En ny rapport fra analyseinstituttet VIVE undersøger “danskernes erfaringer med sexistisk adfærd og omgivelsernes reaktioner”. Undersøgelsen har haft til formål at belyse 16-50-åriges erfaringer med sexisme, det vil sige uønsket seksuel opmærksomhed, kønskrænkelser (dvs. ekskluderende adfærd baseret på køn) og seksuel tvang.
Undersøgelsen viser en generel ulighed i rapporteringen af uønskede hændelser. Kvinder oplever over et år dobbelt så mange typer af uønskede hændelser som mænd og møder hyppigere end mænd den samme type sexistiske adfærd flere gange.
Ni ud af ti yngre kvinder
Ifølge undersøgelsen er yngre kvinder en særligt udsat gruppe, idet: “Mere end ni ud af ti kvinder mellem 16 og 24 år beretter, at de har været udsat for mindst én ubehagelig oplevelse de seneste 12 måneder.”
Ligeledes er køns- og seksuelle minoriteter en særligt udsat gruppe: “I den lille gruppering af højt udsatte, som har erfaringer med uønskede hændelser i mange sfærer, identificerer undersøgelsen en højere procentdel af køns- og seksuelle minoriteter.”
Kultur og struktur
Siden rapporten har det været fokus, at der er brug for en debat om, hvordan vi opfører os, og ligestillingsministeren vil særlig gribe ind blandt unge. Spørgsmålet er, om krænkelserne afdækket i rapporten kan afskrives som et resultat af dårlig opførsel blandt unge.
Kampen for ligestillingen af alle køn er klassekamp. Strukturel sexisme pålægges alle køn/arbejdere af det kapitalistiske system
Citat: Rosa Bruun Andersen og Anna Wolf
Rapporten tydeliggør snarere dybere strukturelle udfordringer i samfundet, der må konfronteres i kampen for reel ligestilling. Det er, hvad der menes, når vi taler om sexisme som et “kulturelt” problem: Vi har en række love og forskrifter, der skal sikre formel ligestilling, og de fleste mænd går måske ikke bevidst og tænker, at kvinder f.eks. skylder dem sex. Men i den adfærd, der opstår som gangbar i forskellige sfærer af vores liv, ses de opfattelser, der ligger indlejret i kulturen.
Mainstream feminisme
#Metoo-bevægelsen skabte fokus på sexisme på arbejdspladser og i det offentlige rum, men dette øgede fokus lader ikke til at have mindsket omfanget af chikanen i sfærer uden for arbejdspladsen. Tværtimod mener flere i visse kontekster at have oplevet en stigende radikalisering af specielt unge mænd og drenges holdninger til sexisme.
Opfattelserne blandt særligt unge kan ses i lyset af den modreaktion på mainstream feminisme, der har fulgt #metoo-bølgen.
Rapporten tydeliggør snarere dybere strukturelle udfordringer i samfundet, der må konfronteres i kampen for reel ligestilling
Citat: Rosa Bruun Andersen og Anna Wolf
Denne liberale feminisme har et akavet forhold til stereotype idéer om kønnenes “natur”, f.eks. idéen om, at mænd er aggressive, og kvinder er passive. På den ene side anerkender den, at disse kønsnormer er konstruerede og skadelige for alle køn ‒ at vi alle socialiseres til visse roller baseret på køn, og at det er nogle kasser, der begrænser os. Så langt så godt.
Men fordi liberal feminisme ikke har et konsekvent blik for klassesamfundets betydning for kønsnormerne, kan dens svar ikke være andet end enten rent individuelle eller formynderiske ‒ drenge og mænd må blot aflære deres problematiske opførsel, eller man må straffe og disciplinere. Uanset intentionerne bag ender dette med faktisk at normalisere kønskrænkende adfærd fra både mænd og kvinder og navnlig måske for unge mænd, som er “trætte af” at høre om feminisme og mener, at de bliver kritiseret og straffet for deres “maskuline natur”.
Kønskamp er klassekamp
Revolutionære socialisters svar er anderledes. De vedholdende idéer om den “rigtige mand”, den omsorgsfulde og opofrende kvinde, om hvem, der har hvilken plads i samfundet og om en berettigelse til at se andres (særligt kvinders) kroppe som seksuelle objekter er produkt af det kapitalistiske klassesamfund, som producerer, opretholder og nyder godt af hierarkier, af dobbelt undertrykkelse (både klasse og køn) og af individualiseringen af mænds problemer.
Kampen for ligestillingen af alle køn er klassekamp. Strukturel sexisme pålægges alle køn/arbejdere af det kapitalistiske system. Målet må derfor være systemkritik og opgør med alle de samfundsstrukturer kapitalismen virker gennem, frem for en løftet pegefinger for “bedre opførsel”.
