Billedetakes: Bevægelsen mod pensions reform i Frankrig kræver nu Macron’s afgang. Foto: NPA
”Oprøret i Frankrig er gået ind i en fase, som marxister betegner som en præ-opstand fase. Velordnede protester over pensionsalderen har udviklet sig til en dybere krise for regimet.” Sådan beskrev avisen Telegraphs verdensøkonomiske redaktør, Ambrose Evans-Pritchard, situationen med strejker og protester i sidste uge.
Nogle franske socialister taler også om en “før-revolutionær periode”, en “revolutionær krise” eller “revolutionært potentiale”. Har de ret, og hvis de har, hvordan går vi så fra massekamp til revolution?
Der foregår bestemt mere end blot en fagforeningskamp om pensioner. Ti dages aktioner indkaldt af fagforeningerne har afstedkommet enorme strejker og har mobiliseret millioner på gaderne. Men også grupper af arbejdere der, drevet af en beslutsom organisering på gulvet, på ubestemt tid fortsætter deres strejker i dele af affaldsindsamling, raffinaderier, energi, havne og transport.
Unge mobiliserer i større antal end nogensinde, og regeringen var i sidste uge på tilbagetog fra sine planer om at indføre obligatorisk værnepligt. “Vi sagde til os selv, at det ikke var en god idé at tilføje en ny ingrediens til en eksplosiv cocktail,” forklarede en ministeriel rådgiver.
Sidste torsdag deltog titusinder af mennesker, oprørte over statens undertrykkelse, i mere end 165 demonstrationer landet over, mod politivold. Forudsigeligt nok blev mange mødt – af politivold.
Revolutionære kriser
Den russiske revolutionære Lenin, der skrev om revolution i begyndelsen af Første Verdenskrig, pegede på nogle symptomer på en revolutionær krise. Der må, sagde han, være en situation hvor det er “umuligt for de herskende klasser at opretholde deres styre uden nogen forandring“.
Jo mere beslutsomt og tillidsfuldt proletariatet handler, jo bedre vil det lykkes det at trække andre lag i samfundet til sig, jo mere isoleret vil den herskende klasse være, og jo mere akut vil deres demoralisering være
Citat: Leon Trotskij
Dette er vigtigt, fordi splittelser i toppen fungerer som “en sprække, hvorigennem de undertrykte klassers utilfredshed og indignation bryder frem”. Men der må også være en situation hvor, “de lavere klasser ikke ønsker at leve videre på den gamle måde”.
Et andet træk er, at “de undertrykte klassers lidelser og nød er blevet mere akutte”. Og som følge heraf “er der en betydelig stigning i massernes aktivitet”.
Dette er ikke en tjekliste, som man kan krydse af mod den sociale virkelighed. Hvor meget splittelse i toppen, hvor meget smerte, hvor meget mobilisering? Som Leon Trotskij understregede, interagerer hver af disse faktorer med hinanden.
”Jo mere beslutsomt og tillidsfuldt proletariatet handler, jo bedre vil det lykkes det at trække andre lag i samfundet til sig, jo mere isoleret vil den herskende klasse være, og jo mere akut vil deres demoralisering være. Og på den anden side vil en demoralisering af de herskerne være vand på den revolutionære klasses mølle,” skrev han.
En revolutionær krise er ikke blot slutpunktet for en voksende social bevægelse. Det er et resultat af de modsætninger det er i relationer mellem klasser. Og det er også et øjeblik, hvor de virkelige splittelser i samfundet afsløres.
Oprør er folkets skole
I kamp får folk lektioner om fjendtligheden fra chefer, politi, dommere, medier og regeringer – og om ens egne allieredes solidaritet. Trotskij sagde også, at revolutioner ikke handlede om at nå et særligt punkt på et proletarisk kamptermometer. De var et øjeblik med “massernes direkte indblanding i historiske begivenheder.”
En revolutionær krise udvikler sig på grund af, hvad de udbyttede og undertrykte gør i en situation, hvor spændingerne er modnet i en grad, hvor det, de gør, betyder noget. At sige, at der er et potentiale, betyder ikke, at en revolutionær opstand straks er på vej i Frankrig i dag. Det indikerer blot at modstandens dybde er stor nok til at sætte gang i en proces, der peger mod revolutionære konklusioner.
At bringe Macron til fald vil for eksempel vise, at det er muligt at opnå forandring ud over gennem valg og formelle politiske mekanismer.
Nøglen er, at de revolutionære bliver stærke nok til at fremsætte krav, der forener økonomisk og politisk kamp gennem at organisere i arbejderklassen. Disse organiseringer skal være uafhængige af fagforeningslederne og de reformistiske politiske partier. Målet er at gøre arbejderne bevidste om deres egen potentielle magt, og at lede dem væk fra afhængigheden af falsk håb i parlamentariske manøvrer.
De bedste krav er dem, der frigør arbejderne fra “realismens” spændetrøje. Der er brug for intense praktiske og umiddelbare kampe, men også krav der rækker længere. Jord, fred, brød og al magt til arbejderrådene er et eksempel fra 1917 i Rusland.
