Svaret på, hvordan vi kan lave en revolution, der én gang for alle afskaffer den syge kapitalisme, finder vi klarere end noget andet sted ved Lenin – 150 år efter hans fødsel, og ca. 100 år efter Oktober-revolutionen. Vi har i dén grad brug for revolution i nutiden, for verdenskapitalismen er i dag hjemsøgt af katastrofer og kriser – se artiklen: “Verden efter Covid-19 – en revolutionær tidsalder”.
Revolutionens aktualitet fremhæves stærkt af ikke mindst klimabevægelsens krav “System change – not climate change”. For kapitalismen har jo frembragt en klimakrise, som kun kan afværges ved at afskaffe den kapitalisme, som har frembragt den. Og svaret på, hvordan det gøres, finder vi hos Lenin:
Karl Marx analyserede kapitalen – men det var Lenin, der var arkitekten bag den eneste succesrige sociale revolution, hvori arbejderklassen befrier sig selv, afskaffer kapitalismen og udvikler et råds-selvstyre. Den Russiske Revolution i 1917. Selv om Oktoberrevolutionen fandt sted for over 100 år siden, har Lenin givet nogle de helt centrale svar på, hvordan man kan gå fra kapitalismens mareridt til menneskets befrielse.
Hvornår kan en revolution ske?
Derfor er det vigtigt i dag at uddrage det, som til alle tider er alment gældende i relationerne mellem magthaverne og alle os andre. Den første lære, vi har fra Lenin, er, at det er afgørende at analysere, hvornår betingelserne for en revolution er til stede. Det skyldes, at det ikke er ligegyldigt – hverken taktisk eller startegisk – hvordan relationerne er mellem de forskellige klasser. En revolutionær situation opstår, når samfundet kommer ud i en dyb, almen krise, hvor de hidtidige magthavere er ude af stand til at regere videre – og hvor det store flertal i arbejderklassen ikke længere vil finde sig i at blive regeret på den gamle måde. (Frit fortolket fra “Venstre-kommunismen en børnesygdom”, kapitel 9).
Betydning af den rigtige analyse af situationen
For det andet er det afgørende vigtigt at få en korrekt forståelse af den politiske dynamik i udviklingen, som gør det realistisk at gennemføre en revolution. Det bedste eksempel på dette er Lenins april-teser fra april 1917. Den russiske Februar-revolution i 1917 havde styrtet zaren – men den nye borgerlige regering var ikke villig til at ændre ved de dybt uretfærdige samfundsforhold. Dvs. slutte krigen, lave en jordreform og sørge for at brødføde befolkningen, som sultede. Imidlertid opmuntrede Februarrevolutionen i 1917 bønderne til at brænde herregårdene af og besætte jorden, som de krævede at overtage gratis. Og kvinderne i byerne krævede brød, for de sultede under 1. Verdenskrig. Og soldaterne deserterede i meget store tal ved fronten, for de ville ikke fortsætte krigen, der ikke var deres. – Og overalt dannede soldaterne soldaterråd, arbejderne arbejderråd og bønderne bonderåd. Dvs. dynamikken i situationen førte frem til krav, som magthaverne ikke var indstillet på at give efter for. Kravene ville kun kunne indfries, såfremt der skete et brud med samfundsforholdene. Derfor erkendte Lenin, at massebevægelsen uundgåeligt ville kollidere med regeringen.
Men hidtil havde bolsjevikkerne troet, at en revolutionær udvikling ville være umulig i det umådeligt tilbagestående Rusland, hvor 4/5 var analfabeter. Med “april-teserne” argumenterede Lenin imidlertid for, at massebevægelserne – trods landets tilbageståenhed – var på kollisionskurs med samfundssystemet og den pro-kapitalistiske regering. Lenin fremlagde derfor det argument, at bolsjevikkerne overfor arbejderne, bønderne, kvinderne og soldaterne skulle foreslå en politik, der ville føre massebevægelserne i den retning, der ville kunne indfri deres krav. Det ville samtidig føre til et brud med den hidtidige samfundsorden. April-teserne var så overrumplende, at de udløste vildt postyr blandt bolsjevikkerne: Revolution i det umådeligt tilbagestående Rusland ?! Lenin må være kugleskør ! Men efter nogen tid overbeviste Lenin flertallet om, at det var vejen frem.
Arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk
For det tredje er det ikke nok at have de korrekte krav, som svarer til situationen, men der skal også være et organ for arbejderklassen, soldaterne og bønderne, der kan gennemføre de krævede forandringer. Derfor var kravet om “al magt til sovjetterne” en udfordring af den borgerlige regering, og det satte spørgsmålet om, “hvem skal regere landet”, på dagsordenen. Dette krav kan ikke bare rejses uafhængigt af situationen, men skal lige præcis fremføres i en dobbeltmagts situation.
