Billede tekst: Jan Hoby, næstformanden i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger). Foto: Andreas Bülow
SAA: De kommunale og regionale rammeaftaler med regeringen peger på yderligere pres på velfærden næste år i form af nedskæringer. Hvad tror du, bliver de konkrete konsekvenser?
Jan: Konsekvenserne er altødelæggende. Det forstærker den dødsspiral som velfærdsstaten står midt i. Medarbejderflugts- og rekrutteringskrisen er kanariefuglen i kulminen. Kommunekasserne bugner af penge. 60 milliarder. Men alligevel har flere end 50 kommuner seks måneder inde i 2023 genåbnet deres budgetter og lavet massive nedskæringer på skoler, daginstitutioner og plejehjem. For eksempel i to af landets fattigste kommuner, som sammenlagt har brugt 700.000 kroner på at få besøg fra kongehuset, mens man ellers har gjort sig store anstrengelser for at skrabe penge sammen ved at lave besparelser på idrætsanlæg og fyre kommunalt ansatte. Region Hovedstaden skal f.eks. spare 300 millioner kroner pga. budgetaftalen for 2024 og de kan i forvejen ikke få enderne til at mødes. I to årtier har økonomiaftalerne langsomt, men sikkert afviklet den kommunale og regionale velfærd. Det er et trafikuheld i slowmotion.
SAA: Hvorfor er de politiske partier som repræsenterer de offentlige arbejdsgivere, med undtagelse af Enhedslisten, så mundlamme i forhandlingerne?
Jan: Det skyldes først og fremmest, at flertallet af partierne i Folketinget accepterer grundpræmissen for den nyliberalistiske økonomiske politik – også kaldet nødvendighedens politik. Altså afmonteringen af velfærdsstaten. Det er en direkte konsekvens af, at det klassekompromis mellem arbejdere og kapital, som formede fundamentet for velfærdsstaten, er blevet opsagt ensidigt af kapitalen, arbejdsgiverne og de borgerlige partier.
Kommunekasserne bugner af penge. 60 milliarder. Men alligevel har flere end 50 kommuner seks måneder inde i 2023 genåbnet deres budgetter og lavet massive nedskæringer på skoler, daginstitutioner og plejehjem
Citat: Jan Hoby
Men fagbevægelsen har ikke opdaget eller snarere erkendt det. F.eks. har trepartsaftalerne under corona-krisen ikke rykket et komma på det billede. Kapitalen, arbejdsgiverne og de borgerlige partier behøver ikke velfærdsstaten eller ”den danske model” mere, så de opfatter velfærdsstaten som dødvægt. Men de behøver fagbevægelsens top til at legitimere deres ambition.
SAA: Hvad skal fagbevægelsen gøre for at bekæmpe disse nedskæringsbudgetter både kommunalt og regionalt? Og er den rustet til at føre en effektiv kamp?
Jan: Det korte svar er at begynde at mobilisere deres medlemmer til kamp. Bruge fællesskabets styrke og kollektiv handling. Som vi gjorde i 2016 hvor græsrodsinitiativet Velfærdsalliancen fik fjernet det forhadte omprioriteringsbidrag gennem massive protester og en landsdækkende demonstrationsdag i maj 2016, hvor der var demoer i 74 af landets 98 kommuner. Men den erfaring er gået i glemmebogen, og siden corona-krisen er viljen til at organisere kampen fra neden, decentralt og nationalt totalt forsvundet fra overfladen.
Det er en absurd situation. Jo værre velfærds- og levevilkårskrisen bliver, jo større er passiviteten fra fagtoppen og fagforeningerne. Det er et kollektivt svigt begået af en bovlam fagbevægelse. Fraværet af en faglig venstrefløj nationalt og lokalt gør kun situationen værre. Det hjælper ikke meget at være rød på valgdagen, hvis man ikke er det i hverdagens klassekamp.
SAA: Lønstrukturkomiteen er nedkommet med sin rapport om de offentlige ansattes løn. Hvad er dine konklusioner på rapporten?
