Billede tekst: Millioner verden over sagde Ingen krig mod Irak. Her i København hvor 30.000 deltog. Foto: KPnet.
Nogle af de første tv-billeder, der gik verden rundt, da invasionen alligevel blev en realitet, var de brændende oliefelter i Basra. Med infernoet af sorte røgsøjler i baggrunden sagde den amerikanske general til sine styrker: “Nu er det jer, der skal passe på alt det her”. De seneste måneders forsikringer om, at en “afvæbning af Saddam” ikke havde noget med den irakiske olie og et regimeskifte at gøre, forsvandt i dét øjeblik som røg for øjnene af hele verden.
Myten om “fejl”
I de efterfølgende tyve år er kritik af “fejl” og “manglende planlægning” blevet fremført af vestlige politikere og medier. Herhjemme kaldte den ikke-dømte krigsforbryder Per Stig Møllers partikammerat Rasmus Jarlov i 2015 krigen for “en fejltagelse” ud fra den betragtning, at “vi” havde “tabt freden” og dannet basis for “alle mulige sindssyge grupperinger”. Men selvom der “blev begået tusindvis af fejl”, som USA’s daværende udenrigsminister Condoleezza Rice siden formulerede det, var disse alt andet end udtryk for planløs panik.
Trods kritikken af måden, Irak-krigen udviklede sig på, skal man da også lede længe efter nogen, der kalder forbrydelsen ved sit rette navn: Et uprovokeret overfald, der skulle ødelægge et land med ét eneste formål – at sikre sig imperialistisk kontrol. En sådan indrømmelse ville jo udstille USA og de ansvarlige for invasionen som lige så rådne som Putin og hans invasion af Ukraine.
En plan for imperial kontrol
Høgene i Bush-administrationen havde i årevis set sultent mod Irak. Som medlemmer af tænketanken Project for the New American Century rejste de bekymringen for, at USA’s globale hegemoni var under svækkelse. Allerede i 1992 havde de med Wolfowitz-doktrinen erklæret, at USA’s militær måtte styrkes, så det kunne føre to store krige samtidig, og dermed nedkæmpe “potentielt magtfulde stater”, dvs. udfordrere af USA’s imperiale magtposition.
Et uprovokeret overfald, der skulle ødelægge et land med ét eneste formål – at sikre sig imperialistisk kontrol
Citat: Bo NIELSEN
Disse analytikere og forsvarsminister Donald Rumsfeld havde drejebogen klar allerede inden 11. september 2001. Den fremvoksende rival Kina måtte konfronteres, og den potentielle trussel i form af en eventuel genkomst af et styrket Rusland måtte elimineres ved udvidelse af NATO’s militære alliance langt ind i Østeuropa. Men først måtte der en frygtindgydende magtdemonstration til i Mellemøsten – et regimeskifte i Irak.
Allerede i 1998 havde medlemmer af “Projektet” forsøgt at overbevise præsident Bill Clinton om netop dette. Alt, hvad man nu havde brug for, var en katastrofesituation som undskyldning, “et nyt Pearl Harbour”, skrev de.
Få dage efter 9-11 var Bush-regeringen – uden antydningen af bevis for en forbindelse til Saddam – i gang med at udtænke, hvordan terrorangrebet mod USA kunne bruges til at bane vejen for en invasion af Irak.
Labour-lederen Tony Blair overbeviste Bush om at forfølge “FN-sporet”, som skulle give et skær af legitimitet ved først at lade FN’s våbeninspektører lede efter de for krigs-propagandaen centrale angivelige masseødelæggelsesvåben. Da inspektørerne ikke fandt nogen, påstod Per Stig Møller i Folketinget – ligeledes uden skyggen af bevis – at irakerne havde gemt dem. En blodig løgn som han og Anders Fogh Rasmussen aldrig blev dømt for. Til gengæld blev den røde løber rullet ud for Anders Fogh, der trådte ind jobbet som NATO-boss efter som USA-loyal statsminister at have stået i spidsen for Danmarks bidrag til ødelæggelsen af Afghanistan og Irak. Den socialdemokratiske regering sørgede i 2019 for, at Irak- og Afghanistan-kommissionen ikke blev genåbnet.
Beskidt røverkrig
En anden løgn var påstanden om en “ren” og “præcis” krig. Der blev smidt klyngebomber over Basra, en by med lige så mange mennesker som København. Der blev nedkastet hvidt fosfor, et djævelsk våben, der brænder gennem hud og kød ind til knoglerne, ind over Fallujah, da omkring 200.000 af byens sunni- og shiamuslimer i 2004 sammen gjorde oprør og militser tog kampen op imod besættelsesmagten.
Årelang økonomisk krig i form af sanktioner havde Irak i knæ. Invasionen blev dødsstødet. Energiforsyningen kollapsede nærmest totalt, velfærdsydelser forsvandt, tusinder blev fyret i USA’s udrensning af medlemmer af Baath-partiet.
USA’s plan om smadring af Irak var lykkedes, og det var godt for business. Essentiel infrastruktur, sundhed, undervisning, såkaldt “sikkerhed” og “genopbygning” osv. blev udliciteret til private amerikanske selskaber på milliardkontrakter. Også danske Mærsk, det amerikanske militærs foretrukne rederi, fik del i krigsbyttet i form af kontrollen over oliehavnen Khor az-Zubayr. Alt sammen under administration af et bundkorrupt, sekterisk politisk system.
Del og hersk
Endnu en ansvarsforflygtigende myte er den, at Vesten nærmest som ved et klodset uheld fik antændt en ulmende ‘krudttønde’ af sekterisk had, de ikke forstod.
Al den bitterhed, fattigdom og splittelse, USA og Vesten efterlod sig i Irak, gødede jorden for reaktionære kræfter som ISIS
Citat: Bo Nielsen
Religiøse forskelle var ikke en afgørende skillelinje i det irakiske samfund før 2003. Men de revner, der var i samfundet, blev flået op og voldsomt uddybet af invasionen, da religiøse og politiske grupperinger under det nye amerikanske regerings system blev ansvarlige for velfærd, uddannelse og sundhed til en stadig mere desperat befolkning. Fordelingen af magt, repræsentation og ressourcer foregik nu efter religiøst tilhørsforhold. Var der en ‘krudttønde’, var den made in America. Som resultat eksploderede volden da også lige op i hovedet på besættelsesmagten selv. Vreden over besættelsesmagtens raids, drab, massefængslinger og systemiske tortur betød inden længe, at patruljer blev angrebet med først stenkast, og siden med vejsidebomber. Tabene var store på besættelsesmagtens side, og enorme for civile irakere.
Al den bitterhed, fattigdom og splittelse, USA og Vesten efterlod sig i Irak, gødede jorden for reaktionære kræfter som ISIS. Fremfor en styrket position i regionen som planlagt var USA’s nederlag i Irak så brutalt, at de måtte have hjælp af rivalen Iran til at nedkæmpe ISIS.
Mange af Irak-krigens vage kritikere har begrædt, at ‘liberal interventionisme’ – Vestens moralske retfærdiggørelse af krige og imperialisme – nu er svært miskrediteret. Der er dog ingen grund til at fælde tårer over, at USA nu er svækket i forhold til at indlede nye krige. Formålet – at inddæmme rivalen Rusland og konfrontere Kina – er imidlertid det samme. USA håber med sin involvering i krigen i Ukraine at kunne genopbygge denne magt. Det ville være en enorm fejltagelse at støtte USA i dette foretagende. De krige, USA er klar til at starte, vil blive endnu mere katastrofale for alle.
