I borgerkrigens fire år blev der dræbt flere amerikanske soldater end i uafhængighedskrigen, første verdenskrig, anden verdenskrig, Korea-krigen og Vietnam-krigen tilsammen.
Hvad handlede det om? I næsten 100 år havde de to forskellige økonomiske systemer levet side om side. Den første præsident, Thomas Jefferson, også en slaveejer, mente at slaveriet var på vej ud. Adam Smith havde jo bevist at ”fri”-arbejdere var mere effektive end slaver. Men bomuldsindustriens vækst i de 70 år op til borgerkrigen ændrede denne antagelse.
To systemer som stødt sammen
I 1790 producerede syden kun 1000 tons bomuld om året. I 1860 var dette tal steget til 1.000.000 tons og fire millioner slaver. Men syden ønskede ikke blot slaver, men nye landområder til at dække det stigende behov for bomuld på det internationale marked.
De nordlige stater havde også undergået en stor forvandling i den samme periode. Deres befolkningstal var eksploderet, specielt gennem millioner af immigranter fra Europa. De ønskede at udnytte det store område vest fra Mississippi til landbrug baseret på ”fri” arbejdskraft.
Spørgsmålet var, hvem skal have adgang til at udnytte de kæmpestore områder vest fra floden Mississippi, og på hvilket grundlag. Kapitalisme baseret på ”fri” arbejdskraft eller slaveri? Samtidig ønskede de nordlige stater tariffer for at beskytte deres industrier mod briterne, hvorimod Syden ønskede at bevare frihandel for at kunne fastholde handlen med briterne. Hvem skulle den føderale regering støtte i denne strid?
Optakten til borgerkrig
Det Demokratiske Partis præsident tillod i 1854, at slaveriet kunne gennemføres i Kansas og andre vestlige territorier, hvis et flertal af hvide bosættere stemte for det. Befolkningen i de nordlige stater kunne se, at deres ideer om ”frit” land i vesten ville blive forpurret af slaveejere, som kunne bruge deres magt og formue til at gennemtvinge slaveriet på store plantager og udelukke dem. Denne vrede førte til dannelsen af Det Republikanske Parti og Abraham Lincolns sejr i 1860.
Partiet var ikke et gennemført antiracistisk parti. Det ville gerne acceptere slaveriet, hvis bare ”fri” arbejdskraft fik lov at dominere i de vestlige uudnyttede områder. Det var både kapitalister, små erhvervsdrivende, landmænd og arbejdere blandt tilhængere. De var blot samlet om at fastholde og udvide områderne for ”fri” arbejdskraft. Men opgøret med syd om vesten drev dem til at være modstandere af slaveriet i det hele taget.
Med Lincoln ved magten så sydstaterne deres position truet. De skulle ekspandere for at overleve på verdensmarkedet. Syv stater valgte at melde sig ud af unionen. Da de startede et militært modangreb, meldte fire mere sig ud af unionen. Borgerkrigen var en realitet.
Revolutionære stemning
Starten på borgerkrigen slog stærke gnister i nord. Der var møder overalt og slaveriets modstandere fik stor opbakning. Aviser produceret af antislaveribevægelsen blev revet væk. Der var en revolutionær stemning. Desværre afspejlede det sig ikke i hvordan regeringen førte den militære kampagne. Lincoln gjorde alt hvad han kunne for at finde et kompromis for at få de sydlige stater tilbage. True dem med militær, men garantere dem at de kunne beholde deres slaver. Men norden kunne ikke få overtaget uden at bruge mere militante metoder. Borgerkrigen trak ud i 18 måneder uden nogen af siderne havde fået overtaget.
Men militante metoder lå lige for. Ved at erklære slaveri afskaffet, kunne man stimulere et oprør i syden og ved at tillade sorte soldater kunne man fylde hæren op, da den manglede soldater. Lincoln blev tvunget til disse skridt af selve dynamikken i situationen. Han udpeget to generaler, Grant og Sherman, som havde et helt andet syn på hvordan man vandt. Efter sejr i Gettysburg i sommeren 1863 indledte de to generaler et korstog igennem syden, specielt i Georgia (slaveejernes højborg), brændte plantagerne ned og frigav slaver. Det tog dog to års intense kamp mere, før sejren var hjemme Norden havde vundet.
Rekonstruktion og forræderi
For at sikre at de sydlige stater forblev loyale stationerede regeringen tropper i ti år i syden. Denne ti år kendes som ”rekonstruktion”. General Grant vandt præsidentposten i 1868 og sikrede, i en periode, en opblomstring i rettigheder for sorte. De fik valgret og kunne eje jord.
Men midt i ’70erne trak regeringen troperne tilbage. De følte sig ikke truede af en tilbagevending til syden fra før borgerkrigen. Men den nordlige hærs tilbagetrækning havde katastrofale konsekvenser for racismen i syden. Klu Klux Klanen kunne uden fare lynche og fordrive sorte fra deres jord. Valgretten blev afskaffet og først gennemført igen 90 år efter i 1950’erne. Apartheid (gennem Joe Crow-lovene) herskede i de sydlige stater helt frem til 1960’erne. Den nordlige kapitalisme hjalp med at afskaffe slaveriet, men valgte at se stort på fortsat undertrykkelse og systematisk racisme.
Alle tidligere afsnit af serien Almindelige menneskers historie kan læses her
