Frem til 1815, da Napoleon blev endeligt besejret ved Waterloo, handlede alt om hvordan de forskellige reaktionære kongedømmer kunne få bugt med frihedsidealerne fra revolutionen. Det handlede det historikere har kaldt ”de napoleonske krige” om.
Men det var ikke kun i Europa at ånden fra revolutionen kunne mærkes. I den franske del af det, der nu kaldes Haiti, Saint Domingo, udbrød der fra i august 1791 et slaveoprør. Saint Domingo var den rigeste slavekoloni i verden på dette tidspunkt.
Oprør
I begyndelsen drejede dette sig om mellem 30.000 og 40.000 slaver, hovedsagelig på den nordlige slette, og da det spredte sig, smeltede det sammen med den franske revolutionens krav om frihed, lighed og broderskab. De kaldte sig selv “De sorte Jakobinere” og sammen med andre uafhængige oprørsgrupper forlod de deres plantager, brændte dem ned, og forskansede sig i bakkerne.
Krigen rasede på dette tidspunkt mellem Storbritannien og Frankrig. Briterne kunne fornemme at Frankrig var så optaget af begivenhederne i Europa, at de så deres snit til at udnytte situationen og forsøgte at erobre forskellige franske øer, herunder at besætte Saint Domingo.
Men slaveoprørerne havde ikke tænkt sig at deres oprør bare skulle ende med at de fik nye slaveejere, denne gang britiske. Så de kæmpede imod. I den situation blev de forskellige oprørsgrupper samlet under en tidligere, nu frigivet, slave Toussaint L’Ouverture.
Toussaint L’Ouverture
Toussaint L’Ouverture var en klog general, og da han så at han havde behov for venner, allierede han sig med den ny franske republik, som lovede ham, at man ville frigive slaverne hvis briterne blev besejret. Hans armeer påførte briterne et historisk nederlag, og de blev tvunget til at trække sig tilbage i 1798. Toussiant L’Ouverture blev først viceguvernør og derefter guvernør i det franske revolutionære Saint Domingue. Men desværre kunne de ikke stole på franskmændene.
Reaktionen havde godt fat i Frankrig og efter Robespierres nederlag i 1794 var den revolutionære iver, som kendetegnede den første periode af den franske revolution på tilbagetog. I denne periode hvor ”De sorte Jakobinere” smed briterne ud, opstod der restaureringsstrømninger og Napoleon Bonapartes kom til magten.
Napoleon besejret
Napoleon var ingen elsker af frihed for slaverne og nærede et racistiske had til den sorte mand. Han pønsede på at genindføre slaveriet. Til sidst blev han overtalt, dels af den britiske og amerikanske regering (som for briternes vedkommende var hans bitre fjende) som ikke ønskede at eksemplet fra Saint Domingo skulle gentage sig i deres kolonier. Men også af franske kolonialister, som ønskede at få deres gratis arbejdskraft tilbage. Han besluttede at sende en hær på 60.000 mænd til øen, under sin svoger General Leclerc for at påtvinge genindførelse af slaveriet. De økonomiske gevinster var enorme for Frankrig, hvis slaveriet kunne fortsatte.
Trods militær overlegenhed, tabte franskmændene. Dels var deres soldater ikke vant til de guerillataktikker, som Toussaint L’Ouverture armeer kunne udføre. Og dels døde de i tusindvis af den ”gule feber”.
Toussaint L’Ouverture forrådt
Ved besejringen af franskmændene i 1801 erklærede Toussaint L’Ouverture, at Saint Domingo skulle have sin egen grundlov, men stadig høre under Frankrig. Men Napoleon ville ikke have Toussaint og hans selvstændighed. Toussaint blev inviteret til en snak om overgivelses betingelser, og som så ofte før i historien blev en oprørsleder forrådt, fordi han stolede på sin modstanders menneskelighed. I ly af nattens mulm og mørke blev Toussaint kidnappet og skibet til Frankrig, hvor han døde af lungebetændelse i et militærfængsel i Jurabjergene i 1803.
Napoleon troede, at nu kunne han i ro og mag generobre Haiti, men han tog fejl. Toussaints hær havde andre ledere – Dessalines og Christophe – som skønt de havde forrådt deres general for at franskmændene kunne arrestere ham, skulle de ikke nyde noget af at vende tilbage til tiden før 1791. De slog et nyt forsøg fra franskmændenes side tilbage og fastholdt oprørets landvindinger. Haiti blev erklæret som selvstændig republik i 1804.
Haitis slaveoprør og besejring af de tidens mægtigste imperialistiske magter, står som en hyldest til de sortes stolte revolutionshistorie. Den viser hulheden i ideen, om at den hvide mand, i al generøsitet, frigav slaverne. Nej, de tog den selv og dermed skrev de sig ind i menneskets historie som et af det fornemste eksempel på oprørets magt.
Tidligere dele af serien om Almindelige menneskers historie kan læses her