I juni 1917 var bolsjevikkerne blevet enige om at følge Lenin. Bolsjevikkerne spredte nu den nye politik til avantgarden blandt soldaterne, arbejderne, kvinderne og bønderne. I store demonstrationer blev der mobiliseret for at bryde med regeringen og parlamentet: “Al magt til sovjetterne (arbejder-, soldater- og bonde-rådene) – Вся власть Советам!” – “Ned med de kapitalistiske ministre – Долой министров-капиталистов!”
De krigstrætte soldater, der i meget store tal deserterede fra fronten, blev mobiliseret på kravet om fred – мир. Bønderne, der krævede jord af herremændene og kirken, blev mobiliseret på kravet om jord – земля. De sultende arbejderkvinder i byerne blev mobiliseret på kravet om brød – Хлеб.
Fred, jord og brød – мир, земля и хлеб – var krav med en meget stor mobiliserende virkning, fordi de var helt centrale for alle berørte i arbejder- og bonde-befolkningen. I løbet af efteråret 1917 skulle det vise sig, at det var disse krav, der samlede soldaterne, arbejderne og bønderne om at vælte det eksisterende samfund. Og således blev der skabt masseopbakning bag Oktoberrevolutionen.
Betydningen af, at de revolutionære organiserer sig
For det fjerde, at uden et levende, demokratisk og debatterende parti som Bolsjevikkerne ville alle disse korrekte krav og taktikker være ligegyldige. Kun ved at have et parti med 30.000 medlemmer forankret først og fremmest på de store fabrikker i Petrograd, Moskva og de andre store byer i Rusland, kunne man vinde masserne. Bolsjevikkerne voksede til 300.000 i efteråret 1917. En tidobling på få måneder. Ikke noget flertal hverken i befolkningen i byerne eller på landet – men stort nok til, at ideerne kunne bringes ud i alle afkroge af samfundet. Betydningen af partiet under selve Oktoberrevolutionen, dennes organisering og argumenter, var uvurderlig.
Internationalismens uundværlighed
For det femte, at et tilbagestående land som Rusland ikke kunne overleve som revolutionens arnested, uden at revolutionen spredtes til de store, avancerede kapitalistiske lande. Den russiske revolution ville komme til at give en enorm impuls til revolutionære kræfter i andre lande, men reaktionen vil altid være på spring til at knuse de sociale forandringer, som havde frataget dem deres magt. Derfor var det vigtigt at skabe en internationale af revolutionære partier, “Komintern” eller 3. Internationale. Både som et værn imod at blive angrebet – det blev man også – men først og fremmest i erkendelse af, at uden en international revolution ville alting blive tabt. Udviklingen viste, at selv om alle de “hvide” hær, som blev indsat imod det nye, revolutionære Rusland, tabte, så kom kontrarevolutionen alligevel indefra i form af Stalin. Herved blev Lenins fastholdelse af, at der findes ingen “socialisme i ét land” desværre bekræftet på en negativ måde.
Hvordan samler man arbejderklassen på tværs af uenigheder?
For det sjette er der enhedsfrontstaktikken. Denne blev udviklet af Komintern i 1921 og 22. Baggrunden var, at den revolutionære bølge efter 1. Verdenskrig havde lagt sig. Specielt i Tyskland, men mange andre steder vedblev Socialdemokratiet stadigvæk med at være den dominerende tendens i arbejderklassen. Det var derfor vigtigt at udforme en taktik, som kunne gøre, at kommunistiske og socialdemokratiske arbejdere kunne slås sammen uden at give afkald på deres strategiske ideer. Derfor udviklede man enhedsfrontstaktikken.
Kort sagt handlede det om at stille krav til de socialdemokratiske (læs: reformistiske) ledere om at handle sammen f. eks. mod fascismen eller for forbedringer for arbejderklassen, uden at kræve at de skulle gå ind for arbejdermagt eller revolution. Ved at stille disse krav, som ikke i sig selv var systemoverskridende, kunne man få en stærkere front overfor staten eller arbejdsgiverne og kampen kunne forstærkes. Det ville også gøre det svært for de socialdemokratiske ledere at afvise samarbejde. Hvis de socialdemokratiske ledere ikke ville gå med, kunne de udstilles som sekteriske, og herved blev vejen banet for, at nogle af de socialdemokratiske arbejdere ville få øjnene op for, at deres ledere ikke var interesseret i kamp.
Enhedsfrontstaktikken kom ikke ud af den blå luft. Den byggede på erfaringer fra den russiske Oktoberrevolution, hvor det var nødvendigt at samle arbejderklassen omkring nogle krav, som alle kunne gå ind for uanset partitilhørsforhold. Men kravene var i sig selv umulige at gennemføre uden en magtovertagelse og et systemskifte. De russiske bønder havde i 1917 illusioner om det såkaldte “Socialrevolutionære Parti”. På papiret gik det ind for jordreformer, men da det kom til stykket, turde partiet ikke bryde med adelen og kirken på kravet om at udstykke de store godser. Selvom bønderne var meget skeptiske eller direkte afvisende overfor bolsjevikkerne, lykkedes det ikke desto mindre at mobilisere bønderne i en enhedsfront på kravet om jord.
