I Klimaklummen vil vi over sommeren beskæftige os med klimaaktivisme. I første del vil vi se på humanøkologen og klimaaktivisten Andreas Malms How to Blow Up a Pipeline: Learning to Fight in a World on Fire (2021).
Malms intervention i klimabevægelsens diskussion om taktiske redskaber
Malm har selv beskrevet bogen som et produkt af 2019, hvor klimabevægelsen var på sit højeste, ledt af bevægelser som Fridays for Future og Extinction Rebellion (XR).
I bogen leverer Malm et forsvar for ”klimatage”, dvs. klima-sabotage i form af ødelæggelse af privat ejendom som olie- og gasrørledninger eller kulværker. Malms bog skal ses som en intervention i en diskussion i klimabevægelsen på daværende tidspunkt, som fortsætter i de mere mainstream bøger om klimaaktivisme som Dana Fishers Saving Ourselves (2024), og som havde fokus på brugen af civil ulydighed eller ikke-voldelig direkte aktion (non-violent direct action, NVDA) til at fremme samfundsmæssig forandring. Det var især XR, som var og er ideologisk og praktisk bannerfører for brugen af denne aktionsform, som de ser som et overlegent taktisk redskab.
Malms pointe er ikke, at ejendomsødelæggelse skal erstatte eller er vigtigere end NVDA, men derimod at denne aktionsform ikke på forhånd kan udelukkes som et nødvendigt taktisk redskab i klimakampen. Jeg vil fremhæve to grunde: den ene kommer fra Malms analyse af de historiske erfaringer fra sociale kampe, og den anden fra hans analyse af den fossile kapital.
Den radikale flanke og ejendomsødelæggelse
Ifølge Malm har sociale bevægelser som Suffragetterne i Storbritannien (kvinders kamp for stemmeret), Borgerrettighedsbevægelsen i USA mod raceadskillelse, samt ANC og kampen mod apartheid i Sydafrika alle haft en ”radikal flanke”, som har praktiseret former for ejendomsødelæggelse. Denne flanke har ikke været i opposition til, men, ifølge Malm, været relateret til de respektive bevægelsers større masse af aktivister, som har praktiseret ikke-voldelig civil ulydighed. Denne dynamik mellem en radikal flanke og en mere moderat massebevægelse har for Malm været en af de helt afgørende grunde til, at disse bevægelser lykkedes med at få opfyldt deres krav og skabe progressiv samfundsforandring. Flanken har bl.a. været med til at presse magthaverne, især i det politiske system, til at forhandle med den mere moderate del af bevægelsen.
Historien fortæller os altså, ifølge Malm, at en ”eskalering” af klimaaktivismen i form af ejendomsødelæggelse af eksempelvis fossil infrastruktur på et tidspunkt vil være nødvendig. Men hvordan det skal ske og hvornår, er en del af de svære strategiske overvejelser, som klimabevægelsen står over for.
Historien fortæller os altså, ifølge Malm, at en ”eskalering” af klimaaktivismen i form af ejendomsødelæggelse af eksempelvis fossil infrastruktur på et tidspunkt vil være nødvendig.
– Martin Karlsson Pedersen.
Lad os ramme den primitive fossilkapitals profit
Men at det må ske, er ikke kun fordi de historiske erfaringer fra sociale kampe fortæller os det. Det følger også for Malm af det faktum, at vi må ramme den ”primitive fossile kapital” – den fraktion af kapitalklassen, som direkte profiterer af produktion og salg af fossil energi (den fossile og petrokemiske industri) – der, hvor det gør mest ondt: profitten.
Her kan vi se, hvorfor denne aktionsform også relaterer sig til hans historiske analyse. I værket Fossil Capital (2016) analyserer han sammenhængen mellem kapitalismens opståen og udvikling i England og energiovergangen fra især vand til kul. Hvad han kommer frem til er sigende: det var ikke fordi kul var billigere end vand (prisincitamentet-argumentet for energiovergangen), men derimod fordi det relaterede sig til magt og profit. På den ene side var kul nemmere på daværende tidspunkt at tage privat ejerskab og kontrol over end vand, som var en mere ”fælles ressource”. På den anden side var det også nemmere at kontrollere arbejderne i kraft af den centralisering af produktion, som kul forudsatte. Arbejderne kunne her samles i nyoprettede byer tæt ved kulproduktionen, hvor deres arbejdskraft bedre kunne overvåges og deres arbejdsproces effektiviseres. Vejen til industriel storskala produktion. Begge disse betingelser muliggjorde en øget profitindtjening gennem produktion og salg af fossil energi, end det havde været muligt med vand som energiressource.
Denne historiske analyse trækkes ind i nutiden for Malm. Selvom vi ser, at prisen på vedvarende energi falder og er konkurrencedygtig med fossil energi, ændrer det ikke ved, at den primitive fossilkapitals høje profitabilitet fortsætter, og er udslagsgivende for dennes fortsatte ekspansion. Der er simpelthen for mange penge at tjene på investering i fossil kapital. Omvejen over den historiske analyse bekræfter os derfor i, hvorfor klimaaktivister er nødt til at ødelægge den primitive fossilkapitals ejendom: det er ikke ”kampen for prisen”, som er det afgørende, men derimod ”kampen mod profitten”. Den
primitive fossilkapitals ejendom er det historiske og nutidige grundlag for denne profit, og dermed dens fortsatte destruktive magt over natur og mennesker. Det er der, vi som klimaaktivister må slå til.
Malm åbnede op for en vigtig diskussion om, hvad klimamodstand kan eller må indebære. Vi vil i næste klumme se på nogle af de kritikpunkter, som er blevet rejst af især økosocialister.
