Phil kommer til Danmark inviteret af Enhedslisten og vil tale på offentlige møder med titlen: “Arbejdskampe i Europa og OK 23” sammen med strejkende arbejdere fra Frankrig. De vil finde sted i Aalborg, Esbjerg, Silkeborg, Fredericia og København i perioden 20. -25. marts.
Socialistisk Arbejder Avis (SAA): Hvorfor var RMT “first mover” i den nuværende lange strejkebølge i Storbritannien?
Phil: Vi har en lang tradition for at strejke, når det det er nødvendigt, og vi er også kendte for at være ret aktive. Så vi startede strejkebølgen som de første i London Underground sidste år.
SAA: Hvad er jeres krav?
Phil: Vi kræver, at vores pensionsordning ikke ændrer sig, hvilket regeringen ønsker. Og så mister vi jobs, ikke fordi de fyrer folk, men fordi de ledige jobs ikke bliver genbesat. Faktisk har vi mistet 500 jobs. Generelt er vores arbejdsvilkår under pres gennem firmaets “fit for the future”-strategi. Ved de private togselskaber indenfor National Rail samt ved det statslige selskab Network Rail, der er ansvarligt for driften af jernbanelinjerne (svarende til Banedanmark i DK), er arbejdernes vilkår under pres, f.eks gennem “drivers only”-politikken: Et krav om, at togkonduktørerne skal fyres, så loko-føreren er helt alene om ansvaret for toget. Arbejderne stiller også krav om lønforhøjelser.
SAA: Hvad har arbejdsgiverne tilbudt jer?
Phil: Intet, og pensionsplanerne er forsinkede.
SAA: Har I befolkningens sympati for strejkerne?
Phil: Vi møder overvældende stor sympati for strejkerne. Ikke kun os i London Underground, men alle RMT-strejker. Hver gang vi strejker kommer folk forbi vores strejkeblokader og giver os mad og drikke og viser deres opbakning. Arbejdsgiverne havde ikke forventet dette, og det glæder os.
SAA: Hvordan organiserer I disse strejkeblokader, og hvad laver I, når I står der?
Phil: Vi organiserer strejkeblokader ved hvert eneste depot og ved så mange stationer, som vi kan. Og vi starter meget tidligt, halv fem om morgenen. Nogle kollegaer må sove nær depotet for at kunne være der så tidligt. Vi forsøger at være så mange som muligt. Vi snakker med hinanden og diskuterer de forskellige spørgsmål, og hvordan vores kamp kan vindes. Vi overtaler folk til at gå med i strejken i stedet for at gå på arbejde. Andre fagforeninger kommer forbi og viser deres støtte. Det betyder rigtig meget for folk, især nye folk.
SAA: Den 1. februar var en kæmpe strejke- og protestdag – hvad forventer du den 15. marts?
Phil: Vi var ikke med i strejken den 1. februar, fordi fagtoppen troede, de havde en aftale. Men det var en dårlig aftale, som skulle have været afvist med det det samme. Måske troede fagtoppen, at vi ikke havde råd til at strejke, fordi vi havde strejket mange dage omkring jul.
Jeg forventer at 15. marts bliver endnu større, fordi mange vil være ude at strejke samtidig. V i London Underground vil være ude sammen med togførerne i ASLEF, som er fagforeningen for lokoførerne m.m. National Rail vil strejke 16. marts og forhåbentlig også vi i London Underground.
SAA: Hvad skal der til for at I kan vinde?
Phil: Den 15. marts vil vise, hvordan man kan lukke samfundet i én dag. Vi må udvide dette til en længere periode. Det vil sætte et større politisk pres på regeringen, som er ganske svag. Derfor vil det ikke koste så meget at sætte regeringen i krise og tvinge dem til at give efter.
I øjeblikket bruger de “del-og-hersk”-taktikken for at få nogle fagforeninger til at stoppe strejkerne, som f.eks. RCN (sygeplejerskernes fagforening) og UCU (universitetsansattes fagforening) gjorde for nyligt. Det virker som om, at fagtoppen er desperate for bare at få en eller anden aftale og nøjes med det. Det bør de ikke gøre. Vi må kæmpe sammen, indtil der en en aftale for alle. Derfor har brug for flere aktioner udført af de menige fagforeningsmedlemmer, og vi har også brug for at organisere strejkekomiteer
Her er interviewet på engelske.
