentinske sociolog og politisk aktiv på den venezuelanske venstrefløj, siger i forhold til Venezuela, at vi ikke bør kalde noget for socialisme, som ikke er det. Venezuela, som landet ser ud i dag, er langt fra det socialistiske samfund, vi kæmper for. Det bør vi sige lige ud, når vi diskuterer med vores venner, familier og kolleger.

Det betyder dog ikke, at man blindt bør kaste sig i armene på USA og bakke op om Juan Guaidó ligesom Anders Samuelsen. Nej, som socialister må vi forsvare Venezuelas ret til selvbestemmelse og kræve at hverken USA, Danmark eller andre lande blander sig i Venezuelas interne politisk situation. En militær indblanding og en højrefløj klar til privatiseringer og tilbagerulning af de sidste to årtiers sociale reformer, vil blot forværre situationen i Venezuela.

Vi bør også påpege vores egne leders hykleri, når de stiller ultimatum til Maduro, eller kalder ham diktator. Og vi bør stille os solidariske med den venezuelanske befolkning, som kæmper for at forsvare revolutionen og håbet om et socialistisk samfund. Situationen i Venezuela er ekstrem og kræver radikale svar, men disse svar må komme fra neden, fra en organiseret arbejderklasse og ikke fra geopolitiske diskussioner blandt verdens ledere.

Kræv radikale svar fra Maduro

 Vi støtter Maduro mod højrefløjens åbenlyse intentioner bakket op (og styret) af USA og vesten. Men man bekæmper ikke kupmagerne ved at gå i dialog med dem. Hans eneste chance er at mobiliserer de millioner af arbejdere og fattige bønder som hele tiden har været rygraden i at holde chavisterne ved magten.

Socialister må stille krav til Maduro om at gå i offensiven mod borgerskabet og den udbredte korruption og nepotisme internt i chavist-partiet. I stedet for at afvente kupmagernes næste træk, bør regeringen derfor – hvis den forsat vil kalde sig socialistisk – gennemføre reformer som endeligt fratager borgerskabet dets kontrol med økonomien, og slår hårdt ned på korruption. Samtidig bør chavisterne mobilisere den brede arbejderklasse og dens organisationer på alle niveauer i samfundet. Maduro og chavist-partiet må i offensiven både imod kupmagerne og korruptionen, hvis en militær intervention og borgerkrig skal undgås.