Den 28. april
Jeg kigger ud over pladsen og får kuldegysninger. Fra alle sider kommer der mennesker. Fra Holmens Bro kommer en stor gruppe mennesker med bannere. Fra Langebro kommer Kunstnere Ser Grønt med deres kunstværker og vilde kostumer. Sammen med mig står allerede en hel slotsplads af mennesker. Om lidt begynder Extinction Rebellions årlige forårsoprør. Vi kigger rundt på hinanden. Stemningen er spændt, for der skal til at ske noget vildt.
Vi skal blokere vejkrydset foran Christiansborg i dag. Og blive, indtil regeringen lover at efterkomme vores tre minimumskrav: Omlæg 30 pct. af Danmark til vild natur, stop al brug af pesticider og stop statslige udlån til industrielle landbrug.
Jeg trækker vejret dybt ind et par gange. Ser igen rundt. Her er sort af mennesker, der alle er parate til at skride til handling i klodens navn.
Alligevel lykkes det os at overtage krydset, nu med en højtaler som interimistisk scene. Flere hundrede mennesker går stille og roligt ud i krydset og sætter sig. Vi er alt for mange til, at politiet kan fjerne os
Citat: Agnete Vienberg Hansen
Så ser jeg ladvognen komme kørende nede fra Højbro. På den er de fire sceneelementer, som vi skal sætte op midt i krydset. Den kommer nærmere. Holder for rødt foran krydset. Folk samler sig, parate til at stimle ud og etablere blokaden. Vognen kører ganske langsomt ud i krydset. Midtvejs stopper den. Fem personer løber ud for at etablere scenen. Men så snart vognen stopper, løber 20 betjente hen til den. De river personerne væk. Nogle bliver kastet omkuld, andre lagt i lås på asfalten. Ingen gør modstand.
Alligevel lykkes det os at overtage krydset, nu med en højtaler som interimistisk scene. Flere hundrede mennesker går stille og roligt ud i krydset og sætter sig. Vi er alt for mange til, at politiet kan fjerne os.
Først ved nitiden har politiet båret den sidste person ud på fortovet. Siden kl. 14 har vejen været vores. Byen vores. Magten vores. Vi tager hjem med en følelse af, at alt er muligt.
Den 12. maj
Derfor er det med nerverne uden på tøjet, at jeg vågner den 12. maj. Vi har lovet at komme igen. At gøre det endnu større denne gang. Det virker, som om alt er på spil i dag: Hvis vi skal tage magten fra politikerne, kræver det, at vi viser dem, at vi mener det. Det kræver, at vi er mange, at vi er stædige, og at vi vil gøre det, der skal til.
Sidste gang havde vi planter med, som vi satte på asfalten. For at vise, hvordan byen og resten af Danmark kunne se ud, hvis vi gav mere plads til naturen. I dag vil vi vise, hvordan man laver demokrati: Vi vil afholde en borgersamling for alle fremmødte, hvor vi i fællesskab diskuterer problemer, som vedrører os alle.
Vi kan skabe et bedre demokrati. Hvor alle borgere har indflydelse, hvor vi faktisk træffer beslutninger ud fra, hvad der er bedst og mest retfærdigt. Vi skal have borgerting og demokratisk inddragelse. Magten skal ud af regeringen og Folketinget. Selvfølgelig afgiver de ikke den magt frivilligt. Derfor går vi på gaden og tager den tilbage.
Vi kan skabe et bedre demokrati. Hvor alle borgere har indflydelse, hvor vi faktisk træffer beslutninger ud fra, hvad der er bedst og mest retfærdigt
Citat: Agnete Vienberg Hansen
De tre krav, vi har med nu – 30 pct. vild natur, stop pesticider, stop udlån til industrilandbrug – er kun minimumskrav. De tjener lige så meget til at vise, at regeringen ikke gør det nødvendige og ikke kommer til det. Hvis der skal ske noget, må vi selv gøre det.
Knippelsbro til Christianshavn
Vi mødes ligesom sidst på slotspladsen. Det har været en hektisk morgen, og jeg har ikke haft tid til at trække vejret. Derfor tager det fuldstændig pusten fra mig, da jeg træder op på scenen: Vi er endnu flere end sidst.
Dagens program er en march. Vi starter med at gå ud over Knippelsbro til Christianshavn. Midt på broen sker det første gang: Vi sætter os ned. Politiet ved ikke, hvad de skal gøre. Raske Penge spiller koncert, gaden er vores. Da vi rejser os og går videre, kan vi alt. Magt er at sætte sig. Stille og roligt og ubændigt. Vi gør det igen på Amager Boulevard.
Tredje gang bliver vi siddende. Det er i krydset mellem Stormgade og H. C. Andersens Boulevard, det måske mest trafikerede i København. Det er her, vi holder borgersamling. Det er her, vi taler om det samfund, vi kæmper for, og som vi tror på er muligt.
Nogle lænker sig fast under vores demovogn eller kravler op på ladet af den. Vi gør det så besværligt at fjerne os som muligt. Vi gør os slappe, politiet må bære os væk. De slår en stor ring om os, de ser stærke og intimiderende ud, men det er os, der har magten, for vi har lagt vores kroppe imellem. De har først fjernet os omkring kl. 23. Hele vejen igennem har vi sunget, festet og talt om fremtiden. Da jeg tager hjemad, er jeg let som en fjer.
Mange spørger mig, om vi kan gøre en forskel. Om det nytter
Jeg svarer, at man skulle have mærket stemningen, da Goss sang for os, og vi sad dér på asfalten og holdt i hånden, og forbindelsen mellem os føltes så stærk, at man næsten kunne se de bånd, der løber mellem vores hjerter (”there must be a reason we got saltwater in our eyes”). Man skulle have hørt langdigtet af Forfattere Ser Grønt om alt det værdifulde ved livet, som ikke handler om at forbruge – ”luksus er et tungekys” – og vi kiggede rundt på hinanden og kunne se troen på en bedre fremtid i alles øjne.
Man skulle have følt følelsen af at være så mange, at politiet ikke kunne fjerne os. Følelsen af, at fremtiden også kan tilhøre os.
Efter den 12. maj er det slået fast med syvtommersøm: Vi er nok til at gøre modstand. Vi kan omvælte det kapitalistiske samfund, hvis vi holder ud og bliver ved. Og vi har tænkt os at blive ved. Det er ikke nok at spille inden for de gængse rammer. Det er ikke nok at bede pænt. Vi skal sætte en kæp i hjulet på systemet for at skabe den forandring, der er nødvendig.
