Opbrud og polarisering
Verden er i opbrud, og det går ikke upåvirket hen over Danmark. Under den lange depression (som den marxistiske økonom Michael Roberts kalder det) fra 2007/8 er det skete markante politiske ryk både mod venstre og højre. Valget i Danmark i 2015, efter en S/SF/R regeringen som var ansvarlig for angreb efter angreb på arbejderklasen, betød et stort ryk til højre. Dette ryk kan konstateres også andre steder i Europa og verden. Blandt andet ved Trumps sejr i USA. Bolsonaros valgsejr i Brasilien er et andet eksempel. I samme periode har vi også set markante skift mod venstre ved blandt andet Syrizas fremgang og nederlag til EU i Grækenland i 2011-12. I land efter land i Europa og i USA er der spirende partier og bevægelser til venstre, der vender sig mod systemet. Også i Danmark har Enhedslistens konstante fremgang både medlems- og vælgermæssigt afspejlet de samme tendenser.
https://thenextrecession.wordpress.com/2019/04/01/getting-longer-but-lower/
Situationen er præget af en polarisering, hvor op imod 40 % af befolkningen i Danmark vender sig imod, hvordan tilhængerne af det frie marked og nyliberalismen har ladet zombie-kapitalismens lange krise vælte ud over arbejderklassen i form af velfærds-nedskæringer, samt imod, at folk har mistet deres bolig, samt at de oplever en stagnerende eller faldende realløn. Samtidige har en stor del af befolkningen mistet troen på, at politikerne kan klare opgaven. Men folk har svært ved at se et alternativ.
http://socialister.dk/2019-opbruddet-intensiveres/
Stemningsskifte til fordel for velfærd og systemforandring
Denne polarisering kan både gå mod højre og mod venstre. I Danmark støtter ungefær 20 % af befolkningen partier til venstre for Socialdemokratiet, mens op mod 20 % støtter det ekstreme højre i form af DF og Nye Borgerlige. Denne situation har stået på længe, men der er sket et skift i stemningen på det seneste. Båret frem af kæmpe bank-skandaler, nepotisme, korruption og en fornemmelse af, at de 10 % rigeste fester, mens vi andre bliver plukket, kan vi konstatere et skift hen imod en velfærds-dagsorden.
Under den generelle velfærds-dagsorden er der også sket et skift hos et mindretal hen i retning af at se systemet, kapitalismen, som et problem. Folk kan ikke lide den stigende ulighed. Men de er også utvivlsomt drevet frem af, at det politiske systems helt åbenlyst manglende evne til at gør noget effektivt ved klimaforandringerne. De sidste tal for 2018 i Danmark viser, at udledningen af CO2-gasser ikke falder, men stiger endnu engang fra 2017. Ikke alene kan man ikke standse udviklingen, men det bliver faktisk værre. Tanken om de nødvendige systemændringer dukker således op.
Mobilisering i arbejderklassen
Denne stemning har givet fremgang til alle partier i oppositionen. Og bag den sidste tids markante vælgerfremgang til den såkaldte “røde blok” og den tilsvarende tilbagegang for “blå blok” finder vi flere centrale spørgsmål i den aktuelle klassekamp. Punkter, hvor der i nogen tid har fundet en mobilisering sted. Det drejer sig om OK18, klimaet, personalenormeringer indenfor det offentlige, uddannelsessektoren samt nedslidning og pension.
OK18 betød en mobilisering af vigtige dele af arbejderklassen: Og denne mobilisering har betydet, at mange arbejdervælgere har valgt at sætte kryds til venstre for Socialdemokratiet.
Klimastrejken den 15. marts, hvor op mod 20.500 skoleelever og studerende demonstrerede for klima, afspejler at den er blevet nr. 1 på den politiske dagsorden. Den repræsenterer et tema, der har stigende bevågenhed i befolkningen, og ikke kun blandt de unge. Det kommer især Enhedslisten og Alternativet til gode, og i anden række også SF.
SF stjæler andre partiers medvind og har kurs mod nye mandater
Løkke-regeringens nedskæringer indenfor det offentlige har udløst stor bekymring blandt forældre med børn i daginstitutioner. Lørdag d. 6 april demonstrerede ti-tusinde af forældre i 59 byer for bedre vilkår i landets daginstitutioner. Mange talere opfordrede til fælles kamp mellem pædagoger og forældre. Selv om de fleste havde sigte på at ”stemme rigtigt”, afspejler det igen det stemnings skifte, der er sket. Nu protesterer man kollektivt.
I 2017 og 2018 var der omfattende demonstrationer på landets uddannelsesinstitutioner imod regeringens nedskæringer på området. Disse mobiliseringer betyder også øget tilslutning til venstrefløjspartierne.
