Store dele af arbejderklassen i Europa kæmper i øjeblikket for at sikre reallønnen, ordentlige og sikre arbejdsvilkår og retten til at gå på pension, inden man er totalt udslidt. Strejkerne har bølget frem og tilbage i Frankrig og England. Men også i Tyskland, Belgien og Grækenland har der fundet omfattende strejker og protester sted. Og intet tyder på, at de stopper.
OK23-forlig: For lidt og for billigt
I Danmark kunne fagbevægelsen mobilisere og samle en massiv utilfredshed og vrede mod tyveriet af store bededag, men valgte skuffende nok hverken at omsætte utilfredsheden til strejker og aktioner imod regeringen eller kræve en erstatningsfridag ved overenskomstforhandlingerne.
Samlet set kan man betegne OK23 forligene som “for lidt og for billigt”. De sikrer ikke tabet af realløn, de hæver ikke mindstelønnen tilstrækkeligt, og uden en erstatningsfridag for store bededag vil vi komme til at arbejde mere
Citat: Internationale Socialister
Til gengæld har fagtoppen her i starten af marts indgået forlig på alle overenskomstområder. Samlet set kan man betegne dem som “for lidt og for billigt”. De sikrer ikke tabet af realløn pga. af inflationen, de hæver ikke mindstelønnen tilstrækkeligt, og uden en erstatningsfridag for store bededag vil vi komme til at arbejde mere.
Fagburokratiet redder først og fremmest sig selv
Fagburokratiet har ønsket et forlig for enhver pris, frem for at bruge kollektivets kampkraft. Det gælder i Danmark, men det gælder også fagburokratiet i de britiske fagforeninger. Her har det for det første været meget svært for fagburokratiet overhovedet at komme i en forhandlingssituation, fordi regeringen ikke har ønsket at forhandle med dem.
Men i kraft af strejkerne, deres popularitet i befolkningen og den gensidige solidaritet faggrupperne imellem, er den engelske regering og nogle transportselskaber nu nødtvunget gået til forhandlingsbordet. Fagburokartiet har i nogen tilfælde indgået forlig, som slet ikke modsvarer kravene. Ofte er de blevet forkastet af medlemmerne, men det spænder ben for at udvikle sammenholdet og solidariteten. Læs her interview med RMT og London Underground arbejder, Phil Rowan om hvordan RMT, en af de mest aktive fagforeninger, også har indgået forlag og stoppet de varslede strejker
Men hvad bliver det næste angreb fra SVM? Den er langt fra færdige med lade arbejderklassen betale for oprustningen, smøre virksomhedernes konkurrenceevne og give skattelettelser til de rigeste
Citat: Internationale Socialister
I Frankrig er Macron fast besluttet på at gå planken ud, gennemføre sin pensionsreform og afvise ethvert kompromisforslag fra fagburokratiet, præcis som da Mette Frederiksens stjal Store Bededag og gav fagburokratiet fingeren. Men Macron er blevet mødt med så omfattende strejker, aktioner, blokader, organiseret af såvel fagforeningerne, som lokale strejke komiteer og aktionsgrupper i bedste “gule veste” stil. Så da det kom til stykket, turde han ikke sætte sin pension reform til afstemning i den franske nationalforsamling og har derfor gennemført den pr. dekret.
Mette F går i offensiven
Mette Frederiksen og SVM vandt slaget om store bededag, og udtaler selvsikkert: “Der er alle mulige mennesker, som mener vi skal arbejde mindre – glem det venner, glem det”.
Men hvad bliver det næste angreb fra SVM? Den er langt fra færdige med lade arbejderklassen betale for oprustningen, smøre virksomhedernes konkurrenceevne og give skattelettelser til de rigeste.
Stilhed før stormen?
På overfladen tegner alt roligt. Alt for roligt. Fagtoppen har travlt med at oversælge overenskomst-resultaterne forud for en kommende afstemning. Ingen taler længere om bededags-tyveriet, der jo også betyder en forringelse af alle sociale indkomster.
Enkelte fagforeninger og enkelte arbejdspladser står frem og anbefaler deres medlemmer at stemme nej til forliget, flere er på vej. Og på et stormøde er der nu skabt en samlet Stem Nej-kampagne https://fb.me/e/O0OVBrzC
Organisér utilfredsheden
Utilfredshed er der nok af, men meget få kræfter til organisere den. Nej-kampagnen kom sent igang, men den kan blive en løftestang for organiseringen af et nyt alternativt lederskab i fagbevægelsen. Et alternativt lederskab, som kan fortsætte kampen, når fagtoppen står af. Et alternativt lederskab, som har sin rod og henter sin styrke på arbejdspladserne.
Det er venstrefløjens politiske ansvar at være med til at opbygge et alternativt lederskab i fagbevægelsen. Her under OK23, hvor dele af arbejderklassen er i bevægelse, er det et godt tidspunkt. De dele af venstrefløjen, som vil det, må finde sammen. Selv en beskeden nej-kampagne vil kunne samle utilfredsheden på tværs af fag og byer og bane vejen for, at arbejderklassen kan bruge sin kollektive styrke under en storkonflikt til at skabe resultater til gavn for alle.
