Der er en massiv stemning af solidaritet med det ukrainske folks lidelser i resten af Europa. Mange almindelige mennesker, specielt i nabolande som Polen, har stillet deres biler og huse til rådighed. Folk står i kø til at hjælpe i Danmark, og penge strømmer ind til hjælpeorganisationer. Flygtningelovgivning suspenderes overalt. Og selvom det ikke gælder for andre end Ukrainer, giver det et stort håb om medmenneskelighed midt i dystopiske begivenheder.
Men krigsstemningen og den ensidige placering af ansvaret for krig på Rusland, driver også mange ellers fredselskende til at bøje af over for krav fra de forskellige regeringer om at optrappe krigen – både med hensyn til militær hjælp til Ukraine og den tilsyneladende mere fredelige udgave af hjælp: sanktioner.
Massiv militærhjælp fra EU-landene
Tyskland har ophævet sit forbud mod militærhjælp til krigsførende lande; EU har ophævet restriktioner om det samme. Ud over den allerede optrappede militære aktivitet fra NATO’s side overalt i regionen, kommer der nu en lind strøm af militært isenkram til Ukraine. Senest, og nok mest ildevarslende, er at USA har besluttede at give Polen et antal F16 fly mod at de giver Ukraine nogle ældre fighterfly som Ukrainske piloter er trænede i at flyve.
Foto: Wikimedias Commons
Dette ville være et farlig eskalering af krigen og det russiske modsvar lader ikke vente på sig. Dels har Putin bedt sine styrker, som besidder atomvåben, om at gør sig klar, dels har udenrigsminister Larvov erklæret, at Rusland vil ”modsvare” den vestlige krigsoptrapning og truer de lande, som vil sende militær til Ukraine. Uanset at oplysninger ikke var korrekte viser hvilket farlige situation vi er ind i.
Danmark leger også med og har besluttet at sende 2700 panserværnsgaranter. Symbolsk måske, men det er bare begyndelsen. Nu er princippet brudt. Desværre kollapsede Enhedslisten (som dog er splittet på spørgsmålet) over for det massive pres og stemte for bevillingerne.
Forslag om flyveforbuds-zone
Der har også længe været et krav om en “flyveforbudszone” for at sætte en stopper for russiske militærfly, der opererer over Ukraine. Det lyder som et alternativ til krig, men desværre er det blot en forløber for en bredere konflikt.
Oprettelsen af en flyveforbudszone over Libyen i 2011 var det først skridt i et meget bredere krig. Den eneste undtagelse (hvor flyveforbuddet så at sige ”virker”) er situationer, hvor modstanderen er meget svag i forhold til de vestlige styrker – som da Storbritannien, USA og Frankrig indførte dem over Irak fra 1991 til 2003.
Disse førte til over 1.000 irakiske civile dødsfald som følge af bombninger og banede vejen for katastrofal fremtidig invasion. Vesten brugte zonerne til at svække Iraks luftforsvarssystemer i stedet for det erklærede mål om at forsvare almindelige mennesker.
Men i Ukraines tilfælde ville en flyveforbudszone blive pålagt en massiv russisk styrke og hurtigt føre til kampe. Selv den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, indrømmede, at det ville betyde at sætte “britiske kampfly direkte mod russiske kampfly”, og “NATO ville være nødt til effektivt at erklære krig mod Rusland, for det var det, man ville være i færd med at gøre.”
Ingen på venstrefløjen bør samles bag sådanne ideer.
Sanktionerne – er det et relevant svar til invasionen?
Men sanktionerne er også en blindgyde for socialister og anti-krigsbevægelsen. For det først er sanktioner ikke bare noget, der rammer en lille elite og nogle rige personer. Hvis man virkelig vil ramme et samfund, som man gjorde i Irak, så koster det liv. Det skabte en humanitære katastrofe med mange dødsfald i Irak i 1990’erne pga. mangel på medicin og fødevarer. For det andet ville Putin bruge eventuelle sanktioner mod Rusland til at styrke sin position og framing som forsvar for russiske interesser. Vi bør kun overveje sanktioner, hvis vi er sikre på, at modstandsbevægelsen mod Putin mener, at det kan fremme deres sag, som for eksempel i Sydafrika i kampen mod apartheid.
Sanktioner er nemlig ikke fredelige midler, de er økonomiske krigsførelse. Men næsten al kritikken af sanktionerne i medierne er, at de ikke går langt nok.”Vi” har brug for mere effektive sanktioner mod Ruslands befolkning, piber man op – noget, der i øvrigt aldrig anvendes mod Europas og USA’s befolkninger under Vestens imperialistiske krige.