Ligeledes havde mange arbejdere og soldater illusioner om det reformistiske parti mensjevikkerne. Men det ville ikke bryde med samfundsforholdene i Rusland i 1917. Specielt spørgsmålet om at gøre sovjetterne (arbejderrådene) til den egentlige magt i Rusland var de imod og udvandrede fra det møde, hvor den centrale Sovjet tog magten fra borgerskabet. Men de arbejdere, som før havde støttede mensjevikkerne, vendte sig nu til bolsjevikkerne.
Enhedsfrontstaktikken er således en helt afgørende forudsætning for at samle alle, hvis objektive interesser gik imod det bestående samfund, og forene dem i en fælles kamp, på tværs af alt det, de i øvrigt var uenige om. Taktikken er vigtig både i revolutionære situationer som den i Rusland 1917 samt i forhold til konkrete tiltag i ikke-revolutionære situationer.
Lenin lig med Stalin?
Her har vi opremset alle de ting, som gør, at vi med stort udbytte kan bruge Lenins ideer i dag. Men det er også vigtigt, at når man omtaler Lenin at forholde sig til den dæmonisering af Lenin, som i dag er mainstream. Det meste af, hvad der skrives om Lenin som en angivelig “diktator”, er myter, der er blevet skabt af den vestlige, borgerlige historieskrivning, der har brug for fjendebilleder, der kan “retfærdiggøre” Vesten:
Stalinismens kontrarevolution udnyttede Lenin til efter dennes død at ophøje ham til en “afgud”, der skulle kaste glans over det stalinistiske system. Igennem årtier har stalinismens afgudsdyrkelse bidraget til, at Vesten har kunnet opbygge et fordrejet billede af Lenin som en tilsyneladende iskold fanatiker, der skabte en undertrykkende stat for herved at kunne realisere sine forskruede opfattelser. Vesten satte således lighedstegn mellem Lenin og Stalin. Men Lenins politiske testamente fra december 1922 afslører imidlertid, at “Lenin = Stalin” er en løgn. Tværtimod advarede Lenin på sit dødsleje imod Stalin. Og det er grunden til, at testamentet efterfølgende blev censureret væk.
Uenigheder i Bolsjevikpartiet
Men var Lenin leder af et monolitisk parti, som indførte et diktatur? Historien fortæller noget andet. Der var masse af uenigheder i Bolsjevikpartiet både før, under og efter oktoberrevolutionen.
I partiet var der uenighed om, hvorvidt det overhovedet skulle opfordre til Oktoberrevolutionen. Denne skete, da der var opnået flertal herfor i sovjetterne, ikke mindst blandt soldaterne. Men Zinoviev og Kamenev i partiets ledelse var imod, og det blev diskuteret kraftigt. Der var en månedlang debat, og Lenin var ved at flå sit hår ud, pga. at han mente, at man ville miste øjeblikket.
I kølvandet på de imperialistiske landes invasion og borgerkrigen 1918 – 20 kom Sovjetrusland som følge af de enorme ødelæggelser i krise. Her foranstaltede partiet den såkaldte “krigskommunisme”: Konfiskation af fødevarer blandt bønderne på landet, forbud mod strejker og forbud mod at danne fraktioner inden for partiet. “Krigskommunismen” var et desperat her-og-nu skridt for at overleve – men den politiske pris var uhyggeligt høj i forhold til bønderne, arbejderne og partidemokratiet. Lenin havde stemt for – men i 1921 indså han, at denne desperate politik øjeblikkeligt måtte forlades. Han nåede at få gennemført NEP-politikken, der snart genoprettede forholdet til bønderne og fødevareproduktionen. Men så blev han meget syg, og nåede ikke at få ophævet fraktions-forbuddet inden for partiet. Dette blev misbrugt af Stalin, hvilket Lenin opdagede i slutningen af 1922 – umiddelbart før han pga. sygdom blev sat helt ud af spillet.
Den måske mest talende argument imod, at Lenins Bolsjevikparti blot skulle være et organ for hans egne ambitioner, er Moskva-processerne i 1936-37, hvor Stalin gjorde det af med hele det gamle Bolsjevikpartis top, som havde været med til at gennemføre revolutionen i 1917. Det gjorde han, fordi han ønskede at drukne alle minder om Bolsjevikpartiet som et revolutionært parti i blod – og ikke en bureaukratiske klike, som ragede til sig som den nye herskende klasse i Sovjetrusland. Han smadrede derved Lenins parti.
Køb bogen John Molyneux “Lenin for Today” (2017). Bogen er på engelsk og sælges af Internationale Socialisters forlag Modstand.org http://www.modstand.org/bts/btstitel.asp?titel=616
Vejen fra protest til social revolution: Nutidens aktivister kan lære af Antonio Gramsci (1891-1937) – Socialistisk Arbejderavis: http://socialister.dk/gramsci-er-vaccine-mod-et-sygt-system/
