Og NATO, USA’s militære alliance, er den defensive kraft, der bevarer freden og beskytter frihed mod de ondsindede kræfter, der vil ødelægge den. Det fortæller Labour-leder Keir Starmer i sin hengivne artikel om Labours støtte til NATO for et par uger siden. Men det en historie, som folk, der ellers er modstander af krig, også kan finde på at acceptere.
Når et reaktionært, autoritært regime i Rusland invaderer et land, der er venligt over for Vesten, kan det være fristende at forsøge at afgøre, hvad det “mindre onde” er. Den tidligere venstreorienterede forfatter Paul Mason indrammede krigen i Ukraine på denne måde i en artikel til magasinet New Statesman, hvor han argumenterede for støtte til NATO. ”Vi er i en global konflikt mellem systemer- demokrati, videnskab og retsstatsprincippet versus diktatur, misinformation og væbnet anarki,” skrev han.
USA’s vilje efter anden verdenskrig
Faktisk kom den version af kapitalismen, der blev adopteret af det meste af Vesten, ikke fra nogen særlig oplyst tænkning. I stedet havde det at gøre med ren og skær økonomisk interesse på vegne af USA – og profit for amerikansk industri. NATO’s opgave i alt dette var ikke at forsvare demokratiet. Det var at påtvinge resten af verden USA’s vilje efter Anden Verdenskrig – uanset om verden kunne lide det eller ej. Efter krigen fremstod USA som den største globale militære, økonomiske og politiske magt.
USA ønskede, at markederne skulle domineres af amerikanske multinationale selskaber. Men det kunne den ikke gøre ved at invadere og besætte andre lande, som de døende europæiske imperier havde gjort før dem. I stedet ønskede USA at skabe nye “frie markeder”, der var bygget op omkring deres handel og industri, hvilket de gjorde gennem lån til europæiske lande og ved at finansiere pro-amerikanske parter – Marshall-hjælpen.
Men de stod også over for en udfordring fra Rusland, som så sin egen industri bedst tjent med statslig kontrol af økonomier i Østeuropa og i hele Asien. Så det ideologiske sammenstød mellem Vesten og Rusland handlede ikke om progressivt demokrati mod reaktionær autoritarisme. Det repræsenterede to konkurrerende visioner for, hvordan kapitalismen skulle fungere.
NATO er USA’s strategisk alliance
USA støttede sin vision ved at fremme sin militære magt i hele Europa – og oprettelsen af NATO var en afgørende del af dette. Tanken var, at dette ikke kun ville stoppe Rusland, men også forhindre Tyskland i at genopstå som en magt i Europa, der kunne udfordre USA. Som NATO’s første generalsekretær udtrykte det, var pointen “at holde russerne ude, amerikanerne ind og tyskerne nede.”
Den tilsyneladende fred, som NATO’s tilhængere hævder, at dette medførte, var faktisk en omfattende militarisering af Europa. Amerikansk militær magt betød, at de opbyggede et omfattende netværk af baser på tværs af kontinentet – herunder én for atombevæbnede bombefly i Grønland.
Regeringer overalt i Europa på det tidspunkt tillod dette uden at have nogen aftale om, hvordan eller hvornår de ville blive brugt. Det betød heller ikke demokrati eller frihed. For Storbritannien og Frankrig var det at blive medlem af NATO og støtte USA en måde at holde fast i deres imperiers kolonier på. Ikke så snart var Anden Verdenskrig afsluttet, førend Frankrig begyndte en blodig ni-årig kampagne for at generobre kontrollen over Indokina – nu Vietnam, Cambodja og Laos.
Vietnamkrigen og NATO
Frankrig kæmpede for at knuse Vietnams antikolonialistiske oprørere med de samme blodige metoder, som USA gjorde i 1960’erne og 70’erne – tæppebombninger og massakrer. Det gjorde det også af samme grund – at stoppe Kina i at vokse som en udfordring af Vestens magt. Derfor erklærede en NATO-resolution i 1952 sin “helhjertede beundring for de franske styrkers tapre og langvarige fortsatte kamp” i Indokina. Den kampagne, som Den Franske Unions styrker fører i Indokina, fortjener fortsat støtte fra NATO-regeringerne.”
I praksis betød det, takket være NATO, at USA praktisk talt finansierede hele kolonikrigen. Da Frankrig stod over for et nederlag, gjorde USA sig klar til at gribe ind – og overvejede endda at tilbyde Frankrig to atombomber. For Storbritannien handlede NATO-medlemskabet i første omgang om desperat at forsøge at holde Storbritannien som en magt på niveau med USA.
