Billede tekst: DKP og SD mødes til det første forhandlingsmøde, 22. juni 1945. Seks kommunister og syv socialdemokrater. Foto: AAB/Arbejdermuseet
1 verdenskrig sluttede med arbejderrevolution, opstande og strejkebølger. Det skete ikke med 2. verdenskrig. Den sluttede ved, at en (eller rettere flere) imperialismer nedkæmpede nogle andre. Den 2. imperialistiske verdenskrig var ganske vist slut, men resultatet var overordnet set, at der var sket en forskydning mellem de toneangivende stormagter.
Der kom altså ikke en revolutionær situation, men hvorfor skete det så ikke? Der kan næppe gives en entydig forklaring, men elementer i forklaringen er: At de forskellige magthavere var mere opmærksomme på muligheden, og især at undgå den. At nazismen var så bestialsk, at det var nemmere at tegne et fjendebillede, der trak arbejderne ned i nationalismens hængedynd. Og så ikke mindst at alverdens kommunistpartier i deres følgagtighed over for Stalin var ophørt med at være revolutionære.
Sidste punkt skal findes i, at Stalin og Churchill i 1944 aftalte, hvordan de skulle dele Europa imellem sig i ”interessesfærer”. Og nu ønskede Stalin ikke, at der blev rokket ved båden i den vestlige ”sfære”, da det kunne bringe aftalen i fare. Derfor blev det kommunistpartiernes opgave at lægge låg på utilfredsheden. Noget som de stort set alle gjorde, som før, uden at stille spørgsmål, hvilket gav mange groteske udslag.
Forventninger
Det ændrede ikke på, at utilfredsheden var stor, og lige så forventningerne til forbedringer for arbejderne, efter at de, om nogen, havde betalt dyrt for 15 års krise og krig.
Da befrielsen endelig kom, blev det ikke helt sådan – snarere langt fra. Straks trådte det gamle folketing sammen, og der blev indsat en befrielsesregering, bestående af 9 ”gamle” politikere og 9 fra modstandsbevægelsen. Og efter godt en uge var politi og militær indtrådt i deres gamle pladser.
Folketinget ophævede ganske vist kommunistloven og gjorde DKP lovligt. Men loven om strejkeforbud ville man ikke ophæve, før den udløb i november. Og da den udløb, forlængede folketinget for en sikkerheds skyld gældende løn- og arbejdsforhold til foråret 1946.
Mens DKP, på baggrund af indsatsen i modstandsbevægelsen, stod stærkt i arbejderklassen – stærkere end nogensinde før (og siden), var Socialdemokratiet (SD) grundigt svækket. Troværdigheden var i bund, fordi partiet besættelsen igennem havde insisteret på at fastholde klassesamarbejdet, selvom borgerskabet stort set nægtede at give indrømmelser. SD’s reformisme havde vist hulheden i sin påstand om, at partiet var arbejdernes bedste værn.
Venstresving
Derfor måtte SD foretage et taktisk venstresving i forsøget på at genvinde det tabte terræn. Bedst er det vel illustreret af en tegning i Blæksprutten om valget i 1945, hvor DKP’s formand, Aksel Larsen går med et skilt med teksten ”Vi kræver det hele”, og han følges af SDs formand, Hans Hedtoft, hvis skilt lyder: ”Men vi kræver mere”.
Konkret udmøntede det sig i, at SD indlod sig på forhandlinger med DKP. Det havde været DKP’s drøm siden folkefrontsperioden blev indledt midt i 30erne, men indtil nu været noget helt uhørt for SD.
I slutningen af 1944 udsendte DKP-programmet ”Folkets vilje, landets lov” med partiets efterkrigspolitik. Det var et program, der var forsigtigt i sine krav, og lagde vægt på dels ønsket om modstandsbevægelsens fortsættelse som (demokratisk) politisk magt, og dels ønsket om en sammenslutning mellem SD og DKP i et fælles parti for arbejderklassen.
Derfor måtte SD foretage et taktisk venstresving i forsøget på at genvinde det tabte terræn. Bedst er det vel illustreret af en tegning i Blæksprutten om valget i 1945, hvor DKP’s formand, Aksel Larsen går med et skilt med teksten ”Vi kræver det hele”, og han følges af SDs formand, Hans Hedtoft, hvis skilt lyder: ”Men vi kræver mere”
Citat: Freddie Nielsen
DKP var vokset fra ca. 5.000 medlemmer før krigen, til 50-60.000 i sommeren 45, og gjorde sig voldsomt gældende på arbejdspladser og i fagforeninger. Heroverfor stod et svækket SD, der skulle til at genvinde sin styrke.
