Det er budskabet i Tomáš Tengely-Evans’ pjece, Stalins skygge, som udkommer snart på dansk (kan bestilles på forhånd ved at skrive til isu@socialister.dk). Tengely-Evans er onlineredaktør på avisen Socialist Worker og medlem af Internationale Socialisters søsterparti i UK, Socialist Workers Party.
Pjecen kommer som en respons på, hvad forfatteren identificerer som en delvis genoplivning af stalinistiske argumenter i et lille, men ungt og synligt lag på venstrefløjen.
Idet en antikapitalistisk stemning breder sig, søger unge til venstre, og uden meget kendskab til historien om Stalins regime og Østblokken, som kan synes langt væk, genfinder nogle Sovjet som et alternativ til kapitalismen. I deres iver efter at kritisere den dominerende USA-imperialisme, hopper unge “tankies” direkte ind i den gamle koldkrigsretorik .
Der bør ikke herske tvivl om, at hverken Sovjet eller andre stalinistiske lande er eksempler på ønskværdige eller bæredygtige alternativer til kapitalismen og det “frie marked”. Men socialister må have styr på historien og argumenterne.
Hvad er stalinisme?
Tengely-Evans forstår stalinisme som systemet i Sovjet mellem 1928 og sammenbruddet i 1991 og følgelig den politik, som kommunistpartier verden over førte og stadig fører.
Stalinisme kan ikke begrænses til Stalins regeringsperiode. Stalinisme i dag tager for det meste ikke form af en direkte hyldest til Stalin selv. Mange vil på overfladen tage afstand fra hans diktatoriske metoder og ”misbrug af statsmagt”.
Men spørgsmålet om, hvad stalinisme er, går dybere: Det er et spørgsmål om, hvordan vi forstår socialisme, og hvordan vi forstår selve kapitalismens væsen som et globalt system. Som forfatteren formulerer det: Det skærer ind i kernen af, hvad vi kæmper for som revolutionære socialister.
International Socialist Tendency (IST)’s grundlæggende kritik af Sovjetunionen og dens satellitstater er, at de, snarere end på nogen måde at være socialistiske, var såkaldt statskapitalistiske.
Statskapitalisme
I kapitalistiske lande med ”frie markeder” konkurrerer firmaer om at akkumulere mest mulig kapital og tjene den største profit. Dette gør de ved teknologisk optimering af produktionsmåden og produktivkræfterne og ved at gå efter at tjene den størst mulige merværdi på arbejdernes arbejdskraft. Dette skaber to grundlæggende klasser: kapitalistklassen, som lever af at eje, og arbejderklassen, som må sælge arbejdskraft for at leve.
Klassesamfundet og dets magtstrukturer var intakte i Sovjet og satellitstaterne. I stedet for privatejede firmaer kontrollerede statsbureaukratiet produktionsmidlerne, og bureaukratklassen nød overdådige privilegier over almindelige arbejdere. Arbejderdemokrati var ikke-eksisterende.
Tengely-Evans viser, hvordan Sovjet, på trods af den udeblivende nationale konkurrence, lå under for presset for kapitalakkumulation for at holde trit med vestlige kapitalister. Dette indebar en hård disciplin og underordning af arbejdere. En integreret del af dette samfund var et system af systematiske ”udrensninger” af politiske modstandere, tvangsarbejdslejre, hemmeligt politi, kvindeundertrykkelse og undertrykkelse af minoriteter.
Forfatteren er klar i mælet: At se dette som “misbrug af statsmagt” eller som én forskruet persons værk er ikke at anerkende den rolle, undertrykkelsen spillede som i industrialiseringen og disciplineringen og, i arbejdslejrenes tilfælde, som direkte metode til kapitalakkumulation. Det er at acceptere den form for statsmagt, der gjorde sig gældende i Sovjet i det hele taget – så længe, den ikke blev misbrugt, var den legitim og endda ”socialistisk”, ”kommunistisk” eller en ”arbejderstat”. Socialister bør gå imod sådanne udlægninger.
Stalin gav endegyldigt dødsstødet til den Russiske Revolution, og snarere end at skabe en ny og revolutionerende demokratiform, kvalte han med sin partibureaukratiske tilgang de arbejderdemokratiske organer, som var blevet dannet under revolutionen. Derfor klinger det særligt hult, når stalinister beskriver sig selv som ”marxister-leninister” eller beskriver Sovjetunionen som revolutionens sejr.
Imperialismens monster
Spøgelset, eller måske snarere det mangehovedede monster, der går gennem stalinismens opkomst, storhed, fald og genoplivelse, er imperialismens monster. Tengely-Evans demonstrerer dette klart og tankevækkende.
Imperialismen, ikke forstået som en praksis for visse storhedsvanvittige ledere, men som selve “kapitalismens højeste stadie”. I kapitalakkumulationens navn vrister kapitalisterne i de enkelte lande sig fri af de nationale bånd og søger markeder og territorium.
Imperialismen er kapitalismen som globalt system, der tvang Sovjet ud i konkurrence med Vesten og fortsat umuliggør socialisme i ét land; imperialismen er implicit i den borgerkrig, der svækkede den Russiske Revolution, i Sovjets katastrofale intervention i den spanske borgerkrig, i den kolde krig og i de nationale befrielsesbevægelsers skelen til Sovjet for inspiration og støtte. Indlemmelsen af de østeuropæiske lande som sovjetiske satellitstater og nedkæmpelsen af arbejderopstande i disse lande var direkte imperialistiske, militære aktioner.
Og det er imperialismen som det system, vi stadig befinder os i, som puster liv i mange af de stalinistiske argumenter i dag. At man ikke er anti-imperialist, hvis man kritiserer Kina eller Cuba eller bifalder Berlinmurens fald.
Og det er ikke altid et let sted at balancere. Mens kommunistpartierne i anden halvdel af det 20. århundrede fremstillede oprørske arbejdere som “kontrarevolutionære”, når de gik imod det herskende parti, har man i lige så høj grad kunnet opleve borgerlige narrativer i Vesten fremstille oprør i Østblokken og murens fald som de ultimative beviser på alle menneskers store ønske om at leve i frimarkeds-kapitalismen og som socialismens ringe levedygtighed.
Socialister må altid være på arbejderklassens side ‒ i fortiden og nutiden, i Stalins og i Putins Rusland, i Xis Kina, i Ukraine, i USA, i Danmark og alle andre steder. Vi skal aldrig vælge den ene imperialist frem for den anden, men i stedet kæmpe for arbejderklassens selvbefrielse, idet den griber magten fra neden.