At bringe Macron til fald vil for eksempel vise, at det er muligt at opnå forandring ud over gennem valg og formelle politiske mekanismer
Citat: Charlie Kimber
At vælte Macron ville rette opmærksomheden mod at afskaffe den voldsomt udemokratiske forfatning i Den Femte Republik, som tillod præsidenten at gennemføre pensionsangrebene ved dekret. Dette ville sætte gang i en diskussionsproces i hele arbejderklassen om, hvad der skal erstatte den.
Ud over at overvinde forsøget på at hæve pensionsalderen burde arbejderne kæmpe for at sænke den. For at frigøre sig fra den bureaukratiske snæversynethed ved kun at agitere omkring pensioner må arbejderne kræve lønstigninger til alle. Det er oplagt at kæmpe for den fulde ret til at strejke og protestere og fjernelse af de love, der tillader staten og virksomheder at beordre visse strejkende tilbage til arbejdet med truslen om bøder og fængsel (rekvireringer).
Disse krav rejser spørgsmålet om lederskab. Det betyder ikke, at hvis bare vi havde en revolutionær socialist i toppen af fagforbundet CGT, ville der komme en opstand i Frankrig. Lederskab skal være integreret i betydelige dele af arbejderklassen.
Lenin ser det revolutionær parti som det, der adskiller en revolutionær situation fra en revolutionær krise. Det er instrumentet, der ikke bare rejser vigtige spørgsmål, men svejser kampen sammen på alle fronter og peger på arbejdermagt som svaret.
Samtidig med at de kæmper omkring problemer på den enkelte arbejdsplads, argumenterer de revolutionære, at arbejderne er nødt til at konfrontere den indvandrerfjendske Darmanin-lov og alle de foranstaltninger, der undertrykker og brutaliserer muslimske og sorte mennesker.
I tider med dyb krise bliver staten og dens styrker det strategiske mål. Staten er skæringspunktet hvor politisk kontrol og de store virksomheders økonomiske diktatur, krydser hinanden. For at underminere statsmagten bør der stilles krav som afskaffelse af den ultraundertrykkende Brav-M-enhed (politiets motorcykelenheder der skal slå ned på voldsomme aktiviteter) og afskaffelse af politiets arsenaler af granater og gas.
Alle disse krav kun kan realiseres gennem en systematisk vækst i organisering af militante netværk, både på den enkelte arbejdsplads og ved koordinering mellem arbejdspladserne.
Selv hvis alle disse muligheder gik i opfyldelse, ville det ikke betyde, at socialismen ville blive opnået natten over. Men arbejderne ville begynde at se de alternative kilder til magt og beslutningsprocesser, der kunne ødelægge og erstatte den kapitalistiske stat. Alt, hvad der afleder og forsinker denne proces, er fatalt. Det skaber åbninger for bureaukraterne til at presse livet ud af kampene.
Lenin skrev: “Det er ikke enhver revolutionær situation, der giver anledning til en revolution. Revolution opstår kun ud af en situation, hvor objektive ændringer ledsages af en subjektiv forandring, nemlig den revolutionære klasses evne til at gennemføre revolutionær masseaktion, der er stærk nok til at bryde (eller vælte) den gamle regering, som aldrig, ikke engang i en kriseperiode, ‘falder’, hvis den ikke væltes”.
Oprøret vokser, mens franske strejkende trodser statens undertrykkelse
Når revolutionært lederskab mangler, kan fagforeningsledernes og reformisternes døde hånd aflede selv den mægtigste opstand. Maj 1968 oplevede en meget større bølge af oprør i Frankrig end i dag. Undertrykkelse af studenterdemonstranter udløste en enorm bevægelse blandt arbejdere.
Den 13. Maj sås en bevægelse, som overskred fagforeningsledernes snævre vision, og samlede en enorm demonstration både blandt skoleelever, universitetsstuderende og arbejdere fra hele landet. En beretning beskriver demonstranterne, som nogen der legemliggjorde “det moderne kapitalistiske samfunds kød og blod, en uendelig masse, en magt, der kunne feje alt foran sig, hvis den blot besluttede at gøre det”.
Når revolutionært lederskab mangler, kan fagforeningsledernes og reformisternes døde hånd aflede selv den mægtigste opstand
Citat: Charlie Kimber
Fra den dag begyndte tre ugers generalstrejke, der mobiliserede 10 millioner arbejdere over hele landet. Det var den største generalstrejke i historien indtil da. Fabrikker lukkede ikke bare, mange strejkende besatte dem og vendte dem fra produktionssteder til steder med kollektiv politisk organisation og diskussion.
Præsident Charles de Gaulle var usikker på, om hæren og politiet ville følge hans ordrer. Men fagforeningsledere og parlamentsmedlemmer insisterede på, at kampen var for lønstigninger, ikke en ny slags samfund. De nedtonede arbejdernes horisont til blot at handle om bedre løn, som regeringen og arbejdsgiverne så kun gav for siden at gennemføre en bitter hævn, da kampene ebbede ud.
Revolution var ikke umulig. Det mislykkedes på grund af fagforeningsbureaukraternes og det reformistiske kommunistpartis giftige ledelse. For revolutionære er udfordringen at forhindre en lignende proces i dag.