Det blev til 4 møder, inden forhandlingerne brød sammen i august. SD havde forhandlet på skrømt, og fik malet DKP op i en krog med krav om, at partiet skulle vise sit rette demokratiske sindelag, ved ikke at stille sig i spidsen for udenomsparlamentariske handlinger.
I mellemtiden havde Jens Otto Krag forfattet et nyt SD-program, ”Fremtidens Danmark”, et fremragende eksempel på SD’s evne til at dreje til venstre, om nødvendigt. I det mindste retorisk. Det blev nu vedtaget, og der blev indledt en antikommunistisk kampagne.
Nu mente SD, at de havde fået sig manøvreret tilbage på banen. Men helt så let var det altså ikke. SD fik et enormt chok, da testen, valget i oktober 45, var overstået.
Valgchok
DKP havde fået 12,5 % af stemmerne og 18 mandater i folketinget, mens SD med 32,8 %, fik sit dårligste valg siden 1918, og mistede 18 mandater. Hans Hedtoft, der nu var formand for SD, skulle ikke nyde noget af at være statsminister på DKP’s mandater, så han afstod, og den første efterkrigsregering blev en sort Venstre-regering under Knud Kristensen.
På arbejdspladserne var der megen uro i befrielsessommeren. Fra B&W, en stærk DKP-bastion, blev der udarbejdet et 7-punkts program, som hurtigt fik støtte fra mange arbejdspladser. B&W-arbejdernes krav var: 1. Udrensninger, 2. Strejkeret, 3. 40 timers arbejdsuge, 4. Automatisk dyrtidsregulering, 5. 3 ugers ferie, 6. Nationaliseringer og 7. Bedriftsråd.
Kravene nød stor opbakning blandt arbejderne. SD, derimod, tog kun kravet om bedriftsråd til sig, og formåede hurtigt at udvande det til at blive til de tandløse samarbejdsudvalg, som stadig findes.
Kravet om udrensninger af nazister og værnemagere ”fra top til bund”, var et meget populært krav, og det lå til grund for mange strejker sommeren over, hvor nazistiske arbejdsledere krævedes fjernet.
En sådan strejke fandt sted på Carlsberg, hvor bryggeriarbejderne fik opbakning af nogle modstandsgrupper, der kortvarigt besatte dele af bryggeriet. På flere tekstilfabrikker blev der strejket af samme grund. Og i Ålborg kom det til en omfattende strejkebevægelse 4. august i protest mod løsladelser af mistænkte nazister.
Strejkebevægelse
Andre strejker var f.eks. københavnske mølleriarbejderes 11 uger lange lønstrejke, der fik støtte af flere sympatistrejker i provinsen. På Kbh. Brødfabrikker strejkede bagerne i 7 uger. På en lakfabrik og på flere værfter blev der strejker mod sundhedsfarlige stoffer i malingen. I det hele taget var værftsarbejdere fremtrædende på strejkefronten.
I flere omgange var der store arbejderdemonstrationer foran Christiansborg. 11. juni blev arbejdet nedlagt på alle københavnske bryggerier og spritfabrikker, og man gik i demonstrationstog. Det samme skete 25. juni, hvor 3.000 B&W-arbejdere marcherede til Christiansborg.
Højdepunktet kom 4. juli, hvor der fandt meget udbredte strejker sted. Parolerne viste opbakning til B&W-kravene, og en demonstration med op imod 100.000 deltagere samlede sig foran Christiansborg.
Det blev så samtidig en kulmination. DKP-ministrene Aksel Larsen og Alfred Jensen havde, af hensyn til regeringsenheden, lovet ikke at tale til demonstrationen. Og da en stor del af demonstranterne ikke ville gå hjem, men ville have kravene opfyldt, faldt det i Alfred Jensen lod, siddende på skuldrene af to betjente, at overtale folk til at gå hjem.
Det blev gjort med henvisning til de folk i regeringen, der støttede kravene. Og samme aften blev der afholdt et hasteindkaldt tillidsmandsmøde, som DKP havde stor andel i, der afblæste strejkerne med den samme henvisning.
De først 16 artikler i serien kan læses her