Andre NATO lande underordnet USA
Men selv NATO-medlemmer er nødt til at give efter for USA’s vilje. Da Storbritannien og Frankrig invaderede Egypten i 1956 mod den antikolonialistiske regering, var USA oprørt over, at de handlede uden dets tilladelse. USA ønskede Frankrig og Storbritannien som dets underordnede – og krævede, at de trak sig tilbage. Derefter accepterede Storbritannien sin rolle som USA’s juniorpartner i NATO.
Alle NATO-medlemmer skal underkaste sig USA’s dominansprojekt. Det er – ikke demokrati – de vigtigste kriterier for medlemskab. NATO beviste dette fra starten, da det bød Portugals fascistiske diktatur velkommen i sin fold i 1949. Og NATO havde ingen betænkeligheder ved at blande sig – på en beskidt og voldelig måde – i sine medlemslande – for at sørge for at dette forblev tilfældet.
NATO’s hemmelige underjordiske hære
NATO oprettede og støttede en samling hemmelige underjordiske hære i de fleste af sine medlemslande mellem 1949 og 1990. Det indrømmede først dette i 1990 – og sagde, at disse “Gladio”-netværk var sovende “bliv bag linjerne”-styrker designet til at fortsætte med at kæmpe efter en eventuelt russisk invasion. Men mange af disse havde forbindelser til – eller bestod af – nazistiske og højreekstremistiske organisationer og gik også målrettet efter kommunistiske partier og venstrefløjen. I Italien omfattede Gladio flere højreekstremistiske grupper, der udførte bombninger og massakrer.
De græske Gladio- og specialstyrker sluttede sig til kuppet i 1967, der installerede et militærdiktatur, som NATO derefter støttede. NATO’s invasion af Afghanistan i 2001 gjorde sandsynligvis mest for at afsløre, hvad alliancen egentlig handler om. Selv om NATO som altid brugte figenbladene “demokrati” og “humanitær intervention”, handlede krigen præcis om at genvinde USA’s kontrol med landet.
NATO opløses ikke efter Sovjets kollaps
Desuden var NATOs oprindelige grund til at være – “beskyttelse” mod Rusland – forsvundet et årti tidligere med Sovjetunionens sammenbrud. I stedet for at opløses genopfandt NATO sig selv. Ikke længere handlede det blot om at forsvare den amerikanske magt, men at eksportere den yderligere. Det vedtog en politik med “out of area operations” for at gøre netop dette.
For første gang var NATO-styrker aktivt involveret i bombning og invasion af andre lande og begyndte næsten øjeblikkeligt på Balkan. NATO sagde, at dets række af bombeangreb og “flyveforbudszoner” mod krigsførende Balkanlande op gennem 1990’erne handlede om at stoppe etnisk udrensning. I virkeligheden var de fleste af disse rettet mod serbiske styrker. Det var ikke, fordi de serbiske regeringer var værre end andre regeringer og grupper. USA havde besluttet at støtte serbernes modstander fordi det var den bedste måde at udvide sin indflydelse til en del af verden, der var efterladt åben pga. Sovjets sammenbrud.
En aftale, som USA foreslog mellem albanske kosovanere og serbere i 1999, krævede, at NATO-styrkerne fik lov til at frit gå ind i Serbien og udnytte dennes ressourcer. Som en amerikansk diplomat sagde dengang: “Vi satte bevidst barren for højt til, at serberne kunne acceptere den. De har brug for nogle bombninger, og det er, hvad de vil få.” NATO’s 11 uger lange bombekampagne dræbte mange hundrede civile, herunder bombning med klyngebomber, der spredte sig over store områder.
Nogle af de mennesker, NATO dræbte, var dem, de hævdede at beskytte. Et NATO-luftangreb på en flygtningekonvoj dræbte 60 mennesker. NATO’s interventioner på Balkan gav næring til og tilskyndet til bølger af etnisk udrensning mellem serbere og albanere. Men de var et skridt i retning af NATO’s ekspansion til Østeuropa, som har ført til krigen i Ukraine i dag. Ligesom da NATO blev grundlagt, er dets sammenstød med Rusland en afspejling af to magter som konkurrerer om markeder og politisk kontrol i Østeuropa.
NATO’s rolle i denne konkurrence har ikke bragt fred eller demokrati – men krig. Enhver sand socialist bør bekæmp og modsætte sig NATO og systemet med imperialistiske rivaliseringer, som det repræsenterer.