SAA: Et partsindlæg fra de magtfulde, der ikke har gjort os klogere. Konklusionerne kunne være skrevet på forhånd. De blev faktisk skrevet i lønkommissionens redegørelse i 2010, nemlig at sygeplejerskerne får mere end rigeligt. Så der er ikke noget problem med tjenestemandsreformen for deres vedkommende. De er selvforskyldt i deres lønproblemer. Rapportens konklusioner er designet til at sætte lus i skindpelsen mellem de traditionelle kvindefagsgrupper, og bekræfter blot at fagbevægelsens historiske styrkeposition er markant svækket.
SAA: Hvis indbyrdes stridigheder blandt de offentlige ansattes fagforeninger om lønspørgsmål skal undgås, hvad skal der så til?
Jan: Det kræver en enighed om hvad vi kæmper for, som det var tilfældet ved OK18. At der lokalt og nationalt skabes græsrodsinitiativer på tværs af fag, faggrupper og lønninger blandt de traditionelle kvindedominerede fag. Erfaringen fra OK18 var, at ingen kan vinde alene mere!
Det er en absurd situation. Jo værre velfærds- og levevilkårskrisen bliver, jo større er passiviteten fra fagtoppen og fagforeningerne
Citat: Jan Hoby
Det kræver at en “musketered” skal indeholde tre centrale krav: 1) Et opgør med uligeløn skal løses før OK24 (trepartsaftale). 2) Lønstigninger skal ske i kroner og øre og ikke i de ulighedsskabende procenter, som i årtier har skævvredet overenskomstresultaterne mellem lavtlønnede og højtlønnede grupper – til gavn for de højtlønnede grupper, som akademikere, lærere og ledere på alle niveauer i den offentlige sektor. 3) Vi slås sammen og ikke hver for sig, hvis trepartsaftalen mellem regeringen, fagbevægelsen og de offentlige arbejdsgivere ikke får afsat minimum 30 milliarder til at sikre ligeløn inden udgangen af 2023.
LFS’ (Landsforeningen for Socialpædagoger) krav til OK24 er 10.000 kroner mere om måneden til alle de traditionelle kvindedominerede fag. Vi taler her om små 400.000 offentligt ansatte fra de traditionelle kvindedominerede fag.
SAA: Du peger på nødvendigheden af fælles kamp for ligeløn og lønløft. Hvordan mener du det skal ske?
Jan: Erfaringerne fra sygeplejerskernes strejke viser vejen frem for OK24. Tre pointer: 1) Sygeplejerskernes strejke var fremkaldervæske på velfærdsstatens dybe krise, og satte spørgsmålstegn ved, om velfærdsstatens æra er ovre. 2) Sygeplejerskernes strejke viste også, at Socialdemokratiet er blevet et pseudonym for et parti, der blokerer for arbejderklassens og fagbevægelsens kollektive handlinger, og tilintetgør deres autonomi. 3) Sygeplejerskernes strejke så også genkomsten af fagoppositionen i form af Foreningen af Danske Sygeplejersker og vi så, hvad en velorganiseret fagopposition med 2000 betalende medlemmer kunne skabe af pres og effektiv mobilisering fra neden. Foreningen af Danske Sygeplejersker var et radikalt sporskifte og viser, at en ny fagforeningskultur er mulig med medlemsmagt og tilbageerobring af politisk styrke og definitionsmagt. De har eksemplarisk og forbilledligt vist, hvad kernen er i en fagopposition. Nemlig en opposition, der konstruktivt kritiserer og modarbejder den faglige og den politiske hovedlinje i fagbevægelsen, og som formår at agere både indenfor og udenfor de etablerede faglige organisationer.
SAA: Hvad skal der til for at vi kan se en aktiv, slagkraftig og organiseret kamp fra neden for kravet?
Jan: At vi skaber håb om at fællesskabets styrke og kollektiv handling er det eneste der kan sikre ligeløn og et endeligt opgør med tjenestemandsreformen med 54 års forsinkelse. Der findes ikke en eneste strejke i arbejderbevægelsens historie, som ikke har haft en effekt – uanset om strejken ikke har indkasseret strejkens ønskede ambition i første omgang. Hovedparten af alle strejker har skabt forandring på sigt og flyttet holdninger, værdier og politik. Strejkevåbnet har skabt de største progressive forandringer til gavn for arbejderklassen. Strejkevåbnet er det eneste der kan ændre på styrkeforholdet mellem os og dem – politikerne, de politiske arbejdsgivere og overklassen
