Der er ingen tvivl om, hvor meget Ukraine betyder for både Rusland og Vesten. Ifølge Kiel Institute for the World Economy modtog Ukraine i alt over 2000 milliarder kroner i militær, finansiel og humanitær bistand mellem 24. januar 2022 og 31. oktober 2023. Det tal er steget yderligere siden. Danmark er et af de lande som giver mest pr. indbygger.
Rusland bruger op mod en tredjedel af statsbudgettet på forsvaret og har omdannet en stor del af sin produktion til krigsproduktion.
Det er penge, der kunne have været brugt til velfærd og klima i alle de krigsførende nationer. I stedet slår arbejdere hinanden ihjel, mens investeringer i krigsindustrien boomer og aktiekurserne stiger.
Døden på slagmarken
De seneste troværdige estimater siger, at 55.000 russiske soldater og 45.000 ukrainske soldater er dræbt. Sandsynligvis er tallene meget højere. De høje dødstal betyder, at begge parter har svært ved at få soldater nok til at fortsætte krigen.
En nylig BBC-rapport indrømmede: “To år inde i Ruslands fuldskala invasion er der ikke længere nogen ukrainske frivillige til frontlinjen. De fleste af dem, der ønskede at kæmpe, er enten døde, sårede eller sidder stadig fast ved fronten og venter på at blive aflastet af nye rekrutter. Ukraine er udmattet.” Vi har allerede set de første protester i Kiev fra kvinder, over at deres mænd og sønner ikke bliver aflastet.
Krigstrætheden breder sig derfor i begge lande. Og det giver håb om, at det kan omsættes til krigsmodstand
Citat: Charlie Lywood
I Rusland betyder omfanget af dødstallene også modvilje. Mænd, der melder sig som “frivillige” til særligt lønnede enheder, er normalt i stand til at tage hjem efter seks eller ni måneder. Men der er ikke fastsat nogen tidsbegrænsning for de 300.000 rekrutter, der blev indkaldt i september 2022. De forventes at fortsætte med at kæmpe, indtil krigen slutter. Som modsvar kræver rekrutternes familier i stigende grad, at de skal vende hjem.
Krigstrætheden breder sig derfor i begge lande. Og det giver håb om, at det kan omsættes til krigsmodstand.
Biden, Mette og Macron
Vladimir Putin invaderede Ukraine i 2022 dels for at afstive sin egen magt og dels for at styrke sine imperialistiske interesser. Eller rettere kæmpe for ikke at ”miste” Ukraine til Vesten, og sende et signal om ”hertil og ikke længere”. NATO, hvis ekspansion op til invasionen havde presset Rusland, bruger nu krigen til sine egne formål.
Vestlige ledere håbede at kunne ydmyge Rusland og derefter gå videre og koncentrere sig om dets endnu større rival, Kina.
Joe Biden kæmper gerne til den sidste ukrainer, så længe det bidrager til at Rusland bløder. Og støtter Ukraine lige akkurat nok til, at de kan holde skansen.
Mette Frederiksen og Macron taler nu om, at hvis det bliver nødvendigt, så udelukker de ikke ”boots on the ground”. Det sker i erkendelse af, at Rusland er ved at få overtaget i krigen.
Venstrefløjen i Europa uenige
De vestlige imperialisters ambitioner om at indlemme Ukraine i EU og NATO samt blodbadet på slagmarken burde kunne mobilisere venstrefløjen i Europa til at bekæmpe alle ansatser til yderligere tab og argumentere for, at befolkningerne og hærene på begge sider gør oprør og stopper krigen.
Men i stedet har de fleste på venstrefløjen i Vesten støttet deres egne magthaveres interesser. For eksempel bruger Per Clausen fra Enhedslisten EU-valget til at sige: ”Derfor foreslår jeg et stop for eksport af ammunition, så hver eneste patron, granat og raket, der produceres i Europa, kan gå til ukrainerne”. (Ræson 4.4.24)
Så derfor bliver ”forsvaret for Ukrainernes ret til selvbestemmelse” et krav som betyder, at man støtter den ene imperialisme i den konkrete situation
Citat: Charlie Lywood
Men i inter-imperialistiske krige som denne, betyder det at overgive sig til Vestens ambitioner mod Rusland. Zelenskys styre er desværre kun en forlængelse af disse ambitioner. Han repræsenterer den del af den herskende klasse i Ukraine, som ønsker at slå sig sammen politisk, økonomisk og militært med Vesten.
Ukrainernes selvbestemmelsesret underordnes således både politisk og militært de vestlige magter. Det er derfor, Margrethe Vestager, næstformand i EU-kommissionen, så klart siger: “Vi har lovet Ukraine at stå sammen til den allersidste dag.” (Mandag Morgen 3.2.24) Så derfor bliver ”forsvaret for Ukrainernes ret til selvbestemmelse” et krav som betyder, at man støtter den ene imperialisme i den konkrete situation.
Det er vigtigt at socialister forstår karakteren af krigen, kalder den ved dens rette navn, en inter-imperialistisk krig hvor ukrainske og russiske mænd slås, ikke for nationen men for de riges ambitioner både i øst og vest.
Venstrefløjen skal slås for en antikrigsbevægelse, både i Ukraine, Rusland og i Vesten, som forkaster alle deres ambitioner og vil vende krigen til en krig mod krigsmagerne både i øst og vest.
