Det illustreres måske bedst af, at der i årene 1920-24 var 8 mio. tabte arbejdsdage, men de 6,5 skyldtes lockout, mens kun 1,5 mio. skyldtes strejker. Et andet våben i offensiven var en udbredt brug af skruebrækkere. Ikke at det var noget nyt, men det blev nu organiseret gennem organisationen ”Samfundshjælpen”, der blev støttet økonomisk af DA. Ganske vist er det begrænset hvor mange arbejdere der kan erstattes af skruebrækkere, men det fik en vis betydning. Det var også brugen af skruebrækkere, plus en stivnakket politimester, der førte til generalstrejken i Randers i 1922.
Årets OK-forhandlinger bød på krav om 15-20% lønnedgang, og ophævelse af 8-timers dagen fra DA. DsF kan ikke gå ind på kravene og 100.000 arbejdere ender i konflikt, langt de fleste lockoutet. Alligevel benytter arbejdsgiverne sig af skruebrækkere, og både i Odense, Kolding og Horsens kommer det til sammenstød med arbejdere mod skruebrækkere og politi. Men især i Randers udvikler det sig langt videre.
Udviklingen i Randers
Fredag 17. marts dukkede en seddel op på arbejdsmændenes kontrolsted i Randers. Der stod: ”Der arbejder skruebrækkere i havnen. Gå ned og se på dem!” Mange lockoutede og arbejdsløse fulgte opfordringen, og opfordrede de ”arbejdsvillige”, som de borgerlige kaldte skruebrækkerne, til at stoppe arbejdet. De mange arbejdere har nok virket truende for skruebrækkerne, men det er begrænset hvad der skete. Ifølge anklageskriftet for de 31 arbejdere, der efterfølgende blev dømt, og er kun 3 anklaget for vold – en af dem for at have kastet en kartoffel. De øvrige blev dømt for støjende opløb og trusler.
Når skruebrækkerne alligevel stoppede midlertidigt, var det fordi arbejderne skubbede en jernbanevogn fremad og ødelagde lossebroen til skibet. Det fik politimester Seidenfaden til at gå amok, han tilkaldte et regiment dragoner, og om eftermiddagen stod et nyt slag, mere voldsomt, hvor arbejderne tvang dragoner og politi på retræte med ålejern og kasteskyts.
Samme aften på et bymøde lovede Seidenfaden at fjerne dragonerne, hvis skruebrækkerne fik lov til at arbejde i fred. Under mødet blev han kaldt til telefonen, hvor den reaktionære Venstre-justitsminister Rytter var i røret. Det er usikkert hvad Rytter sagde, men Seidenfadens skift i attitude, tyder på at han fik ordre til at sikre skruebrækkernes arbejde med alle midler.
På samme møde foreslog en syndikalist, at man skulle erklære generalstrejke. Den beslutning blev henvist til et møde for fagforeningsmedlemmer næste dag. Og mødet lørdag tog forslaget til sig. Med 1813 ja-stemmer mod 17 nej og 20 blanke sedler, blev det vedtaget at gå i strejke, hvis skruebrækkeriet fortsatte og politi og militær ikke blev trukket tilbage.
Generalstrejke lokalt
Mandag vedtog et nyt møde med 2.000 deltagere enstemmigt at gå i lokal generalstrejke. Der blev lukket for vand, el, gas og renovation, og samme aften tilsluttede Fællesorganisationens ledelse sig, og proklamerede strejke officielt. Randers’ arbejdere stod sammen, men modstanden var enorm. Fagforbundene lukkede for al strejkeunderstøttelse, også til dem der i forvejen var i lockout, staten stoppede arbejdsløshedsunderstøttelse, DsF ledelsen talte mod strejken, og Social-Demokraten nægtede at optage indlæg der støttede Randers’ arbejdere.
Lokalt erklærede politiet undtagelsestilstand og tilkaldte forstærkninger. Efter få dage blev også ”Samfundshjælpen” inddraget til at holde de kommunale værker i gang, og arbejdernes ledere blev, sammen med lokale og også landskendte kommunister, arresteret. Men arbejderne viste en utrolig udholdenhed, og blev støttet gennem pengeindsamlinger landet over, ligesom de fik støtte fra lokale bønder, fiskere og småhandlende, i form af fødevarer og kredit. Selv byens lærlinge gik med fra d. 23., men de blev dog hentet af politiet igen efter få dage, og ført tilbage til deres lærepladser. Også den lokale avis Randers Social-Demokrat, bakkede op om strejken.