Velfærd i centrum
I betydelige dele af arbejderbefolkningen er der stor uro over nedskæringerne på de sociale områder og sundhedsvæsenet. Dette rammer “blå blok” – især på sundhedsområdet. I et forsøg på at imødegå dette indgik statsminister Lars Løkke Rasmussens regering i marts et såkaldt sundhedsforlig med Dansk Folkeparti. Det var et forsøg på at påstå, at regeringen skulle være på forkant med sundhedssektorens udfordringer: Drastiske nedskæringer samtidig med udsigt til et stigende antal plejekrævende ældre sygehuspatienter i de kommende år – og en massiv centralisering omkring nye supersygehuse, som bevirker, at sundhedssektoren fjerner sig stadigt længere væk fra befolkningen. – Løkke og Tulle har imidlertid ikke haft held med deres “sundhedsforlig”, for reaktionerne i opinionsmålingerne viser, at store dele af befolkningen ikke tror på sundhedsforligets løfter, og regeringen og DF har således politisk fået nul og nix ud af dette fremstød.
Nedslidningen på arbejdsmarkedet og udsigten til en stadigt stigende pensionsalder har ført til stor uro i de befolkningsgrupper, der lider under hårdt fysisk arbejde. Selv om Socialdemokratiet indgik i det såkaldte “velfærdsforlig” i 2006 sammen med Anders Fogh-Rasmussens VK-regering, de radikale og Dansk Folkeparti, har Socialdemokratiets Mette Frederiksen på det sidste ikke desto mindre formået at lægge partiets ansvar for “velfærdsforliget” bag sig, og føre en slagkraftig kampagne for retten til at kunne gå på pension, når kroppen ikke kan mere. Fagbevægelsens Hovedorganisation (det tidligere LO/FTF) har kørte en stor kampagne på dette spørgsmål, som formentligt har presset Socialdemokratiet til handling.
Arbejder-oprøret blandt DF’s vælgere
Samtidig er DF gået drastisk tilbage. I 2015 fik DF 21% af stemmerne ved folketingsvalget. Men siden har rigtigt mange af DF’s vælgere følt sig snydt af dels Morten Messerschmidts misbrug af EU-midler i 2016, og dels af DF’s opbakning bag Løkke-regeringen på spørgsmålet om, hvornår man kan gå på pension. Dette har Kristian Thulesen Dahl givet køb på i en parlamentarisk studehandel med Lars Løkke Rasmussen. Opbakning bag “velfærdsforliget” fra 2006 var en del af Løkkes pris for DF’s krav om udlændingestramninger. DF’s arbejdervælgere er utilfredse med, at pensionsalderen stiger og stiger, og at mange nedslidte ikke har en kinamands chance for at kunne gå på pension med helbredet nogenlunde i behold. Det har ført til, at en stor del af DF’s vælgere nu føler sig decideret snydt på pensions-området, og derfor styrtdykker DF i meningsmålingerne: 8. marts 2019: “Utilfredse vælgere raser over DF: ”Ikke længere pensionisternes parti””
https://www.avisen.dk/utilfredse-vaelgere-df-er-ikke-laengere-pensionister_541524.aspx
Det er igen en afspejling af stemnings- og mobiliseringsskiftet. Hvis arbejderklassen er passiv og ikke viser et alternativ, kan racistisk propaganda komme til at dominere tænkningen. Men når folk går på gaden og protesterer, har racisme og islamofobi mindre chancer for at slå an. Det betyder ikke at den herskende klasse ikke vil bruge racismen som afleder, men det betyder at dennes virkning bredt set er mindre i dag end tidligere.
Socialdemokratiets beskedne fremgang. Hvorfor?
Socialdemokratiet erobrer for tiden en del af de vælgere, der nu forlader DF. Men samtidig betyder Mette Frederiksens højredrejning, især på udlændinge-området, at lige så mange vælgere forlader Socialdemokratiet. S mister lige så mange vælgere til venstre, som det har vundet fra højre fra DF. En stor del af de vælgere, som S mister til venstre, går til SF.
SF stjæler andre partiers medvind og har kurs mod nye mandater https://politiken.dk/indland/art7114365/SF-stjæler-andre-partiers-medvind-og-har-kurs-mod-nye-mandater
Samlet er Socialdemokratiet kun gået moderat frem: Partiet scorer 27,9% i Berlingskes vægtede gennemsnit af danske opinionsmålinger den 18. marts – sammenlignet med 26,3% ved valgt i 2015. Men det afspejler igen at velfærden og klimaet er de væsentligste emner for folk, og trods alt er der forskel på S og højrefløjen på disse spørgsmål.
Men trods alle Mette Frederiksens opportunistiske bestræbelser er partiet langt under 90’ernes valggennemsnit: I 1998 fik partiet 36% af stemmerne, og det styrtdykkede til 26,3% i 2015 – det værste valg i 100 år. Alle disse 100.000’er af vælgere har partiet mistet som følge af dets højredrejning i 0’erne og især under Helle Thorning-Schmidts regering fra 2011 – 15.
Enhedslisten udnytter ikke den politiske situation
EL er gået frem – men kun fra 7,8% ved valget i 2015 til nu 8,8% i Berlingskes vægtede gennemsnit af danske opinionsmålinger den 18. marts. Denne fremgang på sølle 1% er overordnet set peanuts, ikke mindst når man tager den statistiske usikkerhed på +/- 0,6 % i betragtning!