Hårde sanktioner er allerede på plads mod Rusland, og de vil ramme almindelige mennesker. Dette har ført til et massivt inflationspres i Rusland. Rublen er styrtdykket. Og i gaderne der er kø til pengeautomater. Vesten har fjernet en gruppe af landets långivere fra Swift messaging system, hvilket er afgørende for globale betalinger. Det er dog endnu ikke generelt for hele Rusland. Det ville nemlig også ramme Europa, specielt pga. gas- og oliebetalinger, som udgør 40 % af EU’s energibehov.
Olie- og gaspriserne vil sandsynligvis stige, hvis konflikten fortsætter. Tyskland blokerede godkendelsen af Nord Stream 2-gasledningen i sidste uge. Dette fik benchmark-gaspriserne i Europa til at skyde i vejret med helt op til 13 procent. Dette vil sandsynligvis føre til russisk gengældelse.
Gideon Rachman skriver i Financial Times: “Hvis Rusland afskærer gasforsyningen til Europa, så vil forbrugere og industri lide hårdt… Hele den vestlige verden kan blive tippet ind i recession og inflation”.
Sanktioner dræber
Afbrydelsen af verdenshandelen vil ramme nogle af de fattigste mennesker i verden. Prisen på fødevarer er allerede steget kraftigt på grund af covid-19-pandemien. Mellem april 2020 og december 2021 steg prisen på hvede med 80 procent ifølge data fra Den Internationale Valutafond. Dette er på niveau med stigende priser på majs og højere end stigninger for sojabønner eller kaffe. Med konflikten står fødevarepriserne til at stige yderligere. Som Verdenshandelsorganisationens generaldirektør, Ngozi OkonjoIweala, sagde: “Der vil være en stor indvirkning med hensyn til hvedepriser og priser på brød til almindelige mennesker.”
Sammen producerer Ukraine og Rusland omtrent en fjerdedel af verdens hvede. Omkring 12 procent af hvede, og 13 procent af majsproduktionen kommer fra Ukraine. Eksport af korn fra Rusland vil sandsynligvis være på hold eller stå over for forsinkelser, ifølge den russiske union af korneksportører. Forsinkelsen vil i høj grad påvirke store købere af korn fra Sortehavet. Dette omfatter primært lande i Mellemøsten og Afrika.
Den tunesiske regering er allerede begyndt at se på import af hvede fra andre steder. Og i Egypten, som importerer 50 procent af sin hvede fra Rusland og 30 procent fra Ukraine, kunne forsinkelser betyde, at almindelige mennesker kommer til at sulte.
Vores svar
Denne krig er et resultat af lang tids imperialistisk rivalisering over Østeuropa og specielt NATO’s forsøg på at omkranse Rusland militært. Det russiske modsvar – en invasion af Ukraine, som de kunne glide Rusland af hænde til rivalernes fordel – er et led i denne rivalisering. Socialister og anti-krigs aktivister bør ikke vælge side. Uanset sympati for den ukrainske befolkning, ville en eskalering af krigen ikke løse problemet, men blot forstærke lidelserne for mange flere.
Kampen mod Putins imperialisme må føres i Rusland. Og her er der godt nyt. Den russiske begejstring for krig er begrænset, og krigsmodstanden er stor. Ca. 40 % er ifølge meningsmålinger imod invasion. Mange tusind har været på gaden i over 60 (ifølge OVD – en russiske moniterings gruppe) byer. Over 6000 er blevet arresteret. Putin har måttet vedtaget nye, drastiske, undertrykkende love, med op til 15 års fængsel for at protestere mod krigen. Det viser panikken i Kreml over bredden af protesterne. Her ligger vores største håb.
Kampen mod vores egne imperialister må føres mod deres krigsoptrappende handlinger. Vi må sige stop for krigsmateriale til området. Træk NATO-tropperne tilbage fra regionen. Samtidig må vi fastholde, at det, som driver denne krig, ikke er en ny Hitler i Rusland, men imperialistiske rivaliseringer i et system, som er i krise. En økonomisk krise, en klimakrise og en politiske krise.
Slåskampen om Ukraine er en slåskamp om overherredømmet i regionen. Vi vælger ikke side, men ønsker alle de imperialistiske magters undergang – med almindelige menneskers handlinger i fællesskab som det centrale middel. Både i den russiske antikrigsbevægelse og i resten af verden. Vi siger: Hverken Washington, Moskva, Beijing eller Bruxelles, men international solidaritet mellem mennesker.
STOP KRIGEN.
