”Net-zero”  – endnu en neoliberal tilgang til klimakrisen

Når der tales om ”net-zero”-planer, menes som regel en afbalancering mellem positive og negative CO2-udledninger, dvs. at man kan tillade fortsatte udledninger af CO2, som så modvejes af andre tiltag, der indfanger CO2. Men det et er bare an anden neoliberal tilgang til klimakrisen, Den løser ingenting.

Det kan gøres både biologisk i form af plantning af træer eller teknologisk i form af CCS (CO2-fangst, carbon capture and storage). Denne ide er i fuld overensstemmelse med den neoliberale markedsgørelse af CO2-udledning, da den politisk udmønter sig i fx CO2-skatter eller i skabelse af markeder for handel med CO2 (EU’s kvotehandelssystem som det mest kendte og berygtede).

Samtidig åbner det op for, at fossile energiselskaber kan markedsføre sig som en del af løsningen ved eksempelvis at lancere en mindre CO2-intensiv fossil energiproduktion også kaldet ”lav-karbon energi”: Olie, gas og kul vil så fortsat kunne tages op af jorden, mens dele af CO2’en indfanges og lagres og derfor vil kunne markedsføres som mere rent.

“Net-zero” er problmatisk

Holly Jean Buck, der i sine to bøger After Geo-engineering (2019) og Ending Fossil Fuels – Why net zero is not enough (2021) har skitseret problemerne omkring CCS – især hvad angår skala og tidshorisonten – påpeger at denne ide om ”net-zero” er problematisk, fordi den flytter fokus fra der, hvor CO2-udledningerne reelt sker, til kun at se på CO2-udledningerne selv, og hvordan de kan beregnes og balanceres.

Det, der er behov for, er kontrol med, at CO2-udledningerne fra den fossile energiproduktion reelt mindskes i det nødvendige omfang og med den nødvendige hastighed, der kræves (ca. 6 procent reduktion i fossil energiproduktion om året det næste årti)

Citat: Martin Karlsson

Det er en måde at undgå reelt at adressere det, som der er behov for, hvis vi skal sikre både en kontrolleret overgang til en bæredygtig energi infrastruktur og at vi forbliver inden for 1,5 grader temperaturstigninger.

Det, der er behov for, er kontrol med, at CO2-udledningerne fra den fossile energiproduktion reelt mindskes i det nødvendige omfang og med den nødvendige hastighed, der kræves (ca. 6 procent reduktion i fossil energiproduktion om året det næste årti).

”Net-zero” er derfor ikke nok. Som Buck understreger: ”Uden en plan for at håndtere afviklingen af fossil energi, så kan net-zero snak og nye karbon fjernelses-teknikker hurtigt blive til en diskursiv strategi for virksomheder og lande til at fortsætte med at producere store mængder af fossil energi”. Det ser vi lige nu, hvor både stater og virksomheder stadig planlægger at øge produktionen af fossil energi og udbygningen af fossil energi infrastruktur.

Kollektiv og demokratisk kontrol med energikilder

Som modsvar til ”net-zero” kan vi følge Buck og gøre den planlagte udfasning af den fossile energi til den dominerende diskussion. Det kræver kollektiv og demokratisk kontrol med energikilder, da det vil indbefatte en rationel, organiseret balanceakt mellem udfasning og afvikling af fossil energi på en ene side samt udbygning af vedvarende energi på den anden side, så vi undgår, hvad Buck kalder ”energifattigdom”, dvs. perioder med mangel på energi.

Pointen er, at vi har behov for en kollektiv planlagt udfasning af fossil energi, ligesom vi har behov for en kollektivt og demokratisk kontrolleret transformation af for eksempel transportsektoren, landbruget, fødevareproduktionen og lign. Klimakrisens omfang og kompleksitet kalder altså på øko-socialistiske ideer og tilgange.

Læs tidligere artikler fra Martin Karlssons klummer her.