Billede tekst: Effektiviseret animalsk produktion er en blindgyde. Foto: Jan van de Vel / European Communities, 2002
Efter lang tid ser det endelig ud til, at der snart bliver indført en CO2-afgift på landbruget, der, sammen med en lang række andre tiltag, har til hensigt at nedbringe sektorens udledninger af drivhusgasser, sikre de danske farvandes overlevelse, og fremtidssikre landbruget. Karakteristisk for SVM-regeringen er det tiltag, der både kommer alt for sent, og er alt for utilstrækkeligt til krisens nuværende omfang. Samtidig med, at de selv præsenterer det som en “historisk aftale”, der er “lykkedes med noget, ingen havde troet kunne lade sig gøre” – altså at få landbrugets lobbyister med på en klimaafgift.
Landbruget slipper billigt
Man behøver ikke at være et geni for at se, hvorfor Landbrug & Fødevarer og andre lobbyister har sagt god for aftalen. På trods af at der allerede i dag er massedød i danske fjorde på grund af udledning af kvælstof, træder afgiften på 300 kr. per ton CO2 først i kraft i 2030 – og vil så stige til 750 kr. frem mod 2035. Men på grund af et bundfradrag på 60% når det kommer til dyrehold, er de reelle tal kun 120 kr. i 2030 og 300 kr. i 2035. Sammenlign det med den eksisterende afgift på industrien på 750 kr. per ton CO2, og Klimarådets anbefalinger om 1500 kr. for såvel landbrug for industri.
Man behøver ikke at være et geni for at se, hvorfor Landbrug & Fødevarer og andre lobbyister har sagt god for aftalen
Citat: Asbjørn Grinder Valhøj
Forsvarere af aftalen fremfører, at landmænd allerede nu vil begynde at investere i omlægning af deres produktion, så de skal betale så lidt som muligt i 2030. Derfor er det ikke noget stort problem, at det først træder i kraft til den tid. Men samtidig lægges der op til, at de tekniske detaljer i aftalen – afgiften, bundfradraget – først skal genvurderes i 2032, længe efter at vi, ifølge dem selv, vil kunne se effekterne af aftalen. Med andre ord vil aftalen fastlåse reguleringen af landbruget i de næste 8 år.
Frivillig skovplantning
Der skal også udtages 140.000 hektar landbrugsjord og rejses 250.000 hektar skov, noget der finansieres med en arealfond på 40 mia. kr. – positivt nok, men med en række forbehold. Udtagningen sker stadig på frivillig basis, noget der historisk ikke har haft effekt. Det er ikke fuldkommen frivilligt, da der indføres en lille ekstraafgift på 40 kr. per ton CO2 fra kulstofrige lavbundsjorde, for landmænd der ikke samarbejder. Men udover at øge afgiften – og det først i 2027 – vil der ikke være meget at gøre, hvis landbruget ikke ønsker at samarbejde, hvilket giver en enorm usikkerhed omkring implementeringen.
Rabat til de forkerte
Men det måske værste ved aftalen er, at dens manglende ambition også spænder ben for landbruget selv. Hele aftalen er præget af, at man hellere vil have små justeringer i landbrugsproduktionen frem for store ændringer. Det førnævnte bundfradrag er indrettet således, at landmænd med dyrehold får rabat baseret på den landsgennemsnitlige udledning fra den type dyr, de ejer. Det begrundes med, at man vil give landmænd et økonomisk incitament til at finde på måder at udlede mindre CO2 per dyr. Men det betyder, at landmænd der formår at skære ned på udledningerne fra deres dyr uden at ændre på antallet, vil spare flere penge, end landmænd der gør det ved at skære ned på antallet af dyr.
Men hvad er egentlig problemet med det, hvis det samlede CO2-udslip reduceres? For det første er der et alvorligt spørgsmål om dyrevelfærd forbundet med en sådan effektivisering af det enkelte dyr. For det andet er det ultimativt regeringens ambition at gøre dansk økonomi – herunder dansk landbrug – CO2-neutralt. Teknologiske ændringer i produktionen – såsom specielt foder til kvæg – kan måske reducere udledningen et stykke, men hvad med det næste skridt? Meget hurtigt løber landbruget tør for måder at stramme skruen på.
Omlæg landbruget til at lave mad til mennesker
Hvis man vil helt i mål med et landbrug, der ikke bidrager til den globale opvarmning eller ophobning af kvælstof i havet – og vi skal helt i mål – er der ingen vej udenom en drastisk reduktion i den animalske produktion. I dag bruges 80% af landbrugsjord til at producere dyrefoder – dybest set en dybt ineffektiv brug af jordarealer. Hvis vi skifter til primært at dyrke afgrøder direkte til mennesker, kan vi dyrke mere mad på mindre plads, da størstedelen af den omsatte energi ikke “går tabt” undervejs i dyrets liv.
Hvis vi skifter til primært at dyrke afgrøder direkte til mennesker, kan vi dyrke mere mad på mindre plads
Citat: Asbjørn Grinder Valhøj
Ved at skjule, at denne transition bliver nødvendig før eller siden, sikrer treparten ikke andet end at landmænd investerer penge i teknologiske “løsninger”, som alligevel snart bliver overflødige.
Den moderne verdens madvaner – især den ekstremt billige overflod af kød – er et historisk nyt fænomen, der på ingen måde afspejler de reelle omkostninger ved produktionen. Det er resultatet af en produktionsproces, der er ubæredygtig i ordets reneste forstand – de enorme områder af dødt hav er bare det første tegn. Jo før vi indser det, jo bedre for os alle sammen.
Læs også https://socialister.dk/kapitalistisk-landbrug-produktion-for-profit/
