Billede: Danske Banks pæne facade. Foto: Wikimedia Commons
Finanskrisen i 2008 betød, at amerikanske og europæiske banker kom i en likviditetskrise på grund af den manglende tillid mellem bankerne. Det betød med andre ord, at bankerne ikke kunne låne penge af hinanden og dermed betale tilbage på lån, som de havde ude, da de ikke selv havde nok egenkapital til at dække for dem. Her trådte så nationalbankerne til og tilbød at levere den nødvendige strøm af penge til tilbagebetalingen af lånene. Uden denne tilstrømning af penge ville bankerne være i fare for at gå konkurs. I alt blev der med bankpakke 1 stillet garantier for 4.200 milliarder til rådighed.
“Det er med Enhedslistens Pelle Dragsteds ord ”et gigantisk gyldent sikkerhedsnet”, der blev spændt ud under finanssektoren”
Citat: Martin Karlsson
Myten har dog til dato været fra den borgerlige presse, at de lån, som den danske stat udbød til bankerne, var lån, som man således selv tjente på qua renteindtægter, således at når det samlede regnskab blev gjort op, så skulle samfundet faktisk være blevet 18 milliarder kroner rigere, således som Løkke-regeringen i 2016 triumferende postulerede. Det er denne myte, der nu med rigsrevisionens beretning må begraves.
Det er her løgnen befinder sig
Det afgørende forhold eller skal vi kalde det fakta, som afliver myten om ”overskudsforretningen”, er de renteudgifter, som staten skulle betale for selv at låne penge til at kunne tilføre bankerne penge og sikre dem deres likviditet. Disse renteudgifter bliver samlet set til ca. 120 milliarder. Årsagen er følgende: For at staten kan sikre penge til bankerne udsteder den 30-årige statsobligationer – som en måde at låne penge på – med en rente på 4,5 procent. Som rigsrevisionen derfor konkluderer i sin beretning: ”Der er i 2008 udstedt 30-årige statsobligationer for i alt 87,6 mia. kr. Staten skal hvert år betale 4,5 % i rente til ejerne af statsobligationerne […] De samlede omkostninger er herefter 119,5 mia. kr. frem til 2039.” Når det samlede regnestykke skal gøres op, er det altså disse renteudgifter som skal medregnes, og som regeringen helt bevidst undlod at gøre opmærksom på i 2016.
Skandaløst
Det var arbejderklassen, som betalte prisen for Finanskrisen i 2008-09. Gennem reallønsnedgang og forringet velfærd.
Det var bankerne, som uforstyrret fortsatte deres jagt på lette gevinster, hvidvask, enorme gebyrer og gyldne håndtryk til de største skurke.
Det er en skandale, at skiftende regeringer siden fyldte os med løgnen om, at det skulle have været en god forretning for samfundet. Kun fordi Enhedslistens statsrevisor, Frank Aaen, har insisteret på at se alle dokumenter, er løgnene nu afsløret.
Vi kunne have taget et dybere opgør med en finanssektor, som stadig er ude af kontrol. Det kunne have indebåret meget mere regulering og kontrol af finanssektoren. I stedet ser vi f.eks. Danske Bank fortsætte deres investeringer i den fossile industri.
Det kræver både et opgør med den politiske elite og den statsmagt, der forhandlede bankpakkerne på plads og sikrede sine egne interesser. Det kræver et opgør med et politisk og økonomisk system, der er sådan indrettet, at vi reelt har “socialisme” for bankerne og “kapitalisme” for alle os andre.
