Mennesker flygter først og fremmest på grund af krig og undertrykkelse. Siden er de voldsomme klimaforandringer også blevet en stor faktor. Når der i dag er 100 millioner flygtninge, skyldes det, at der sker en forværring af alle de situationer og forhold, som tvinger mennesker til at flygte. Og reelt set bliver der ikke hverken arbejdet på at afhjælpe årsagerne til, at mennesker er nødt til at flygte, eller på at sikre humane og tålelige forhold for flygtninge.
Frontex militariserer grænserne
Frontex er et agentur, dvs. en virksomhed, der siden 2004 har handlet på vegne af EU. Fra sit hovedkvarter i Warszawa fører Frontex kontrollen med EU’s ydre grænser. Det er ikke kun pigtrådshegn og kystvagtskibe, men også droner, satelitter, fly og krigsskibe, som står til rådighed for Frontex. I november 2020 blev fly, skibe og mandskab fra EU’s grænsevagt afsløret i at deltage i de omstridte ”pushbacks”, hvor migranter skubbes væk fra EU’s ydre grænser med magt, deres både kæntrer, og mange drukner. Det foregik i Det Ægæiske Hav mellem Tyrkiet og Grækenland. Men det foregår overalt. EU har besluttet at opbygge en fast styrke på 10.000 bevæbnede grænsevagter, som skal stå klar om få år.
Fort Europa, som længe var et skræmmebillede på, hvad der kunne blive en konsekvens af EU’s mere og mere imperialistiske optræden, er således blevet den skinbarlige virkelighed.
Forfatteren Jonas Eika skrev i november 2021:
“Når mennesker, der flygter mod Europa, er blevet til våben og trusler, så er det et udtryk for, hvad Europa er for en størrelse i dag. Europa er en militariseret fæstning, der massivt har investeret i at holde ’ikke-vestlige’-indvandrere ude. Med alle midler. Siden 2015 har EU-medlemslandene ikke kunnet blive enige om nogen fælles modtagelse eller fordeling af flygtninge. Men de har kunnet blive enige om en hel masse andet: Over en milliard euro til Frontex, militarisering af grænserne, off-shore-lejre, hvor børn og voksne kan få lov at rådne op i årevis og blive angrebet af nynazister. Detentionscentre og massedeportationer. Såkaldt ’eksternaliseret migrationskontrol’ i Libyen, hvilket i praksis betyder EU-støtte til militser, der indespærrer, torturerer og slavegør flygtninge fra primært Afrika syd for Sahara. Systematisk nedlukning af sikre migrationsruter, hvilket kun styrker de store, organiserede smuglere og bidrager til den massegrav, som Middelhavet er.”
Martin Lemberg-Pedersen, Amnesty International, skrev i Politiken i november 2021:
“Unionen er selv delvist ansvarlig for denne uholdbare politiske spagat. I snart to årtier har det jo været EU’s egen migrations- og udenrigspolitik aktivt at tvinge nabolande og regioner til at blande geopolitik, handel og udviklingsbistand sammen med europæiske regeringers ønske om at undgå asylansøgere.
Man har indgået aftaler om eksternaliseret grænsekontrol med Niger, Libyen, Tyrkiet, Ukraine og ja – også med Belarus. Selvom danske og europæiske medier ikke kalder dette pres-diplomati for ‘ hybridkrig’, er de belarusiske manøvrer dog tydeligvis en videreførelse af samme diplomati, som også Erdogans brug af EU-Tyrkiet aftalen er det. De europæiske regeringers fastlåste kurs om at undgå at tage ansvar for asylansøgere – koste hvad det vil – gennemskues og udnyttes til diplomatisk pres”
Solidaritet med verdens flygtninge ‒ en anden verden er mulig
På FN’s internationale flygtningedag den 20. juni står Fællesinitiativet mod Racisme og Diskriminations lokale grupper og deres samarbejdspartnere bag forskellige solidaritetsaktioner og demonstrationer, koncerter og debatmøder i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Svendborg. https://www.facebook.com/Faellesinitiativet