Berlingskes valg-barometer https://www.berlingske.dk/politiske-maalinger/berlingske-barometer-konservative-er-blaa-bloks-eneste-lille
Selvom EL har forsøgt at markere sig med den mest markante klimaplan nogensinde i Danmark, så har partiet – viser de aktuelle opinionsmålinger – således næsten intet fået ud af det i form af øget vælgeropbakning.
Se Socialistisk Arbejderavis’ analyse af EL’s klimaplan: http://socialister.dk/enhedslistens-klimaudspil-udfordrer-ikke-den-skyldige-kapitalismen/
Hvis Enhedslisten skal vokse i indflydelse og gøre en forskel, er det nødvendigt, at de forsøger at give de – trods alt – spredte protester og bevægelser en antikapitalistisk retning. Folk skriger efter løsninger. Men ikke kun det, også: Hvordan skal vi gennemføre disse løsninger? Hvis svaret er, at man bare skal stemme på det rigtige parti, bliver protesterne til en passiv opbakning bag andre. Og så vil de fise ud. De gule veste i Frankrig har vist, at man kan ændrer dagsordenen i et helt land ved at mobilisere på gaden.
https://socialistworker.co.uk/art/48158/France
Hele denne politiske forskydning burde være en foræring til EL. Problemet er, at de har ikke nogen strategi om at styrke og organisere bevægelserne. Faktisk er de decideret modstander af sådan en strategi. EL har næsten udelukkende et parlamentarisk sigte, og ser ikke, at det netop er ved at socialister binder de forskellige protester politisk og organisatorisk sammen, at arbejderklassen samlet set har en chance for at kunne slå igen.
Hvor kommer modstanden fra?
Løkke-regeringen har i sin iver for at gennemføre skattelettelser til ensidig gavn for de rigeste gennemført så massive nedskæringer, at det har fået virkeligt mange arbejdervælgere op i det røde felt. Det er derfor, at vi kan sige, at det er er stemnings skift i arbejderklassen, som ligger bag de aktuelle politiske forskydninger mellem den såkaldte “røde blok” og den “blå blok”.
En aktivt kæmpende fagbevægelse burde også kunne udnytte situationen, hvor der i betydelige dele af arbejderklassen er stor bekymring og uro over nedslidningen på arbejdsmarkedet, stigende pensionsalder, mishandling af de syge på jobcentrene og vanvittige personalenormeringer indenfor vigtige dele af det offentlige, ikke mindst den usunde “sundheds”-sektor, daginstitutionerne og ældreplejen.
OK18 viste imidlertid, at fagbureaukratiet ikke ønskede at bruge den mobilisering, som skete, til andet end at iscenesætte markeringer. Således at den ikke kom så meget i gang, at den for alvor kom ud af deres kontrol.
OK18 og fagbureaukratiet
http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=36512
I marts indledte FOA en betydelig nedskæring for at tilpasse organisationen til det faldende medlemstal. Og det i en situation, hvor der er udsigt til en mangel på 40.000 sosu’er om kun 10 år pga. et stigende antal plejekrævende ældre – samtidig med at 10.000 sosu’er af anden etnisk oprindelse end dansk risikerer at miste deres opholdstilladelse, blive smidt ud af landet og miste jobbet pga. Løkke-regeringen og DF’s paradigmeskift. Derfor havde FOA en historisk mulighed for at gennemtvinge helt anderledes attraktive løn- og arbejdsvilkår.
Tusinder af SOSU’r risikerer at blive smidt ud af Danmark https://www.foa.dk/forbund/presse/seneste-pressemeddelelser/global/news/pressemeddelelser/2019/januar/tusinder-af-sosuer-risikerer-at-blive-smidt-ud-af-danmark
Spirende kamp fra neden.
Der er dog svage tegn på, at arbejderklassen er ved at vågne op. DSB lokomotivførerne nedlagde arbejdet øst for Storbælt mandag d. 1. april og tvang DSB-ledelsen til forhandlingsbordet. Sidste efterår strejkede de flere gange pga. DSB-ledelsens angreb. Stilladsarbejderne blokerede Hovedbanegården i sympati. Samme dag strejkede flere af Sjællands hospitaler i protest mod nedskæringer. OK20-bevægelsen er allerede skudt i gang af Byggefagene i København, da de frygter de same angreb, som de offentlige ansatte var udsat for i 2018. ”Skrot budgetloven” stormøde i København d. 29. april og demonstrationen d. 14 maj i maj kan også være et start skud til at de offentlige arbejdere slår igen.
Disse spirer ville kunne vokse i den frodige jord, som velfærds-dagsordenen og en spirende anti-kapitalistisk stemning skaber. Men det kræver, at der er socialister, som er parate til at pege på sammenhængen og bringe folk sammen. Med andre ord en socialistisk organisation som har til formål ikke kun at heppe, men at organisere det eneste, som kan ryste vores magthavere – arbejderklassens organiserede magt.