Efter 28 dages strejke måtte arbejderne give op. I mellemtiden havde DsF indgået et forlig med DA, der indebar 15% lønnedgang, og man stod meget alene. Men stoltheden over at have svaret igen, kunne ingen tage fra arbejderne i Randers.
SD i regering
På trods af nederlag og arbejdsgivernes offensiv, så fortsatte SD sin fremgang. Da partiet mødtes til kongres i Odense i 1923, var det med stor selvtillid. Det var siden 1919 vokset med 100 nye partiforeninger og 21.000 medlemmer til 131.000. Partiet gik efter at overtage regeringsmagten. I efteråret 1922 udtalte Stauning i Folketinget: ”Hvis de parlamentariske forhold til den tid kalder på mit parti, så flygter vi ikke fra ansvaret eller arbejdet.”
Programmet fra Odense-kongressen er et program for SD i regering, et ”grundigt systemskifte ved de kommende valg”, i dets eget sprog. Men i virkeligheden er det et program for at administrere kapitalismen – ikke fjerne den.
Og valget kom. SD fik 36,6% af stemmerne, og Stauning dannede sin første regering. Men de nervøse borgere kunne snart tage det roligt. I sin åbningstale sagde Stauning: ”Ministeriet vil føre en demokratisk samfundspolitik, ved hvilken der tages hensyn til alle erhverv og til alle berettigede interesser i samfundet.” Regeringen holdt i 2½ år, den administrerede, men opnåede meget lidt. Det kom mange forslag fra dens side, men kun få kom igennem i Folketinget, og af disse faldt de fleste i Landstinget.
I 1926 nåede arbejdsløsheden op over 20%, og regeringen fremlagde et kriseprogram. Da dette ikke kunne vinde flertal, udskrev den valg og gik til valg ”ikke på dens resultater, men sine intentioner.”
Regeringen fortsatte ikke efter valget, og blev således en parentes, inden det lange stræk med socialdemokratiske regeringer. Men der er en vigtig ting at få med, nemlig dens indvirken på DsF og fagbevægelsen.
Arbejdsmandsstrejken
Ved OK i 1925 krævede DA atter lønnedgang, og da DsF indgik forlig – ikke mindst fordi arbejdskamp var skidt for SD-regeringen – så krævede DA at alle skulle gå med, ellers startede de varslede lockouter. Men de lavtlønnede arbejdsmænd i DAF ville ikke være med, så konflikten kom.
Og DAF fandt ud af hvad en SD-regering kunne betyde. Forbundet kom til at stå alene med sin strejke. Og ikke nok med det, DsF nægtede at støtte økonomisk og var med til at forhindre at DAF kunne få udbetalt deres indestående i Arbejdernes Landsbank. Da DAF udvidede med transportstrejke, der ramte landbrugseksporten, gik justitsminister Steincke til DsF og fik lavet en aftale, om at der blev oprettet et vagtværn af organiserede arbejdere, der under ledelse af politiet, skulle beskytte skruebrækkerne i havnene.
Og endelig forberedte regeringen et lovindgreb i strejken, som den forud havde fået DsFs støtte til. At det ikke kom til udførelse skyldtes alene, at DAF gav op inden. Egentlig var DAF med Lyngsie i spidsen, ikke meget forskellig fra resten af bureaukratiet. Strejkens udvikling skyldtes alene at medlemmerne tog den alvorligt og var aktive.
Men hvorfor gik det så sådan? Jo fordi SD-regeringen stod over arbejdernes forhold. Som DsF formanden forklarede, da han blev stillet overfor krav om generalstrejke: ”Det er Socialdemokratiet, der sidder inde med regeringen, og i mange kommuner har vi flertallet, en generalstrejke ville da bl.a. derfor også blive en strejke mod os selv.”
Andre del af serien:
Del I: http://socialister.dk/lio-pio-internationalen-og-slaget-paa-faelleden/
Del III http://socialister.dk/storlockout-og-septemberforlig-1899/
Del IV: http://socialister.dk/arbejderbevaegelsens-historie-del-4-socialdemokratiets-monopol-brydes/
Del V: http://socialister.dk/dansk-arbejderhistorie-afsnit-5verdenskrig-og-klassekamp/
Del VI: http://socialister.dk/serie-arbejderbevaegelsens-historie-del-6-kongekup-og-syndikalismens-endeligt/
